Nicolas Bro om sit gennembrud: Folk troede jeg var udviklingshæmmet

Nicolas Bro blev landskendt, da han spillede den udviklingshæmmede Otto i tv-serien 'Rejseholdet' i 2002. Hør, hvordan han forberedte sig til rollen her.

I 2002 rullede DR1-serien 'Rejseholdet' over skærmen, og hele Danmark var på fornavn med 'La Cour, 'Fischer' og 'IP'.

Og i tredje sæson af serien trådte en ny karakter for alvor frem på scenen.

Den udviklingshæmmede Otto, spillet af Nicolas Bro, medvirkede for første gang i sæsonens fjerde afsnit, og rollen bliver et folkeligt gennembrud for den dengang 30-årige skuespiller.

Det fortæller han i interviewprogrammet 'Lærke møder', der bliver sendt hver tirsdag aften på DR K.

Møde med udviklinghæmmet gav gennembrud

- Det var afsindig overvældende (…) Det mest fantastiske var, at jeg mødte flere sygeplejersker og politifolk, som havde beskæftiget sig med lignende sager, som den fra 'Rejseholdet'. De fortalte, at de troede, man havde ansat en udviklingshæmmet til at spille rollen. Det var jo lidt imponerende i sig selv, fortæller Nicolas Bro.

For at forberede sig til rollen som Otto, mødtes Nicolas Bro selv med en udviklingshæmmet på et værested.

Her opdagede han, at den udviklingshæmmede altid skulle gennemgå hele erindringen for at kunne tale om den.

- Og der tænkte jeg. "Der er rollen", fortæller Nicolas Bro i dag.

Du kan se hele interviewet med Nicolas Bro på DRTV her:

Du kan også se og læse det selvportræt, som DR Kultur lavede med skuespilleren sidste år her.

Facebook
Twitter