'Noget af det bedste i år': Oscar-vinder imponerer med brutal og smuk serie

Barry Jenkins er aktuel med serien 'Underground Railroad', der er barsk tv – men også noget af det bedste i år.

Hvor de hvide instruktører før i tiden hovedsageligt var dem, der filmatiserede slavehistorierne, er det i dag i høj grad sorte filmfolk, og det kan mærkes, siger Frederik Dirks Gottlieb. (Foto: Atsushi Nishijima © Amazon Prime)

Igennem mange årtier er den sorte mand og kvindes slavehistorik blevet fortalt af Hollywood i film som blandt andet Steven Spielbergs 'Amistad' og Quentin Tarantinos 'Django Unchained'.

Fortællingerne er grusomme og hjerteskærende, og man kan indimellem spørge sig selv, om vi stadig har brug for at få disse lidelseshistorier fortalt?

Svaret er ja.

Men hvor de hvide instruktører før i tiden hovedsageligt var dem, der filmatiserede den skamfulde historik – og garanteret med de rette intentioner – så lever vi heldigvis i en tid nu, hvor disse historier primært bliver formidlet af sorte amerikanere.

Det giver mig ikke bare en bedre smag i munden, når jeg ser en ellers brutal serie som 'Underground Railroad' blive lagt i hænderne på en sort amerikaner. Det gør som regel også historien mærkbart mere personlig og troværdig.

For selvfølgelig skal de sorte amerikanere selv have lov at fortælle den historie, som de selv led under i flere hundrede år.

'Underground Railroad', som netop er aktuel på Amazon Prime, er lavet af den Oscarvindende instruktør Barry Jenkins. Han står bag fantastiske film som 'If Beale Street Could Talk' og 'Moonlight' – sidstnævnte slog 'La La Land' og vandt Oscar-prisen for 'Bedste film' i 2017.

Her er noget af det, der gør 'Underground Railroad' værd at se:

1

Myten om de underjordiske jernbaner

Udtrykket "underground railroad" blev brugt som en form for kodesprog om de strategiske flugtruter, for der fandtes ingen underjordiske tog i virkeligheden. (Foto: Atsushi Nishijima © Amazon Prime)

'Underground Railroad' er navnet på og fortællingen om den rute eller flugtvej, som flere sorte amerikanske slaver benyttede sig af. Det gjorde de for at undslippe de besidderiske plantageejere, der yndede at nedslide deres slaver i Georgias bomuldsmarker, hvor den ene lange trivielle arbejdsdag overtog den anden i den bagende sydstatssol.

Vi følger to slaver; den unge, sorgfulde kvinde Cora og den lidt ældre, principfaste Caesar. Efter nogle strukturelle ændringer på plantagen, som medfører, at arbejdspladsen bliver endnu mere mareridtsagtig, end den i forvejen er, beslutter de sig for at stikke af.

Flugt plejer som regel at være en selvmordsmission. Bliver man først fanget efter at være stukket af, har det fatale konsekvenser. Men da de hører om en ny rute, hvor underjordiske togbaner kan føre til frihed, tager de alligevel chancen.

Serien bygger på den Pulitzer-vindende bog 'The Underground Railroad', der blander virkelighed og fiktion sammen – for der fandtes ingen underjordiske tog i virkeligheden.

Udtrykket "underground railroad" blev brugt som en form for kodesprog om de strategiske flugtruter mod de nordlige stater og Canada, der blev udtænkt af frie slaver og hvide, rebelske abolitionister i 1700- og 1800-tallets sydstater.

2

Et smukt land med en grim fortid

Oscar-vinderen Barry Jenkins (venstre) har instrueret samtlige ti afsnit af Amazon Prime-serien. (Foto: Atsushi Nishijima © Amazon Prime)

Barry Jenkins er genforenet med filmfotografen James Laxton i 'Underground Railroad', og det visuelle resultat er bjergtagende. Hvert eneste billede i denne serie er smukt komponeret. Jenkins og Laxton er ikke bange for at illustrere paradokset mellem de naturskønne sydstatsomgivelser og de grimme menneskelige handlinger, der står i skærende kontrast til hinanden.

Jeg forestiller mig, at det passer godt til det ambivalente forhold til sit land, man må have som sort amerikaner, når ens forfædre potentielt har lidt for de muligheder, en mand som Barry Jenkins har i dag som én af Hollywoods mest succesfulde instruktører.

Jenkins' evne til at skabe store følelser på en enormt smagfuld måde er uden sidestykke.

I 'Moonlight' fortalte han historien om en homoseksuel ung mand, der prøver at finde fodfæste i USA. I 'Underground Railroad' er det især den unge Coras historie om at genvinde livsglæden og den indre frihed, han lykkes med.

Man bliver ikke slået oven i hovedet med det følelsesmæssige metasprog. I stedet er det hele tiden subtilt, og Jenkins stoler på, at de dygtige skuespillere, han sætter i stævne, kan formidle følelser med øjnene. Det kan han heldigvis roligt gøre. Der er ikke én dårligt spillet scene at finde i de tre afsnit, jeg har set, ud af seriens i alt ti episoder.

3

Behandler racisme på hidtil usete måder

Joel Edgerton spiller rollen som dusørjægeren Ridgeway, der jagter slaven Cora, som er flygtet fra en plantage. (Foto: Kyle Kaplan © Amazon Prime)

Det er slående, så stærke historier om racisme i USA vi får i disse år, hvor der med Jordan Peeles 'Get Out' og Barry Jenkins' 'Moonlight' i 2016 skete et nybrud i genren.

Det kan ikke alene tilskrives Jenkins eller Peele, men i kølvandet på deres mesterlige film, der på to vidt forskellige måder behandlede racisme på hidtil usete måder, har vi fået nyskabende film og serier som 'Atlanta', 'Them', 'Sorry to Bother You', 'Queen & Slim' og 'When They See Us'.

De viser alle, hvorfor sorte film- og serieskabere i USA er ekstremt vigtige for både den kreative og moralske fremdrift i Hollywood.

Det er i sandhed igen blevet interessant at se amerikanske film og serier. Og selvom mange måske er trætte af den stigende politisering af Hollywood med kampagner som #OscarsSoWhite, så er serier som 'Underground Railroad' påmindelser om, hvor mange spændende historiefortællere vi går glip af, hvis kun de hvide filmskabere får muligheden for at realisere deres projekter.

'Underground Railroad' er på mange måder en spøjs fortælling, der med sine historiske friheder ikke skal tages 100 procnet bogstaveligt, selvom den følelsesmæssige mavepuster og fortællingen om de sorte slaver absolut skal.

Dog vil jeg fraråde, at man bingewatcher 'Underground Railroad' og nøjes med at tage et afsnit om ugen. For serien er en følelsesmæssig rutsjebane, der kræver, at man tygger grundigt på hvert enkelt af de ellers underholdende afsnit.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk