Hvorfor handler de bedste og mest storslåede dramaserier altid om vaskeægte røvhuller? Tænk over det.
'Mad Men' handlede om arrogante, sexistiske reklamedrenge, 'Breaking Bad' om en narcissistisk forbryder, 'Sopranos' om gangstere, og listen bliver ved og ved.
Handler det i virkeligheden om os selv, når vi hepper på dem, der tør gå mod strømmen og handle egoistisk og nådesløst? Eller er det bare mere underholdende at lade os fascinere af tvivlsomme typer i skæve miljøer?
Da jeg så første sæson af 'Succession' i 2018, var mængden af usympatiske personer næsten for meget. Den ene figur var hele tiden mere arrogant end den anden, til et punkt hvor det føltes, som om de helst ville have, at jeg slukkede for serien.
Indtil det gik op for mig, at 'Succession' ikke (kun) er en dramaserie, men derimod i høj grad en afart af komedieserier som 'Seinfeld' og 'It's Always Sunny in Philadelphia', hvor figurerne er så egoistiske, at det med tiden bliver morsomt.
Det samme gør sig gældende i 'Succession', der bedst kan beskrives som en blanding af 'Arvingerne', 'Seinfeld' og 'Dollars'.
Kan man først finde trøst i, at 'Succession' ikke agerer som en typisk dramaserie og derimod prøve at nyde, at den kommer med lige dele humor og drama i én og samme pakke, så garanterer jeg for, at de fleste vil elske den.
Præmissen for 'Succession' er klassisk. Logan Roy, familiens ubestridte overhoved, bliver syg og skal finde ud af, hvem af hans utåleligt forkælede børn, der skal overtage tronen som chef for en af verdens største mediekonglomerater.
Den logiske arving er den ambitiøse søn Kendall, der på mange måder ligner en leder. Dog er hans søster, Shiv, nok en del mere intelligent og hans bror, den næsvise Roman, mere udspekuleret.
Igennem de to sæsoner kæmper familien indbyrdes om tronen, og da anden sæson - som snuppede en Emmy for 'Bedste dramaserie' sidste år - kulminerede i 2019, sad jeg måbende tilbage og tørstede efter mere, som jeg ikke har gjort det, siden 'Breaking Bad' uge for uge lod vente på sig.
Efter at covid-19 satte en midlertidig kæp i hjulet for indspilningerne, er 'Succession' nu endelig tilbage med sin tredje sæson.
Stærke kræfter bag
'Succession' er skabt af Jesse Armstrong, der altid har formået at finde den hårfine balance mellem komedie og drama.
Han brød for alvor igennem med den geniale komedieserie 'Peep Show', men viste mere dramatisk overskud i den politiske satire med projekter som spillefilmene 'Four Lions' og 'In The Loop' samt tv-serien 'The Thick of It' ('Højt spin'). Desuden har han skrevet, hvad mange betragter som det bedste 'Black Mirror'-afsnit til dato; 'The Entire History of You'.
Armstrong er en ekstremt respekteret manuskriptforfatter, og i ryggen har han folk som instruktør Adam McKay og skuespiller Will Ferrell (der dog aldrig medvirker) som producere.
Specielt Adam McKay, der instruerede det første afsnit af serien, er en genial samarbejdspartner, da han de senere år, efter at være startet med at lave rendyrkede komedier som 'Anchorman' og 'Step Brothers', også begyndte at smelte drama og komedie sammen i filmen 'The Big Short'. En film, der på mange måder minder om 'Succession' med det rappe tempo og de realistiske, omend morsomme, scenarier, der udspiller sig i erhvervslivets nådesløse top.
Tilbage med et brag!
Første sæson af 'Succession' var udmærket og anden sæson tenderede genial. Og heldigvis lader tredje sæson til at starte med præcis samme tårnhøje niveau som anden sæson.
'Succession' gik nemlig fra at være ganske morsom og på mange måder harmløs til at være ekstremt spændende og på mange måder nyskabende.
Brikkerne lod til at falde på plads i anden sæson, da der kom mere fremdrift i plottet, og kampen om at blive familieoverhoved kom i centrum på samme måde som i første sæson af 'Arvingerne', hvor man konstant blev overrasket over, hvem der narrede hvem.
Et drømmecast med et næsten dansk medlem
Skuespillerne virker i tredje sæson endnu mere tilpas i deres respektive roller end nogensinde før, og de endimensionelle røvhuller fra første sæson er efterhånden blevet erstattet med ægte figurer, som vi forstår og holder af.
Jeremy Strong, der på mange måder er seriens hovedperson - og som i øvrigt er bosat i Danmark - er fremragende som personlighedsløs søn med gigantisk faderkompleks.
Sarah Snook er tydeligvis en ny superstjerne, og hendes følsommme portræt af den sarkastiske søster Shiv er gået fra fyld i første sæson til en af de bærende figurer her i tredje.
Kieran Culkin (jep, han er Macauleys lillebror) er også vokset, og selvom han stadig står for de fleste sjove øjeblikke, er han efterhånden blevet den underdog, som jeg tror, mange hepper på, når det kommer til at overtage familieforretningen.
Og så er Brian Cox i rollen som familiens iskolde overhoved, Logan, gåsehudsfremkaldende skræmmende, når han bruger sine børn som brikker i et strategisk magtspil, der i sidste ende kun handler om at pleje hans eget ego.
'Succession' er på mange måder en forskruet serie, og du får det ikke nødvendigvis behageligt af at se den ondskabsfulde Logan spille sine børn ud med hinanden i håb om at finde ud af, hvem den stærkeste er.
Men hvor mange serier om konger og riddere har vi ikke set, hvor selvsamme scenarie udspiller sig? Der skal gerne en portion forskruede røvhuller - gerne med stærke faderkomplekser - til, før en ægte dramaserie kan løfte sig over flinkeskoleniveau og med de helt store armbevægelser iscenesætte drama af kafkaske dimensioner.
Så hold fast, selv hvis du synes 'Succession' starter lidt sløjt, og nyd i det mindste en af de bedste serieintroer i nyere tid, mens fortællingen vokser på dig.
'Succession' kan ses på HBO Nordic.