Ny Disney-film med Angelina Jolie skuffer fælt: Så udryd dog for pokker det bæst!

'Maleficent: Mistress of Evil' har masser af effekter, men ingen historie, mener anmelder.

'Mistress of Evil' er bare et opkog af samme ret, tilsat et par håndfulde af de elementer, der plejer at fungere i eventyrfilm, skriver Per Juul Carlsen. (© Jaap Buitendijk/ 2019 Disney)

Hvis du en dag går ind for at se 'Maleficent: Mistress of Evil', vil du få præsenteret feen Maleficent som et dystert og ondskabsfuldt væsen.

Sådan skal det være. Det er filmens udgangspunkt.

Men hun er ingenting i forhold til det fæle bæst, der gemmer sig bag hende, i hver en scene, i hver en drejning i historien.

Bæstet har ikke noget navn, man kan ikke se det med det blotte øje, og ingen i filmen taler om det.

Men alle forholder sig til det.

Fra første tone i Disneys vignet til den lange liste over computertroldmænd sidst i filmen.

Bæstet har huseret i mange år i Hollywood, ofte meget tydeligt, andre gange mere skjult.

Det dukkede op for 15-20 år siden, da de amerikanske filmselskaber konkluderede, at det var meget nemmere at sælge en film, der byggede på noget velkendt, i stedet for at finde på en ny fortælling fra bunden.

Set mange gange før

Gamle film blev genindspillet med nye skuespillere og ny teknik, filmfigurer blev rebooted i nye koncepter med få års mellemrum.

Populære film fik forgreninger til højre og venstre.

Storsælgende serier fik prequels, der fortalte om alt det, der gik forud, og populære bifigurer fik deres egne film.

Og sådan gik det til, at den onde fe fra den gamle Disney-tegnefilm 'Tornerose', der selv byggede på sagn fra 1300-tallet, pludselig blev hovedperson i sin egen filmserie 55 år senere.

Oscar-vinderen Angelina Jolie indtager igen rollen som den onde fe, Maleficent, der i forrige film dog viste sig ikke at være ren ondskab. (© 2019 Disney Enterprises)

Det er altid interessant at dykke ned i en grusom og ond figur.

Hvad gemmer sig derinde i den onde fe, der fik smukke prinsesse Aurora til at sætte pegefingeren på en forgiftet spindel, så hun måtte sove i dyb søvn, indtil en prins kyssede hende?

Man kan diskutere, hvor skidegodt skrevet den oprindelige Maleficent-film fra 2014 var, men det var en spændende idé.

Det er ikke dét, der er det føromtalte bæst.

Opkog på samme ret

Bæstet er, når cheferne i de amerikanske filmstudier bliver ved med at pumpe nyt liv i en figur eller et gammelt koncept, ikke fordi de mener, der gemmer sig noget dybt og spændende og interessant derinde, men alene fordi skidtet sælger.

Vi fik jo sat gamle kontroverser på plads og talt ud i den første film. Hvad så nu?

Ja, så er det noget med at introducere en ny figur, der misbruger Maleficent i jagten på egen magt.

Og noget med at tildele Maleficent en af den slags overraskelser, der dukker op i alle fantasyfilm, men som ikke har en skid med noget at gøre, men bare ser 'wow' ud.

Og at pakke filmen ind i noget med, at menneskene ikke respekterer naturen – det sælger jo nu om dage.

Og at smide Maleficent ned i gryden med al muligt heksebryg fra gamle eventyr og så koge suppe på en gammeldags krig mellem menneskene og skovvæsenerne – også selvom skovvæsenerne er så nuttede, at det virker åndssvagt at gå i krig med dem…

Elle Fanning spiller Aurora i Disneys Maleficent. Hun har, på trods af sin unge alder af 21 år, allerede medvirket i en del film. (© Jaap Buitendijk/2019 Disney)

Og så kan man sætte nordmanden Joachim Rønning til at trykke eventyreffektpedalerne helt i bund, ligesom han gjorde i 'Pirates of the Caribbean 5'.

Og computertroldmændene kan smøre det hele ind i en lækker farveladeplastikglasur, så det ligner en slikbutik under udsalg.

Og alle er glade, fordi de har fået noget, der ligner alle de andre eventyr, hvor effektafdelingen styrer lortet.

Dét er bæstet.

Den har udgydet sin smitte over talrige film, der måske engang havde en god idé, men som alle har glemt, fordi alt det andet, der plejer at være i amerikanske effektbusterfilm, skal være der, fordi det ser fedt ud.

'Mistress of Evil' er bare et opkog af samme ret, tilsat et par håndfulde af de elementer, der plejer at fungere i eventyrfilm, en krig mellem to kongeriger, lidt romantik, et bryllup, en ny ond heks og så en overraskelse, som kunne bruges i en hvilken som helst eventyrfilm, og ikke har det mindste med Maleficent-figuren at gøre.

Det har virkelig fået pillet alt det særlige ud af Maleficent, det bæst.