Jennifer Aniston, Steve Carell, Reese Witherspoon, Jason Momoa og Hailee Steinfeld.
De er bare nogle af de stjerner, som i dag debuterer på Apples spritnye streamingtjeneste Apple TV+.
Dermed kommer den amerikanske teknologigigant ind på et marked, som er præget af benhård konkurrence, og hvor Netflix lige nu er den største spiller.
For lige om lidt kommer Disneys bud på en streamingtjeneste, Disney+. HBO opruster med deres nye HBO Max, og så er der også Amazon, som bruger milliarder af dollars på nyt tv-indhold hvert eneste år.
Alligevel er Apples indtræden på streaming-markedet 'ganske markant', mener Claus Bülow Christensen, der er digital medieanalytiker og stifter af Copenhagen Future TV Conference.
- Apple vil bruge seks milliarder dollars om året på nyt indhold, og det er jo et svimlende beløb. Netflix bruger i år 15 milliarder dollars, hvoraf langt de fleste penge bruges på nyt eller eksklusivt indhold.
- Disney siger, at de 'kun' vil bruge fem milliarder dollars om året på nyt indhold, men Disney-koncernen har også et kæmpestort bagkatalog, som vil gøre dem til verdens største streamingtjeneste, når de går i luften, siger han.
Joachim von And'sk bugnende pengetank
Ifølge Claus Bulow Christensen er en af Apples fordele selskabets bugnende pengetank, som i størrelse kan konkurrere med Joachim von Ands.
- I mange år har det i Silicon Valley været en stående joke, at Apple havde så mange penge stående i banken. Mere præcist 225 milliarder dollars (1,5 billioner kroner). Det kunne man drive DR for i 472 år - for lige at sætte det beløb i perspektiv.
- Så i teorien kan Apple blive ved med at bruge milliarder og atter milliarder på nyt indhold til Apple TV+. Jeg tror ikke, vi skal tage fejl af, hvor ambitiøs Apple er på streaming-området, siger Claus Bulow Christensen.
Fire nye egenproducerede serier
Nogle af de seks milliarder dollars har Apple brugt på hele fire egenproducerede serier, som alle er udkommet i dag.
Der er tale om 'The Morning Show' med Jennifer Aniston, Steve Carell og Reese Witherspoon i hovedrollerne.
'See', med Jason Momoa som frontfigur, er et post-apokalyptisk drama, og 'Dickinson', som har den amerikanske sanger og skuespiller Hailee Steinfeld i hovedrollen.
Og endelig rumkapløbsdramaet 'For All Mankind', der har den svenske skuespiller Joel Kinnaman i en af de bærende roller.
Serieekspert Kasper Lundberg vurderer, at Apple har forsøgt at tilfredsstille det brede publikum med disse fire titler.
- Det ligner virkelig, at Apple prøver at skyde i alle retninger, siger han under forudsætningen af, at han ikke har set nogen af de omtalte serier - det har kun udvalgte amerikanske anmeldere.
Alligevel ærgrer det Kasper Lundberg, at det ikke ser ud til, at de nye serier hverken er nyskabende eller friske.
- De har lavet fire serier, som lyder til at være okay. Det virker ikke til, at noget af det er forfærdeligt dårligt, men der er heller ikke nogen af titlerne, der får mig til at tænke: 'Det er en 'must see'-serie - nu er jeg nødt til at tegne abonnement på Apple TV+'.
- Som seriefan havde jeg håbet, at de ville gå den anden vej. Altså lave noget, der var vildt, anderledes og satset. Men de er gået den kedelige vej, hvor de konkurrerer på pris og satser på middelstore stjerner, siger Kasper Lundberg.
Prisen for Apple TV+ bliver 39 kroner om måneden, og tjenesten er dermed markant billigere end konkurrenterne Netflix og HBO Nordic, der koster henholdsvis 79 kroner og 99 kroner om måneden.
Desværre har det ikke været muligt for os i Danmark at få et smugkig på Apple TV+'s nye serier - det har en række udvalgte amerikanske medier dog. Deres bedømmelser kan du læse mere om herunder.
'The Morning Show'
'The Morning Show' med Jennifer Aniston, Steve Carell og Reese Witherspoon præsenteres som et komediedrama, hvor man følger i hælene på de tv-værter, der hjælper USA med at stå op om morgenen.
Hollywood Reporter: Efter en brutalt kedelig første episode og en usammenhængende episode to er der små hints af et mere tilfredsstillende og modigt 'The Morning Show', som faktisk får noget ud af hovedrolleindehaverne Jennifer Aniston og Reese Witherspoon.
Indiewire: At se 'The Morning Show' er lidt ligesom at se 'The Big Short' - bortset fra, at ingenting bliver sagt direkte til kameraet, og at alting er kedeligt.
Rolling Stone Magazine: 'The Morning Show' er ikke forfærdelig, men serien er en velpoleret omgang søvndyssende tv. Et godt eksempel på at det ikke altid er en god ide at smide mange penge efter et tv-show.
'See'
Jason Momoa spiller hovedrollen i 'See', som er et post-apokalyptisk futuristisk drama i en verden, hvor langt størstedelen af menneskeheden er døde, og dem, der er tilbage, er blinde.
'See' er skrevet af Steven Knight, der også har skrevet den succesfulde serie 'Peaky Blinders'.
Screenrant: Med et mix af pragtfulde locations og CGI lykkes det 'See' at opbygge en overbevisende dystopisk verden. Og så gør det heller ikke noget, at serien ligner en million dollars (eller ti millioner dollars per episode).
AV Club: 'See' er en del af Apple TV+'s første originale serier, men den minder en del om andre dystre historier, som er udkommet de senere år. Det er derfor usandsynligt, at det er denne serie, som adskiller Apple TV+ fra alle de andre streamingtjenester.
The Guardians anmelder er dog ret begejstret efter at have set tre episoder og giver serien fire ud af fem stjerner.
'Dickinson'
I periodedramaet 'Dickinson', som også er en komedie, følger vi den amerikanske digter Emily Dickinson i hendes unge år i 1800-tallets USA.
'For All Mankind'
Hvad ville der ske, hvis Sovjetunionen slog USA i at få det første menneske på månen, og det globale rumkapløb aldrig stoppede?
Det er den verden, man træder ind i, når man ser 'For All Mankind', der har den svenske skuespiller Joel Kinnaman i en af de bærende roller.
Variety: Af alle de serier, som Apples streamingtjeneste lancerer, er 'For All Mankind' klart den stærkeste. Det skyldes, at den får det meste ud af sit store budget og tør drømme større end de fleste.
Hollywood Reporter: 'For All Mankind' er et solidt bud på en episk, alternativ historiefortælling, men den føles afledt, og det går for langsomt.