Ny DR-serie baner vejen: Nu har kvinder sex med hinanden i bedste sendetid

DR-serien ’Herrens Veje’ viser eksplicit sex mellem to kvinder – noget, man ikke tidligere har set i dansk tv-fiktion.

Ann Eleonora Jørgensen og Yngvild Støen Grotmol spiller rollerne som henholdsvis Elisabeth og Liv, der indleder en affære i tv-serien 'Herrens Veje'. (Foto: Tine Harden © dr)

Det begynder forsigtigt ud.

Med en hånd på brystet, et kys på skulderen og forsigtige kærtegn på kinden.

Men hurtigt udvikler det sig til heftig, lidenskabelig sex.

Ja, vi har set et utal af sexscener i danske tv-serier gennem årene.

Men aldrig har vi set to nøgne kvinder, der så eksplicit kysser, kæler og elsker med hinanden, som skuespillerne Ann Eleonora Jørgensen og Yngvild Støen Grotmol gør det i DR-serien 'Herrens Veje'.

Vi har talt meget om, at Elisabeth først og fremmest forelsker sig i et menneske. Og det her menneske er så en kvinde.

Karina Dam, medforfatter på 'Herrens Veje'

Og det er stort skridt for dansk tv-fiktion.

Det mener Rikke L. Kolding, der er cand.mag. i film- og medievidenskab, og som har skrevet speciale om LGBT-karakterer i dansk tv-fiktion efter monopolbruddet i 1988.

- I DRs dramaserier har de få lesbiske karakterer, der har været, med undtagelse af én (Natascha i 'Mord uden grænser', red.) været forbundet med tragedie og lidelse. De har fået brystkræft, er blevet myrdet, har sat sig på en giftnål eller har afpresset og manipuleret.

- Så at vi nu ser en kvindelig fortælling foldet ud i forhold til en anden kvinde på denne måde – vel at mærke uden at det bliver direkte italesat, at nogen af dem er bi- eller homoseksuelle – er virkelig unikt, siger Rikke L. Kolding.

Forelsker sig i et menneske, ikke et køn

For forfatterne bag 'Herrens Veje', Adam Price og Karina Dam, har det primært handlet om at skabe en markant forandring for Ann Eleonora Jørgensens karakter, præstefruen Elisabeth, som i årtier har været underlagt sin dominerende mand, Johannes.

- Vi har ikke gået og tænkt, at nu skulle vi vise nogle lesbiske. Vi har talt meget om, at Elisabeth først og fremmest forelsker sig i et menneske. Og det her menneske er så en kvinde. At de har sex i serien, er jo bare med til at sidestille dem med de øvrige karakterer, der også har sex, siger Karina Dam.

Hvad der begynder som et venskab udvikler sig i afsnit seks og syv af 'Herrens Veje' til regulær sex mellem karaktererne Elisabeth og Liv. (Foto: Tine Harden © dr)

De to forfattere erkender dog også, at de har talt om underrepræsentationen af kærlighed mellem to kvinder i dansk tv-fiktion.

Og, medgiver Adam Price, de er godt klar over, at forholdet mellem to kvindelige karakterer ikke er helt uden betydning i det univers, som 'Herrens Veje' beskæftiger sig med.

- I den brede del af befolkningen er homoseksualitet accepteret, men det er stadig noget, vi forholder os til. Eksempelvis er det ikke så mange år siden, vi havde diskussionen om homovielser. Og at lade en præstefrue opleve et homoseksuelt forhold er nok noget, som nogen vil føle er uden for normen. Men for os har det handlet om at gøre vores karakterer til mennesker, siger Adam Price.

Håbede, DR ville gå hele vejen

Den hidtil mest udtalte, seksuelle relation mellem to kvinder på dansk tv så man i TV 2-serien 'Dicte', hvor politibetjenten Linda Bendtsen har en affære med sin kvindelige chef, der er gift med en mand.

Her blev det dog ikke til mere end kyssescener mellem de to. Og her går 'Herrens Veje' altså skridtet videre.

I TV 2-serien 'Dicte' har birollen Linda Bendtsen (Ditte Ylva Olsen, th.) en affære med sin kvindelige chef, Louise Holm (Andrea Vagn Jensen). Selvom de er kærlige over for hinanden, vises der dog ingen reel sexscene med de to i serien. (Foto: Per Arnesen © TV 2)

- At vi ser Elisabeth og Liv have sex, uden at kameraet tilter væk, er med til at håndgribeliggøre, at lesbiske altså også har begær og sex på samme måde som heteroseksuelle. Man kan sige, at lesbiskes seksualliv nu endelig bliver taget seriøst i tv-dramaet, siger cand.mag. Rikke L. Kolding.

Også Ann Eleonora Jørgensen selv er glad for de intime scener med medspilleren Yngvild Støen Grotmol og værdsætter, at fortællingen udviklede sig til et forhold mellem deres karakterer.

Danske tv-serier med lesbiske karakterer
  • Anna Pihl (TV 2, 2006)
  • Sommer (DR, 2008)
  • Dicte (TV 2, 2013)
  • Broen II (DR, 2013)
  • Broen III (DR, 2015)
  • Mord uden grænser (DR, 2015)
  • Herrens Veje (DR, 2017)

Kilde: 'Regnbuen er stadig sort/hvid' af Rikke L. Kolding

- Jeg har altid synes, at den vinkel på Elisabeth var enorm interessant. Og jeg håbede, at jeg selv og ikke mindst DR ville gå hele vejen. Så det ikke blev til sådan noget med: 'De kysser' og så klip til, at de går ind i soveværelset – og så kan seeren nok selv regne ud, hvad der sker. Men at de turde at give forholdet mellem Liv og Elisabeth sin historie og sin plads i 'Herrens Veje'. Og det gjorde de, siger hun.

Et stykke vej endnu

På trods af de to kvinders eksplicitte sexscene ærgrer cand.mag. Rikke L. Kolding sig alligevel over baggrunden for, at de to overhovedet ender i armene på hinanden.

- Det er tankevækkende, at det er Elisabeths mand, der er katalysatoren for affæren. De har haft en ordning, hvor hans behov er kommet før hendes, og det er også ham, der skubber hende væk, mere end det er Liv, der tiltrækker hende.

- Det er supersynd, at den lesbiske fortælling blot er med til at underbygge den overordnede, heteroseksuelle fortælling. Vi mangler stadig at se en fortælling om to kvinder, der ikke har noget med en mand at gøre, siger Rikke L. Kolding og tilføjer:

- Og så er det lidt af en kliché, at Elisabeth i slutningen af afsnit syv vender tilbage til sin mand. Jeg krydser fingre for, at hun i sidst ende vælger Liv.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve