Ny Clint Eastwood-film får hård kritik: Beskylder journalist for at knalde sig til historie

Filmen 'Richard Jewell' kaldes for grov og foragtelig på grund af særligt én scene.

89-årige Clint Eastwood har vundet i alt fire Oscars for sine film. Han har to gange vundet prisen for bedste film og bedste instruktør. Det har han gjort med 'Unforgiven' fra 1993 og 'Million Dollar Baby' fra 2005. (Foto: Jay L. Clendenin © Scanpix)

"Verden kommer til at kende hans navn og sandheden."

Sådan lyder sloganet til Clint Eastwoods nye film, 'Richard Jewell', der handler om bombeangrebet i forbindelse med OL i Atlanta i 1996, hvor én person blev dræbt og yderligere 111 såret.

Her blev sikkerhedsvagten Richard Jewell først hyldet som en helt, idet han fattede mistanke til den rygsæk, der indeholdt bomben. Men snart blev han mistænkt af FBI for selv at have plantet bomben.

Og selv om han aldrig blev formelt anklaget for nogen forbrydelse - og senere blev totalt frifundet - var medierne hurtige til at fælde dom i sagen.

"Ingen har nogensinde sagt, at Kathy gjorde sådan noget"

Selvom Clint Eastwoods film er anmelderrost og nomineret til en Golden Globe, får den også hård kritik, skriver blandt andet The Guardian.

For i filmen har journalisten Kathy Scruggs nemlig sex med en opdigtet FBI-agent i bytte for oplysninger i sagen. Som journalist på The Atlanta Journal-Constitution var hun den første til at beskrive, hvordan FBI mistænkte Richard Jewell.

Og dermed er 'Richard Jewell' med til at genoplive en gammel stereotyp om kvinder, der boller sig til tops, mener kritikerne, der blandt andet tæller The Atlanta Journal-Constitutions nuværende chefredaktør, Kevin Riley.

- Ingen har nogensinde sagt, at Kathy (Scruggs) gjorde sådan noget, lyder Rileys kritik til The Guardian.

Scruggs' tidligere kollega Ron Martz stemmer i:

- Hun var én af de bedste journalister, jeg nogensinde har arbejdet sammen med. Hun var virkelig hård og havde ben i næsen. Når hun gik efter en historie, gjorde hun, hvad der var nødvendigt for at få historien i hus – men inden for de lovmæssige og etiske rammer.

Skuespiller Olivia Wilde indtager rollen som journalisten Kathy Scruggs i 'Richard Jewell'. Hun har været ude og forsvare sin rolle i kølvandet på den kritik, filmen har modtaget. (Foto: Robyn BECK © Scanpix)

En ven af familien Scruggs, advokat Edward Tolley, har sagt til samme avis, at "hvis hun bliver fremstillet som en tøjte, så er det simpelthen usandt".

En nuværende journalist på avisen – Jennifer Brett – har også delt sine tanker med The Guardian:

- Filmversionen af Scruggs er grov og foragtelig.

Desuden modtager filmen kritik, da Kathy Scruggs ikke længere er i live til at forsvare sig selv. Scruggs døde tilbage i 2001 som følge af en overdosis receptpligtig medicin. Hun blev 42 år.

Kathy Bates og Paul Walter Hauser i en scene fra filmen. Bates er nomineret til en Golden Globe for sin rolle som Jewells mor i filmen. (Foto: CAP/RFS © Warner Bros. Pictures)

Warner Bros. og Eastwood ligeglade med kritik

I kølvandet på Scruggs' historie og den efterfølgende mediestorm sagsøgte Richard Jewell flere medier. Blandt andet CNN og NBC indgik forlig uden for retten i sagen, mens Jewell som nævnt selv blev frifundet.

Kathry Scruggs' gamle avis har nu valgt at hyre Hollywood-advokaten Marty Singer, der har sendt et brev til Warner Bros., der står bag 'Richard Jewell'-filmen. Han kalder filmens portrættering af Scruggs og hendes kollegaer for "ekstraordinært hensynsløs".

Singer vil have filmselskabet til at vise en advarsel inden filmen og udsende en offentlig udtalelse i forbindelse med den. Ellers vil han sagsøge.

Det tager Warner Bros. dog med ophøjet ro og forsvarer retten til kunstnerisk frihed.

Clint Eastwood mener, at The Atlanta Journal-Constitution nok forsøger at efterrationalisere deres adfærd, mens Olivia Wilde, der spiller rollen som Kathy Scruggs, også har været ude og forsvare sin portrættering af den afdøde journalist.

- Jeg synes, det er en skam, at hun (Kathy Scruggs) er blevet reduceret til det her ene øjeblik i filmen, har Wilde udtalt til Variety.

- Der er en grundlæggende misforståelse om, at feminisme er from og sexløs. Det sker tit for kvinder; det forventes af os, at vi skal være endimensionelle, hvis vi vil betragtes som feminister. Der er en kompleksitet i Kathy (Scruggs), ligesom der er i os alle, og den beundrer jeg.

'Richard Jewell' har dansk premiere 20. februar 2020.

(© Warner Bros. Pictures)