NRK overrasker med ny Skam-lignende ungdomsserie

En ny serie fra NRK har ligesom 'Skam' sin egen hjemmeside med videoklip og indhold fra seriens karakterer.

I 'Blank' følger man figuren Ella. (© NRK)

Den norske tv-kanal NRK lancerede sent lørdag aften en ny ungdomsserie.

Serien, der hedder 'Blank', minder umiddelbart på mange måder om den ultrapopulære 'Skam', der sluttede i sommer.

'Blank' dukkede op lørdag helt uden varsel. Serien har blandt andet sin egen hjemmeside i stil med den, som mange kender fra 'Skam'.

På hjemmesiden ligger der lige nu to videoklip samt en række beskeder og Instagram-opslag fra seriens karakterer.

Livet efter gymnasiet

NRK's serie 'Skam' tog både Norge, Danmark og mange andre lande med storm, da den i knap to år gennem fire sæsoner skildrede norske gymnasieelevers liv på Hartvig Nissens skole i Oslo.

Karaktererne i 'Blank' er omkring 19 år, og serien handler om livet efter gymnasiet, skriver NRK. I det indhold, der lige nu er på seriens hjemmeside, møder man karaktererne Susanne, Mats og Ella.

Samlet afsnit vises hver søndag

NRK oplyser i øvrigt, at der løbende vil blive lagt nyt indhold op på hjemmesiden, og at klippene hver søndag samles i et afsnit.

Da 'Skam' oprindeligt blev lanceret, holdt NRK kortene tæt til kroppen.

Det samme gør sig altså gældende med den nye satsning, der pludselig dukkede op sent lørdag aften. Serien kan følges på blank.p3.no.

Mange lande har lavet eller er ved at lave deres egne udgaver af den vildt populære 'Skam'-serie. I Danmark er serien blevet fremført som et teaterstykke i København.

Julie Andem, der er skaberen af 'Skam', er i øjeblikket i USA for at hjælpe med produktionen af en amerikansk udgave af serien.

/ritzau/

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve