Jeg er vokset op med en række af de helt store komikere.
Det første standup-show, jeg så, var Eddie Murphys 'Raw', som komplet ændrede mit syn på, hvad man kunne lave sjov med. Murphy var alle strikse forældres værste mareridt med upassende jokes om sex, racisme og stort set alt derimellem.
Det hele blev lidt udvandet, da Murphy vendte standup ryggen, og i stedet begyndte at fokusere på at spille med i film. Samme karrierevej tog legendariske komikere som Jim Carrey, Steve Martin, Robin Williams og Richard Pryor. De viste sig alle overraskende stærke i dramatiske roller på den store skærm.
Standup-comedy trives i den grad stadig, og de nye komikere er stadig gigantiske rockstjerner. Men ingen er i dag større end amerikanske Kevin Hart, der de sidste mange år har fyldt gigantiske stadions verden over, når han turnerer med sine onemanshows.
Ydermere er Hart særdeles aktiv som producer, skuespiller og tv-personlighed.
Han har med andre ord ry for at være en af de mest produktive, succesfulde og energiske mænd i Hollywood. Og han lader ikke til at sætte tempoet ned foreløbigt.
Lige nu er han aktuel med filmen 'Fatherhood'. Det er den mest populære streamingfilm på markedet lige nu, hvor Hart spiller en far, der skal opdrage sin nyfødte datter alene.
Filmen markerer et skridt væk fra den rendyrkede komedie, og for måske første gang ser vi Hart i en rigtig, dramatisk rolle med kun få oplagte grin. Filmen er baseret på bogen 'Two Kisses For Maddy', som er skrevet af den amerikanske blogger Matthew Logelin. Den handler om pludselig at miste sin partner og derefter skulle opdrage børn alene i en tilstand af sorg.
'Fatherhood' læner sig tæt op af Matthew Logelins historie, og selvom filmen er relativ let i stemningen, er tematikken tung. Og som far til to piger blev jeg da selv en anelse rørt.
I anledning af 'Fatherhood' tager jeg her et kig på det, der har formet Kevin Harts karriere.
Hvordan blev Kevin Hart verdens største entertainer?
I mange år gik det lidt henover hovedet på mig, hvor populær Kevin Hart virkelig er.
Jeg har egentlig aldrig fundet ham særlig morsom, og i en tid hvor man kunne se shows med Dave Chappelle, Louis CK (inden det gik galt) og Tig Notaro, tiltalte Harts polerede og overenergiske stil mig ikke rigtig.
Jeg har på fornemmelsen, at mange danskere har det på samme måde, og hans stjerne er ikke eksploderet herhjemme, som det skete for blandt andre Eddie Murphy i 1980'erne.
Og dog.
For da jeg gik ind på Netflix tidligere i dag, kunne jeg konstatere, at Harts nye film 'Fatherhood' ligger nummer ét herhjemme. Det er endda sket uden nævneværdig markedføring på det danske marked.
Så noget har altså ændret sig – men hvordan skete det lige?
Første gang, jeg stiftede bekendtskab med Hart, var i Judd Apatow-filmen '40-Year Old Virgin' fra 2005. Her spillede Hart en mindre birolle overfor store navne som Steve Carrell og Seth Rogen.
På det her tidspunkt havde Hart en lang række biroller i takt med, at hans standup-karriere så småt var begyndt at rulle på de lokale comedy-klubber. Hart var også at finde i film som 'Scary Movie 3', 'Along Came Polly' og 'Barbershop'.
Usikkerheder og rejsningsproblemer gjorde ham populær
Birollerne fortsatte de næste par år, men det var først, da han for alvor fandt sin egen stil inden for standup-komikken, at Hart blev den superstjerne, vi kender ham som i dag.
I 2009 turnerede han med showet 'I'm a Grown Little Man', og de næste par år lavede han yderligere tre shows, som alle handlede om Harts nye yndlingsemne: hans egne usikkerheder som mand.
For det var, da han lagde Chris Tucker-parodien på hylden, at det begyndte at klikke for Hart. Han gik i den komplet modsatte retning af de mere fremtrædende sorte komikere, der dyrkede den høje grad af nyfunden selvtillid og rockstjernestatus.
Hart var nemlig ikke bange for at tale om hans beskedne højde på cirka 162 centimeter, rejsningsproblemer eller hans kriminelle far. Selvom Hart ikke dykker specielt dybt ned i disse problematikker, var det anerkendelsen af livets udfordringer, der gjorde ham til en megastjerne.
Den nye stjernestatus gav Hart en række af hovedroller i mere elle mindre gode film. For eksempel i de to 'Ride Along'-film med rapperen Ice Cube, 'Get Hard' med Will Ferrell og 'Central Intelligence' med Dwayne 'The Rock' Johnson. Ingen af disse film vandt kritikernes hjerter, men Harts stjernestatus voksede støt, især i USA.
Det internationale filmgennembrud kom med de rebootede 'Jumanji'-film, hvor Hart endnu engang blev forenet med den muskuløse megastjerne 'The Rock'. Som en moderne version af Danny DeVito og Arnold Schwarzenegger i 'Twins' fra 1988 blev de to en perfekt komisk duo.
Den dag i dag kan de velsagtens beskrives som to af de største entertainere i USA.
Viser ny side af sig selv i 'Fatherhood'
På trods af succesen har de sidste par år ikke været lette for hverken Kevin Hart eller de folk, der er tættest på ham.
Hart har aldrig skjult det faktum, at han er en arbejdsnarkoman, og alle hans usikkerheder gør, at han hele tiden kæmper en hård kamp for at bevise overfor sig selv og omverdenen, at han fortjener sin stjernestatus.
Derfor er komik og skuespil ikke længere nok, og Hart ejer nu adskillige selskaber og har en del arbejde som producer på diverse film og serier.
Men med så overvældende og kontrolleret et professionelt liv kan der også følge en skyggeside.
Hart har nemlig inden for kun få år fået en dom for at køre under påvirkning af alkohol, han er blevet kritiseret for homofobiske forsøg på sjove tweets af ældre dato, han har været med i en alvorlig trafikulykke samt en grim utroskabssag, som han var nødt til at undskylde offentligt for.
Dog lader Harts karriere til at overleve al modgangen.
Måske fordi han har en naturlig likeability. Måske fordi han i årevis har været ærlig om sine usikkerheder og det faktum, at han ikke er perfekt. Måske fordi han har taget tyren ved hornene og talt om de udfordringer, han har stået overfor. Og været ærlig om, hvor meget han har såret sin kone og sine teenagebørn med sin utroskab.
Nu står Hart overfor et nyt kapitel, og 'Fatherhood' repræsenterer, hvor den nu 41-årige komiker (måske) er på vej hen. Som de store komikere før ham, der lavede en overgang fra standup til film, kom der et naturligt tidspunkt, hvor endnu en sjov rolle i en gakket komediefilm ikke længere var udfordrende nok.
For Hart kommer det punkt i 'Fatherhood'.
Han er stort set hele filmen igennem nødt til at dykke ned i sine følelser og får ikke mange muligheder for at gemme sig bag sjove replikker eller fjollet kropssprog.
Kevin Hart er faktisk en udmærket dramatisk skuespiller.
Han kommer formentlig aldrig til at spille på et niveau som for eksempel Robin Williams, men i en rolle, der tydeligvis ligger Hart nær, er han overbevisende som alenefar med uanede mængder af kærlighed til sin datter.
'Fatherhood' er en seriøs omgang sødsuppe, men den garvede instruktør Paul Weitz ('About a Boy') får det maksimale ud af Hart.
Han balancerer underspillet komik og magiske begivenheder ubesværet igennem filmens næsten to timer.
Der er formentlig ikke nogen priser på vej til Hart for rollen, men for mig gør det ham mere interessant at se i en seriøs rolle – i stedet for hans sædvanlige speedsnakkende stadionkomik, som altid skaber en distance til mennesket Kevin Hart.
'Fatherhood' kan streames på Netflix.