Nu kan du gå i skole på ’Hogwarts’

Nu kan du lære magi, spille quidditch og at bekæmpe mørkets magte som Harry Potter – på et polsk slot.

(Foto: Christina Molbech)

Har du altid drømt om at spille quidditch? Om at kæmpe mod de mørke kræfter ved at forpurre forbandelser og trylleformularer?

Eller er du i det hele taget bare en dedikeret Harry Potter-fan med en drøm om selv at komme på Hogwarts, selvom du bare er en helt almindelig muggler?

Det er nu muligt.

I Polen er slottet Czocha nemlig blevet omdannet til 'The College of Wizardry', der minder gevaldigt om Hogwarts… bare for lidt ældre studerende. Det fortæller Claus Raasted, der er en af arrangørerne af 'The College of Wizardry'.

- De studerende skal være 18 år eller derover. Så hvis man forestiller sig, at man er færdig på Hogwarts med Hermione og Harry Potter - så kan man tage videre på college - og det er dét sted, vi har lavet, siger han til DR Kultur.

Udsolgt på to dage

Bag 'The College of Wizardry' står den danske Rollespilsfabrikken, der er Danmarks største rollespilsforening, og den polske rollespilsforening Liveform, der begge. Deres magiske skole, som bliver arrangeret af lutter frivillige, består af et fire dages liverollespil, der tager udgangspunkt i Harry Potter-universet, og første rollespil fandt sted i november måned.

De studerende på 'The College of Wizardry' havde også mulighed for at kaste sig over quidditch. (Foto: Christina Molbech)

I løbet af opholdet levede deltagerne som studerende på skolen. De modtog undervisningsbøger og kapper, tilhørte forskellige huse, og valgte forskellige retninger at uddanne sig inden for - for eksempel som forbandelsesbrydere, healere eller magizoologer.

140 Harry Potter-entusiaster fra 11 forskellige lande deltog i rollespillet, mens 50 frivillige spillede eksempelvis lærere, pedeller, monstre i skoven eller spøgelser.

Den store interesse for det første ophold på 'The College of Wizardry' overraskede Claus Raasted.

- Da vi planlagde det i april, regnede vi med 100 spillere og troede, at vi skulle bruge et halvt år på at skaffe dem. Men det viste sig, at det tog to døgn - så var de 140 billetter solgt, siger han.

De studerende på 'The College of Wizardry' havde også mulighed for at kaste sig over quidditch. (Foto: Christina Molbech)

Nye rollespil til april

Den første udgave af 'The College of Wizardry' blev ifølge Claus Raasted så stor en succes, at der allerede nu er planlagt en fortsættelse af rollespillet for de samme deltagere.

Samtidig er der arrangeret et nyt ophold for 'College of Wizardry'-novicer i april, ligesom Harry Potter-fans under 18 år får deres eget rollespilsophold til efterårsferien.

De studerende på 'The College of Wizardry' havde også mulighed for at kaste sig over quidditch. (Foto: Christina Molbech)