Nu får Ternet Ninja endelig sin opfølger: 'Den gør alt det, amerikanske film aldrig gør'

DR's anmelder er dog ikke ubetinget begejstret for 'Ternet Ninja 2'.

I 2018 blev 'Ternet Ninja' den mest sete danske biograffilm siden 1985 med 920.000 solgte billetter. (© A. Film Production Pop Up Production & Sudoku)
I 2018 blev 'Ternet Ninja' den mest sete danske biograffilm siden 1985 med 920.000 solgte billetter. (© A. Film Production Pop Up Production & Sudoku)

Ja, jeg ved det. Jeg er uforskammet og forkælet.

Her kommer en herlig og sjov og personlig fortælling om en dreng og hans venskab med en ninja-ånd og deres kamp for retfærdighed på tværs af kloden, og så brokker jeg mig sørme alligevel.

Alt, hvad man kan forlange af en film, er jo i 'Ternet Ninja 2'.

Knægten Aske, der slet ikke har styr på kæresten Jessica og som hele tiden skændes med ånden i sin ninja-dukke, er en dejligt jordnær helt.

Fabrikanten Philip Eberfrø og hans advokat Carsten Nokken Ghan er nogle dejligt gemene udnyttere af fattige børn i Asien.

Askes papfar, Jørn, er en herlig klovn, der har udviklet en fjollet afførings-app. Askes vidunderligt tåbelige mor, Sirene, går all in på alskens helseflip. Askes papbror, Sune, er fantastisk i sin forkælede, selvoptagede forslugenhed.

Og Onkel Stewart er suveræn i sin altid utroligt upolitiske ukorrekthed.

Og så har både billedside og animation taget et gevaldigt løft siden den første ternede ninja-film. Hvad brokker jeg mig egentlig over?

Ja, så meget klager jeg jo heller ikke.

Skuespilleren Emma Sehested Høeg, der lægger stemme til Jessica, har spillet med i flere film og serier og er blandt andet kendt for sine roller i '29' og 'Limboland'. Louis Næss-Schmidt har erstattet Alfred Bjerre Larsen, der lagde stemme til Aske i den første film. (© A. Film Production Pop Up Production & Sudoku)

'Ternet Ninja 2' tror på et begavet publikum

Men Anders Matthesens og Thorbjørn Christoffersens 'Ternet Ninja' var en usædvanligt vellykket film med en historie, der pillede i alle usikre teenageres udfordringer, mens den gjorde opmærksom på vestens udnyttelse af asiatiske børnearbejdere og gik sine helt egne veje ved at gøre alt det, amerikanske animationsfilm i hvert fald aldrig gør.

Den troede kort sagt på, at dens publikum kunne tænke selv.

Det var ikke bare et effektivt gimmick, at filmens bagmand, Anders Matthesen, lagde stemme til alle figurerne, bortset fra Aske og Jessica – det var også et velfungerende gimmick. Der var flere sunde og opbyggelige moraler for både børn og voksne.

Og nå ja, så var 'Ternet Ninja' også en virkelig velfortalt historie. Der var mange gode grunde til, at den blev den mest sete danske biograffilm siden 1985.

Det kan 'Ternet Ninja 2' ikke hamle op med.

Idéerne kommer bare ikke væltende så naturligt som i etteren. Dét brokker jeg mig over.

En af de store kvaliteter i etteren var netop lillebitte Askes forsøg på at være helt – i samarbejde med den ternede ninjadukke. Det har vi set.

Men 'Ternet Ninja 2' forsøger at gentage kunststykket ved at lade Aske og Ninjaen være uvenner, alt imens Philip Eberfrø skal uskadeliggøres efter at være løsladt fra fængslet i Thailand. Det er altså grundlæggende den samme historie som i etteren, bare sat ind i skabelonen fra en actionfilm i en livlig jagt på tværs af Thailand.

Det havde ikke gjort spor med en anden skurk og en anden udfordring for Aske.

Blandt dem, der har produceret musikken, er blandt andre Esben Zefting, der også har lavet musik for Tessa. (© A. Film Production Pop Up Production & Sudoku)

Gør alt, hvad amerikanske animationsfilm aldrig gør

Men altså, 'Ternet Ninja 2' har grundlæggende samme kvaliteter som etteren.

Den gør alt det, amerikanske animationsfilm i hvert fald aldrig gør – hvilket bestemt er en kvalitet i sig selv, når nu den amerikanske underholdningsindustri kontrollerer hele kloden – som at lade en stripklub i Thailand hedde Lucky Fucky Club eller lade Onkel Stewart tilbyde to frodige kvinder at smøre dem ind i sololie. Eller se rigtigt menneskeblod flyde fra et varmt lig.

Filmen tror på, at den har et begavet publikum, der kan tænke selv. Den gør opmærksom på vestlig udnyttelse af fattige asiater. Og den har en velfortalt historie.

Der er altså ikke sådan rigtig noget galt med 'Ternet Ninja 2'.

Og jeg håber af hele mit hjerte, at der kommer en 'Ternet Ninja 3' og måske også en firer og en femmer.

Men jeg tillader mig nu alligevel at brokke mig... lidt.

(© A. Film Production Pop Up Production & Sudoku)
Facebook
Twitter