Norsk skolegårdsdrama er overbevisende og tankevækkende - og udstiller voksne som børn

Filmen 'Barn' handler om Lykke på 13 år, der ved et uheld slår sin klassekammerat ihjel.

- Det er finurligt, det er underholdende, og det er især højst tankevækkende at være vidne til voksne mennesker, der tumler sidelæns rundt og forsøger at få deres analytiske kompas til at finde den rette grimasse, skriver Per Juul Carlsen. (Foto: Lars Olav Dybvig/Øst For Paradis)

Er der en voksen til stede?

Det spørger vi sarkastisk, når nogen har problemer med at tage ansvar for en situation og opfører sig umodent.

Det skriger også på handling i det norske drama 'Barn', da to 13-årige ender i et slagsmål, og det ene afgår ved døden.

De voksne skal i dén grad opføre sig voksent, hvis alle skal komme tilnærmelsesvis helskindet ud af den tragedie.

Det er ikke nemt. Overhovedet ikke.

Og det er den underliggende og ganske alvorlige ironi i 'Barn'; at også voksne med ansvarsfulde positioner kan opføre sig umodent.

Det er som bekendt ikke grebet ud af luften.

Politiske undertoner forvirrer filmen

Det virker næsten som om, at filmens distributør har bestilt den danske regerings dobbeltspil overfor politiske forhandlingspartnere i den seneste uge til at understrege filmens pointe.

Selv har instruktøren, Dag Johan Haugerud, ingen politiske undertoner med sin film, selvom han undervejs jonglerer med den nynorske politiske virkelighed.

Pigen Lykke, der kommer til at slå sin gode ven Jamie ihjel, er datter af en socialdemokratisk lokalpolitiker. Og Jamie er søn af Per Erik Lundemo, et højtplaceret medlem af det højreorienterede Fremskrittspartiet.

Det smager også af politisk satire, at Liv, den kulturradikale inspektør på den ulykkesramte skole, har en affære med Lundemo.

Lykke påstår, at drabet var et uheld, men ingen, udover hendes forældre, tror på hende. (Foto: Lars Olav Dybvig/ Øst For Paradis)

Det er temmelig uklart, hvad Dag Johan Haugerud vil med de politiske sabelkrydsninger - måske blot understrege, at voksne også bedriver barnlige skyttegravslege, hvilket jo uomtvisteligt er sandt.

Til gengæld forvirrer det også det menneskelige drama i filmen, fordi vi som tilskuere forventer en skarp pointe med de politiske spil.

I det hele taget er filmens konstruktion så tæt på en karikatur, at Dag Johan Haugerud snildt kunne have taget springet og skabt en skrupskør komedie om voksne menneskers barnagtigheder.

I stedet ligger 'Barn' et spøjst udefinerbart sted mellem komedie, katastrofefilm og filosofisk drama. Som tilskuer er man tvunget til hele tiden at tænke selv og finde en balance mellem troværdige mennesker og karikaturer.

Den mest ansvarsfulde i filmen er 13-årige Lykke

Hvordan skal vi aflæse det, når Lykkes journalist-mor flipper ud over, at pigen lytter til Justin Bieber samme dag, som hun er skyld i, at en skolekammerat har mistet livet?

Er moderen i chok? Er hun seriøs? Eller er hun bare kontrollerende?

Eller for at se det fra en anden vinkel: Hvordan i alverden taler man til en pige, der lige har slået sin ven ihjel med et slag fra sin skoletaske?

Det er finurligt, det er underholdende, og det er især højst tankevækkende at være vidne til voksne mennesker, der tumler sidelæns rundt og forsøger at få deres analytiske kompas til at finde den rette grimasse.

I den henseende er 'Barn' aldeles overbevisende.

De voksne kan også være perplekse.

Faktisk er de mest af alt eksistentielt perplekse, og slet ikke så ansvarsfulde og seriøse voksne, som de gerne vil være.

Efter uheldet i skolegården kommer der en række skeletter ud af skabet, og de voksne på skolen må håndtere det medfølgende drama. (© Øst for Paradis)

Den norske titel har en skøn dobbelttydighed, som desværre går tabt på dansk. Den foregiver at beskrive barnet, altså 13-årige Lykke, men barn betyder børn i flertal på norsk, hvorved titlen peger på de voksne.

Den mest ansvarsfulde i filmen er bestemt Lykke, der undlader at analysere situationen, men blot følger den vej, hendes følelser trækker hende.

Med sit sociologiske studie af voksne mennesker lægger 'Barn' sig tæt opad svenske Ruben Östlunds 'Play','Force Majeur' og 'The Square' - bare uden Östlunds originale filmsprog.

Haugerud har desværre sværere ved at dosere sine filmiske virkemidler, og det er pænt sagt svært at finde en god forklaring på, at 'Barn' skal fylde to timer og 40 minutter.

Men hvis knasterne i Haugeruds fortællestil bliver skrabet væk, står en skarp og velargumenteret pointe tilbage: At voksne, i al deres selvindbildte modenhed, også er børn.

(© Øst for Paradis)
Facebook
Twitter