Ny dansk film imponerer anmelder: Vi har set det før - vi har bare aldrig set det på dén måde!

Filmen 'Brakland's tema er velkendt, men stilen er helt sin egen, mener anmelder Per Juul Carlsen.

Vilmer Trier Brøgger spiller hovedrollen Bjarke i den nye film 'Brakland'. (Foto: David Gallego © Reel Pictures)

Det er ikke fordi emnet er nyt.

Det er heller ikke fordi de to hovedpersoner, Simon og Bjarke, er typer, vi aldrig har set før. Eller fordi det potentielle drama i en storbyknægt, der flytter på landet, er usædvanligt. Eller fordi et venskab er et sjældent omdrejningspunkt for en film. Eller fordi forældre, der svigter, er en ny fortælling. Eller fordi unge, der er ved at eksplodere i frustrationer, er en ny opfindelse.

Vi - eller nogen af os - har kort sagt set ’Brakland’ før. Vi har bare aldrig set den på den måde.

Siden Nicholas Ray introducerede James Dean som den forvirrede og fortumlede retningsløse rebel Jim Stark i 'Rebel Without a Cause' i 1955, har filmverden været fyldt med retningsløse rebeller, unge kvinder og især mænd, der har forsøgt at gøre oprør mod et eller andet, som de ikke selv kunne formulere.

Peter Reichardts Sten fra 'Zappa' er måske dansk films mest kendte Jim Stark. Men i 'Brakland' hedder han Bjarke. Han er søn af en ejer af en højttalerfabrik, den lokale drivkraft i lillebyen Vesterby.

Men Bjarke ser sjældent noget til sin far, og når han endelig gør, er det når faderen lægger sig ind i sengen til sønnike om aftenen.

Sophia Andersen Martinussen i rollen som Clara og Jonas Bjerril i rollen som Simon. (Foto: David Gallego © Reel Pictures)

Sjældent mulighed for overblik

Vi har set de to, Bjarke og farmand, før bare aldrig som den spillefilmsdebuterende instruktør Martin Skovbjerg præsenterer dem i 'Brakland'.

Der findes et manuskript, og det er skrevet af Christian Gamst Miller-Harris, men 'Brakland' ser nærmest ud som om Skovbjerg har klippet manuskriptet i stykker og bagefter indspillet en tredjedel af de stumper, der lå tilbage på gulvet.

Som tilskuer får vi sjældent mulighed for at få et overblik over en situation eftersom Skovbjerg helst placerer sin fotograf i nakken, lige foran ansigtet eller ved fødderne af personen i centrum.

Da Bjarke vil forære Simon et blowjob på det lokale bordel, får vi for eksempel Simons generte ansigt og et par bryster lige i knolden.

Og da Bjarke og Simon lister sig ind på Bjarkes far for at filme ham til deres skoleopgave, svinger kameraet på Bjarkes sko, indtil vi opdager, at stemmen, der forsøger at smide de to drenge væk tilhører Bjarkes fars assistent.

Og at Bjarkes far står sammen med et par mænd i jakkesæt og slips og ser alt andet end tilfreds ud.

Jonas Bjerril spiller Simon, der er Bjarkes gode ven. (Foto: David Gallego © Reel Pictures)

Meget få konkrete detaljer

Vi får aldrig at vide hvorfor Bjarkes far ser utilfreds ud. Eller hvorfor Bjarkes far kravler ind til Bjarke om aftenen. Eller hvordan Simon har det med den jævnaldrende Clara, der ret hurtigt vil kysse med Simon.

Vi ved heller ikke, hvorfor Simon og Bjarke kommer op at slås med nogle klassekammerater. Eller hvorfor Clara, der holder festen, vil smide de stridende knægte ud af stuen og ud i køkkenet.

'Brakland' beskæftiger sig meget lidt med konkrete detaljer, men snurrer i stedet omkring begivenhederne, kaster fragmenter om sig, lader dem vælte om ørerne på tilskuerne, som indtryk man får, når man bliver kastet ind i et rum fuld af spændinger og forsøger at forstå, hvad der foregår.

Se traileren til 'Brakland' her:

Sin helt egen tone

I den henseende er 'Brakland' et totalt modstykke til sidste uges danske premierefilm, 'I krig og kærlighed', der nærmest madede sit publikum med eksakt betydning.

'Brakland' er en film, der handler betydeligt mere om stil og tilstand end om historie og budskab.

Den colombianske fotograf David Gallego, der er højt berømmet for sine sort/hvide billeder i 'Slangens favntag', kom pludselig forbi og indfangede landskabet på Langeland.

Men det er mere klipperen Sofie Marie Kristensens opklippede stil og den elektronisk snurrende musik af trioen 'AV AV AV', som Skovbjerg selv er den del af, der giver 'Brakland' sin helt egen tone.

Og sin helt, helt egen tone har den. Så betyder det knap så meget, at vi kender temaet og personerne i forvejen.

Facebook
Twitter