Nikolaj Lie Kaas ser på gamle billeder: 'Jeg turde næsten ikke tale til ham - han var the shit'

Tag med den filmaktuelle skuespiller tilbage til de sjoveste, vildeste og mest fascinerende minder fra hans karriere.

En mand med en grimasse til enhver lejlighed: Nikolaj Lie Kaas har været en af Danmarks mest populære skuespillere i snart 30 år. (Foto: Collage © Scanpix og Getty Images og DR-grafik)

Forestil dig, at du gerne vil prøve kræfter med skuespil.

Allerede som teenager får du din første rolle, men du bliver nervøs som bare pokker, og spiller bare rollen så godt, du nu kan.

Forestil dig så, at du året efter modtager både klapsalver og en Bodil- og Robert-statuette for din rolle.

Lyder det ikke som en fantastisk god start?

Faktisk var det netop sådan, at Nikolaj Lie Kaas' karriere som skuespiller begyndte, og i dag spiller han alt lige fra skøre komedier til store dramaer. Man kan roligt sige, at han er en af de mest kendte skuespillere, vi har i Danmark.

Lige nu er det da også hans ansigt, der pryder plakaten for filmen 'Kollision', hvor han spiller hovedrollen, og snart er han også aktuel i den stjernespækkede tv-serie 'Forhøret'.

Men imellem den vellykkede debutfilm som teenager og de nye projekter ligger en masse film og oplevelser, der har præget skuespilleren – og dem vil vi gerne dykke lidt ned i her.

Vi har derfor fået Nikolaj Lie Kaas selv til at forholde sig til en række billeder fra hans lange karriere, der både har budt på udlandseventyr, hårde perioder, sjove oplevelser, gode venner, overraskelser og kæmpe succeser.

1

Den første scene på film

Tomas Villum Jensen og debutanten Nikolaj Lie Kaas i en scene i filmen 'Drengene fra Sankt Petri' fra 1991. (Foto: Polfoto © Scanpix)

- Det er den første scene, jeg nogensinde har lavet på film, så det var en stor ting. Det eneste skuespil, jeg havde lavet før, var at spille den ene skrædder i 'Kejserens nye klæder' i 3. klasse.

- Jeg havde én replik i denne scene og skulle sige: 'Jeg kan skaffe det meste'. Jeg var ved at besvime af nervøsitet, da jeg lavede scenen, og jeg tror også, det er derfor, at jeg har valgt at læne mig lidt op ad den dér pæl for at holde mig oprejst. Jeg var en 16-17 år dengang, så det var en vild oplevelse.

- Jeg gjorde det bare så godt, jeg kunne, og jeg var så heldig, at jeg bagefter blev anerkendt for min præstation og vandt en Bodil og Robert for rollen - for jeg anede ikke, hvad jeg lavede. Men det var en virkelig, virkelig fed oplevelse, og Søren Kragh-Jacobsen er den fedeste instruktør at starte med.

2

'Den minder mig om min ungdom'

Nikolaj Lie Kaas sammen med skuespilholdet fra 'Blinkende lygter' fra 2000. Fra venstre ses Sofie Gråbøl, Ulrich Thomsen, Mads Mikkelsen, Iben Hjejle og Søren Pilmark. (Foto: Rolf Konow © DR Presse)

- Billedet blev taget midt under optagelserne af filmen, og det blev faktisk også brugt til plakaten. Det var totalt ude af karakter, og vi skulle bare se glade ud.

- Jeg bliver altid spurgt om at nævne en film, jeg er stolt af. 'Blinkende lygter' er i hvert fald én af dem. Da jeg læste manuskriptet, kunne jeg mærke, at det godt kunne blive godt. Den minder mig også om min ungdom og noget ubekymret.

- Det var en virkelig fed produktion med min gode ven Anders Thomas Jensen, og der var en meget lille forskel på at gå på arbejde og have fri. Man følte sig meget tryg i den rolle, og det var sjovt at indspille den. Jeg kendte Ulrich Thomsen lidt i forvejen, men jeg kendte ikke Mads Mikkelsen eller Søren Pilmark.

3

Ned til 'danskerklubben' i Cannes

Holdet fra 'Gamle mænd i nye biler' er her foreviget under Cannes Filmfestival i 2002. Ved siden af Nikolaj Lie Kaas ses Kim Bodnia, Lasse Spang Olsen, der instruerede, og Tomas Villum Jensen. (Foto: Thomas Borberg © Scanpix)

- Jeg kører en sixpence. Bagvendt. Det gjorde man jo dengang. Men jeg tror, det var fordi, jeg var karseklippet, så det var for at undgå at blive solbrændt på hovedet. Jeg lavede 'Reconstruction' samtidig, og jeg kan huske, at jeg fløj ned til Cannes bare for en kort bemærkning.

