Nils Malmros' 'Sorg og glæde' er en sjældent øjenåbnende kærlighedshistorie

En ekstrem kærlighedshistorie bliver gjort så almindelig som muligt i 'Sorg og glæde'

Den er godt nok svær, den her. Det er en film, der uundgåeligt vil have knaster og knuder for enhver der ser den - og nogen vil sandsynligvis have meget meget svært ved at acceptere den. Især filmens hovedperson, Johannes, vil virke kold og gold på nogen, men først og fremmest er hele tanken om at instruktør optager en film om hans livs store tragedie, at hans kone slog deres fælles barn ihjel, og at han gør det til en kærlighedshistorie, simpelthen grænseoverskridende …

Uendeligt fascinerende

Præcis derfor er Nils Malmros 'Sorg og glæde' så uendeligt fascinerende. Der findes film, man glemmer så snart man har set dem, og film, der rumsterer i et par timer eller måske en uge, og så er der film, som bliver ved med at leve og måske endda vokse med én. For den her anmelder er 'Sorg og glæde' absolut det sidste. Den er i princippet lige så selvbenspændende og umulig at være sammen med som Lars von Triers 'Antichrist', bare på en betydeligt mere afdæmpet måde. Det er ikke en film, man tager i hånden og følges med. Man må kæmpe med den. Ryste på hovedet af den og skændes med den mens man forstår og anerkender dens væsen.

Indenfor i intimsfæren

Der er intet usædvanligt ved at blive inviteret indenfor i Malmros' intimsfære. Det har været den dominerende røde tråd gennem hele hans usædvanlige filmkarriere. Men med 'Sorg og glæde' er vi længere inde i røre kernen af, og aldrig har Malmros været så tæt på at invitere os med til at pille i hans navle. 'Hvad skal vi helt herinde?' kan man spørge sig selv, og Malmros er så modig først servere svaret i de sidste 10 minutter af filmen. Indtil da lugter 'Sorg og glæde' fælt af en dyr form for terapi hvor Malmros genskaber sine traumatiske oplevelser omkring 1984, da hans kone slog deres fælles ni måneder gamle datter ihjel i en psykose.

En uudgrundelig størrelse

Hvordan gør man så forfærdelig en personlig oplevelse til noget alment, sådan som Malmros har formået med selvoplevelser i film som 'Drenge', 'Kundskabens træ', 'Århus by Night' og 'Kærestesorger'? Ved ikke at fokusere på den lille pige, der knap nåede at leve et liv, men på forholdet mellem ægteparret, der gennemlever de groteske begivenheder. Og da 'Sorg og glæde' er forbi, er det ikke den horrorfilm, den kunne have været, hvis den havde taget en helt anden drejning, men en film om kærlighed - ikke kærlighed som den store altomfavnende brusende lykke, vi kender fra romantiske komedier, men som en uudgrundelig størrelse, der vælger sine egne veje, nærmest af princip.

Ikke to kærlighedshistorier er ens

Ikke to kærlighedshistorier er ens, men Malmros tager en af de mest ekstreme og forsøger at gøre den så almindelig som muligt. Det er den 'forsvarstale' for det almindelige i det groteske, der er drivkraften i Malmros' film. Marianne kommer muligvis af en familie med psykiske lidelser, men Nils Malmros skubber selv ulykken af sted da de mødes. Han opfordrer hende til at skylle sit glas med lithium-piller ud i toilettet, han gør nar af savsmuldstapetet og de hæklede lampeskærme i hendes bedagede lejlighed og han kan ikke holde sig tilbage for at grine ad de kulinariske evner hos Mariannes mor.

Infernalsk larm

Og hvad Mariannes drab på datteren angår, sammenligner han det med en situation, hvor han selv var ved at tage livet af pigen, da han en nat vågnede ved en infernalsk larm og styrtede ned ad trappen, hvorved han tabte sin datter. Hvis pigen var omkommet ved faldet på trappen havde det været ligeså meget et uheld som Marianes skæbnesvangre psykose, forklarer Malmros' alter ego, Johannes i filmen.

En ægtemand, der tilfældigvis laver film

Nils Malmros er også langt fra den'jamen-jeg-måtte-kæmpe-for-min-kunst'-undskyldning som forfattere og instruktører og andre kunstnere ofte disker op med når de har svigtet deres nærmeste i afgørende øjeblikke. Malmros viser bidder af sit virke som filminstruktør med de film han arbejdede på i de år, 'Kundskabens træ' og 'Skønheden og Udyret', men det er ikke på noget tidspunkt med en selvretfærdig kunstnerisk patos, snarere som en ægtemand, der tilfældigvis laver film når han ikke brygger the eller støvsuger bilen.

Dramatiseret dokumentar

Hvad nu hvis 'Sorg og glæde' var ren fiktion, hvis den ikke var en slags dramatiseret dokumentar? Ville det overhovedet være et realistisk projekt? Alt kan lade sig gøre i kunstens verden, men det er svært at forestille sig at 'Sorg og glæde' ville stå så stærkt hvis ikke Malmros havde den forhistorie, han har, som en selvbiografisk instruktør. Det er kun et af mange paradokser i Malmros' tolvte spillefilm.

Forbilledligt underspillede

Selv gør Malmros iøvrigt hvad han kan for ikke at mudre tingene mere end de er i forvejen. Jacob Cedergren og Helle Fagralid er forbilledligt underspillede som Johannes og Signe alias Malmros og frue, og hverken fotografen Jan Weincke eller klipperen Birger Møller Jensen disker op med noget, der ligner filmisk lækkerhed eller leflen for modeluner. Det er et sjældent rent filmsprog, der ofrer sig for at give plads til den smukke historie om kærlighedens uudgrundelige gavmildhed. Der findes millioner af kærlighedshistorier, og det er meget sjældent man støder ind i én, der siger noget nyt. En sådan sjælden perle er 'Sorg og glæde'.

'Sorg og glæde' får dansk premiere torsdag den 14. november

Facebook
Twitter