Nordisk Film udskyder premiere på komedie efter drab i Norge

I ny komedie truer Rasmus Bjergs hovedrolle norske betjente med bue og pil.

Rasmus Bjerg spiller hovedrollen i komedien "Vildmænd", som skulle have haft premiere 11. november. (Foto: Rasmus Weng Karlsen/ Nordisk Film)

Det er en komedie, men i går kom en af virkelighedens tragedier lidt for tæt på.

Derfor har Nordisk Film besluttet at udskyde premieren på Rasmus Bjergs nye film, 'Vildmænd'.

Det oplyser market director i Nordisk Film Distribution Frederik Honore i en pressemeddelelse, dagen efter at fem personer mistede livet i den norske by Kongsberg.

- På baggrund af den tragiske hændelse i går i Norge og i respekt for de pårørende, har vi i Nordisk Film truffet beslutning om at udskyde premieren på 'Vildmænd', siger han.

I filmen, der skulle komme i biograferne 11. november, er den danske familiefar Martin (Rasmus Bjerg) skredet fra det hele og taget op til Norge for at bo i naturen og jage sin egen føde med bue og pil, men han kommer hurtigt på kant med det lokale politi.

'Tid til at bearbejde tragedien'

Plakaten viser blandt andet Rasmus Bjerg i en norsk butik med bue og pil. Men da angrebet i Kongsberg netop begyndte i et supermarked med bue og pil som et af gerningsvåbnene, udskydes premieren på ubestemt tid.

- Vi vil gerne understrege, at de ligheder, der er mellem filmen og gårsdagens tragedie, er helt tilfældige, udtaler Frederik Honore i pressemeddelelsen.

- Men vi vil gerne prioritere, at der bliver bedre tid til at bearbejde tragedien, før det bliver muligt for et dansk publikum at opleve filmen i biografen, siger han.

Plakaten for 'Vildmænd'. Rasmus Bjerg spiller hovedrollen, en dansk mand, der stikker af fra det hele for at leve i naturen i Norge. Men da han møder hashsmugleren Musa (spillet af Zaki Youssef), bliver de eftersøgt af politiet. (Foto: (© Nordisk Film))

I filmens trailer kan man også se, hvordan Rasmus Bjergs karakter med bue og pil truer to norske politimænd, før han stikker af. Ved angrebet i Kongsberg lykkedes det også umiddelbart gerningsmanden at undslippe politiet ved at beskyde dem med bue og pil.

Den 37-årige gerningsmand blev dog senere pågrebet, og under afhøring har han erkendt forholdene.

'Virkelig dårlig timing'

Nordisk Film oplyser, at en ny premieredato for 'Vildmænd' vil blive meldt ud på et senere tidspunkt.

Episoden i Norge har allerede kaldt på sammenligninger med filmen.

- Virkelig dårlig timing for Rasmus Bjergs nye film, hedder overskriften på en tråd hos det sociale medie Reddit.

- Oven på hændelserne, der er sket i Kongsberg, hvor en dansk mand har dræbt fem og såret to med bue og pil, så er timingen for Rasmus Bjergs film lidt off, skriver en anden bruger.

'Vildmænd', der instrueret af Thomas Daneskov, og som har Morten Pape som med-forfatter, er allerede blevet vist på Tribeca Film Festival i New York.

Facebook
Twitter