- Cannes handler om at hygge sig, og det er lidt en danskerklub også, når man er af sted med et hold. Og hvis du er dernede med en film, der er god at have med, så er det jo ekstra sjovt. Med 'Gamle mænd i nye biler' var vi der bare for at sælge den. Vi skulle ikke andet med den.

- Jeg havde i øvrigt kæmpe respekt for Kim Bodnia. Jeg turde næsten ikke tale til ham under indspilningerne, fordi jeg syntes simpelthen, at han var det fedeste. Han var også virkelig the shit dengang.

4

Udlandet lokkede ikke så meget

Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen under Sundance Film Festival i Utah, USA, i 2003. De var derovre med 'Elsker dig for evigt', der var instrueret af Susanne Bier. (Foto: J. Vespa © Getty Images)

- Hvor sjovt. Vi bruger tydeligvis ikke hårprodukter på det tidspunkt – det er jo helt knastørt.

- Jeg kan huske, at jeg syntes, det var sjovt at stå på ski, da vi var derovre. Mads og jeg havde jo ikke noget at gøre med hinanden i filmen, men jeg har det altid sjovt med Mads. Vi klikker altid meget nemt og hurtigt – der skal ikke så meget til.

- Egentlig havde jeg ikke den helt store interesse for udlandet dengang. Men mig, Mads og Dejan Cukic tog faktisk til Los Angeles sammen for første gang for at finde en agent i sin tid. Så vi drømte da om det, men på det tidspunkt tænkte jeg ikke: 'Nu kører toget'. Jeg havde ikke de ambitioner på det tidspunkt.

5

'Jeg var rimeligt kørt ned i den periode'

Nikolaj Lie Kaas ses her med Lars Brygmann på Betty Nansen Teatret i forestillingen 'Demokrati' i 2005. Teaterstykket vandt en Reumert for årets forestilling. (Foto: Magnus Møller © Scanpix)

- Jeg kan godt lide at lave teater, men jeg har ikke lavet teater siden 2012 af en årsag. Hvis jeg skal vælge, er film min første kærlighed. Det er meget tidskrævende at lave teater. Det er måske over fire måneder, hvor man skal løbe meget stærkt, og det koster på familiekontoen.

- Denne forestilling er én af dem, jeg er allermest stolt af. Det var virkelig, virkelig sjovt at lave, selvom det var en hård periode.

- Jeg spillede teater på Frederiksberg om aftenen, og så lavede jeg film om dagen – i Aarhus. Så efter forestillingen røg jeg ind i en bil, hvor jeg kunne spise et måltid, og så blev jeg parkeret ude foran studierne i Aarhus, hvor jeg kunne sove i bilen, men det kunne jeg jo ikke. Så jeg var rimeligt kørt ned i den periode. Men det var en fed rolle, og det var fedt at spille noget politisk tosse-teater.

6

Sig hvad du vil have – så skaffer vi det

Nikolaj Lie Kaas som skurk i filmatiseringen af Dan Browns roman 'Engle og dæmoner' fra 2009. Rollen er en af hans få udenlandske. (Foto: COLUMBIA PICTURES © 2008 Columb © Scanpix)

- 'Engle og dæmoner' var en fornøjelse at filme, og jeg tog til USA med hele familien. Vi boede også i Rom en periode. Den tog fem måneder at lave, så man var jo væk i lang tid.

- Den første dag jeg var på optagelse, kom vi ud til en parkeringsplads ved LAX-lufthavnen i Los Angeles, der var lavet om til Peterspladsen i Rom, sådan én-til-én.

- Dér spurgte de mig også, om jeg var sulten, og så spurgte jeg, hvad de havde af mad, hvortil de svarede: 'Hvad vil du have?'. Så vidste man godt, at det var vildt. Alt var uhæmmet storslået på den produktion. I dag er det måske mest Marvel-film, der kan tillade sig at smide om sig med penge, som de gjorde. Det var en virkelig fed oplevelse.

7

'Jeg elsker folk med selvironi'

Nikolaj Lie Kaas og Lars Ranthe spillede hovedrollerne som komikerne Dirch Passer og Kjeld Pedersen i filmen 'Dirch' fra 2011. (Foto: Kristian Brasen © Scanpix)

- Dirch Passer og Kjeld Pedersen var makkere. Men jeg savner ikke en fast makker som skuespiller, for jeg har nok fast makker i min kone. Men jeg vil altid gerne arbejde sammen med Lars Ranthe. Han har selvironi og selverkendelse og er morsom.

- Det fedeste ved 'Dirch' var at arbejde sammen med Lars. Han er god til at lave sjov med sig selv, og det fede ved det her billede er, at hvilken mand på 165 centimeter tør gøre sig selv lavere for at skabe et sjovt billede? Jeg elsker folk med selvironi.

8

'Åndsvagt at sige, at priser ikke betyder noget'

Nikolaj Lie Kaas modtog en Bodil for bedste mandlige hovedrolle i filmen 'Dirch' i 2012. (Foto: Henning Hjorth © Scanpix)

- Det ville være åndsvagt at sige, at priser ikke betyder noget for én, for det betyder virkelig noget at få anerkendelse for det, man laver. Priser betyder, at du har gjort noget ud over det sædvanlige. Noget ekstraordinært. Du har ikke bare levet op til forventningerne, du har forhåbentlig overskredet folks idé om, hvad du kan. Og det gør en virkelig glad.

- Vi prøver jo alle sammen at presse os selv til at gøre det lidt bedre end sidst. Så når folk kan se det og anerkender det, bliver man glad.

- Det er til gengæld ikke engang løgn, når jeg siger, at jeg ikke læser anmeldelser. Det gør jeg ikke. Kun på andres film. Anmelderne kan jo ikke blive mere kritiske, end jeg selv er over det, jeg har lavet.

9

Jeg tænkte: 'Shit, fire film!'

Nikolaj Lie Kaas ses her i rollen som Carl Mørck under optagelserne til den første film i serien om politiets Afdeling Q, 'Kvinden i buret' fra 2013. Filmene er baseret på Jussi Adler-Olsens bestsellere. (Foto: Jens Dresling © Scanpix)

- Da jeg fik rollen, tænkte jeg ikke: 'Fedt, fire film!'. Jeg tænkte: 'Shit, fire film!'.

- Jeg syntes, det var mange film, og jeg havde jo lyst til at lave alt muligt forskelligt. Så at få en form for fast job i banken, havde jeg ikke brug for. Det talte jeg også med Fares Fares om, for han var også skeptisk først.

- Jeg havde lige lavet 'Forbrydelsen' i et år og havde bare fået nok af crime. Jeg orkede ikke at gå ind i et rum med en pistol i hænderne. Men fordi det var Mikkel Nørgaard, der skulle instruere, og Nikolaj Arcel, der skrev manuskriptet, syntes jeg, at det var en god lille familie at komme ind i. Men fire film var alligevel noget, der skræmte mig lidt.

10

Overrasket over succesen

Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares spiller makkere i alle fire Afdeling Q-film. Men nu er det slut. Her ses de to venner på den røde løber under en tysk premiere på den seneste i serien, 'Journal 64', fra 2018. (Foto: Tristar Media © Getty Images)

- Det var på ingen måde en selvfølge, at det ville blive en succes. Da vi solgte over 700.000 billetter til 'Kvinden i buret', tænkte jeg: 'Det her troede jeg slet ikke, at man kunne mere'.

- Det kom virkelig bag på mig, at det blev en succes, og at vi tilmed holdt den kørende. Krimier er jo en lidt slidt genre, og vi har set det så mange gange før, men her var der penge til at lave dem ordentligt, og der var kompetente mennesker til at lave dem.

- Jeg kan godt savne Fares. Han er en dejlig dreng. Det er også fedt at se, at vi begge to har udviklet os som mennesker i de seks år, vi lavede filmene. Fares har været en af de største fornøjelser ved at lave de her film.

11

Kæmpe møsser til Ghita Nørby

Ghita Nørby og Nikolaj Lie Kaas i en kæmpe møsser på scenen til Zulu Awards 2019. Skuespillerinden overrakte ham prisen for årets danske skuespiller. (Foto: Per Lange © Scanpix)

- Ghita og jeg lavede for nogle år siden en intro til Zulu Comedy Galla, hvor jeg snavede med hende. Så det var jo oplagt at gøre igen, nu når det var hende, der overrakte prisen til mig under årets Zulu Awards og sagde alle de søde ord.

- Det var en sjov aften, men også meget kort. Jeg optog 'Forhøret' i den periode og var fuldstændig kørt ned, fordi jeg havde arbejdet som en hest. Så jeg var syg og nåede lige at give en influenza videre til Ghita, inden jeg skred.

12

Forestiller sig triste ting

Nikolaj Lie Kaas spiller overfor Cecilie Stenspil i Avaz-brødrenes aktuelle drama 'Kollision'. Filmen handler om en familie i krise. (Foto: Rolf Konow © Nordisk Film)

- Så er der god stemning! Lige præcis dén scene synes jeg faktisk, er et godt billede på, hvordan man kan have det i de der situationer i en familie. Du ved, dét at sidde i en bil og ikke sige noget til hinanden, og hvor man bare er fanget på fem kvadratmeter sammen.

- Som skuespiller kan du nogle gange kickstarte dig selv ved at tage noget fra dine egne relationer eller baggrund. Det kan også bare være alt muligt frygteligt, du forestiller dig, der kan ske. Man bliver bare nødt til at gå reelt ind i den følelse i sådan en scene. Men det er ikke farligt for mig at forestille mig de ting – det er jo bare make believe.

- Gaven er, at sådan en scene føles som virkelighed, når man er i den, men bagefter siger du bare: 'Tak for i dag' og tager hjem.

'Kollision' kan ses i biografen nu.