Nu kommer der mere 'Game of Thrones' – i nye rammer

Serien 'House of the Dragon' skal fortælle forhistorien til HBO's seermagnet.

Fans af 'Game of Thrones' kan glæde sig til at blive klogere på universet fra serien, når ny serie fordyber sig i Westeros' fortid. (© HBONordic)

Kan du bare ikke få nok af den nu afsluttede serie 'Game of Thrones'?

Så er her godt nyt.

Nu kommer HBO nemlig med en serie, der skal fungere som en forgænger for den populære fantasyserie.

Den nye serie, der fortæller historien om huset Targaryen, får titlen 'House of the Dragon' og kommer til at foregå 300 år før handlingen i 'Game of Thrones'. Serien får indtil videre ti afsnit.

Det meldte HBO ud natten til onsdag under en præsentation af Warner Medias nye streamingtjeneste HBO Max. Det skriver Variety.

- 'Game of Thrones'-universet er så fuld af historier, siger Casey Bloys, præsident for HBO's programafdeling, der 'glæder sig til at udforske Targaryen og Westeros' fortid'.

George R.R. Martin, der skrev bøgerne bag 'Game of Thrones', vil denne gang skrive manuskriptet sammen med Ryan Condal, og fortællingen vil være baseret på Martins egen bog 'Ild og blod'.

'Game of Thrones' blev danske Nikolaj Coster-Waldau store gennembrud i udlandet. Han har spillet Jaime Lannister i samtlige sæsoner af serien. (© HBO)

Det bliver også en anden kending fra 'Game of Thrones'-universet, der skal instruere pilotafsnittet og andre episoder af den nye serie. Den opgave er nemlig landet hos Miguel Sapochnik, der har været intruktør på en håndfuld 'Game of Thrones'-afsnit.

Anden 'Game of Thrones'-serie droppet

Planerne var ellers oprindeligt, at en helt anden serie skulle have set dagens lys.

I sommer indspillede HBO første afsnit af en unavngiven serie, der skulle foregå årtusinder før 'Game of Thrones', men den er nu aflyst, ifølge flere amerikanske medier.

Her var Naomi Watts allerede blandt de hyrede skuespillere, men ifølge filmmediet Deadline, er holdet nu blevet orienteret om, at projektet alligevel ikke bliver til noget. Det er dog endnu ikke bekræftet af HBO selv.

George R.R. Martin meldte tidligere i år ud, at der arbejdes på hele fem nye serier, der skulle tage over efter 'Game of Thrones', men nu er den ene altså taget af bordet.

Det vides endnu ikke, hvornår 'House of the Dragon' får premiere.