Ny film får David Bowie-fans op i det røde felt: 'Han vender sig i graven!'

Filmen skulle aldrig have været lavet, mener dansk Bowie-fan og radiovært.

David Bowie i den selvskabte rolle som den fiktive rockstjerne 'Ziggy Stardust. Her under en koncert i London i 1973. (Foto: Gijsbert Hanekroot © 1973 Gijsbert Hanekroot)

Det er noget af en opgave, holdet bag filmen 'Stardust' har kastet sig ud i.

Ikke blot skal det portrættere en de mest ikoniske musikere nogensinde. De skal også få skuespilleren, der spiller David Bowie, til at ligne.

Og det går ikke umiddelbart så godt med det sidste, hvis man skal tro nogle af de fans, der har reageret på den første trailer for filmen.

En fan sammenligner ligefrem musiker og skuespiller Johnny Flynns portræt af David Bowie med en anden ikonisk karakter fra Superman, nemlig skurken Lex Luthor, der ikke umiddelbart minder om David Bowie.

Det er Lex Luthor til højre.

En anden David Bowie-fan langer ud efter de castere, der har valgt musiker og skuespiller Johnny Flynn, som du måske kender fra Netflix-serien 'Lovesick'.

- Man kunne have ledt for evigt uden at finde en skuespiller, der ligner Bowie mindre, skriver en anden Twitter-bruger ifølge The Indenpendent.

Parykken er grim! Tøjet er grimt!

P6 Beat-vært Anders Bøtter er kæmpe fan af David Bowie og synes trods en del skepsis egentlig, at det lød meget spændende, da det kom frem, at der skulle laves en film om ikonet.

Nu har han set traileren.

- Den er så sindssygt grim. Parykken er grim, og tøjet er grimt og sjusket, og det stemmer overhovedet ikke overens med virkeligheden. David Bowie var jo perfektionist. Han vender sig i graven, tordner Anders Bøtter.

Radioværten anerkender, at det kan være svært at finde den helt rigtige skuespiller til sådan en film, da han hverken skal være for kendt eller uprøvet, men mener ikke, at valget af Johnny Flynn er heldigt.

- Han ligner ikke David Bowie, hverken i status eller ansigtsudtryk, og når skuespilleren ikke ligner, så kan man da i det mindste sminke ham, så han kommer til at gøre det.

Hør den ægte David Bowie med nummeret 'Ziggy Stardust' herunder:

0:00

Hvor er musikken?

Men det, han hæfter sig mest ved, er fraværet af David Bowies musik. For den kan man ikke høre i traileren, og man kommer heller ikke til det i filmen.

Det slog David Bowies søn, filmskaberen Duncan Jones, fast, allerede da nyheden om filmen kom. Og det er åbenbart ikke lykkedes for IFC Films at få forhandlet rettighederne på plads.

Derfor burde man ifølge Anders Bøtter slet ikke have lavet filmen.

'Stardust' får premiere i Storbritannien og USA den 25. november. (© IFC Films)

- Nej, det skulle man faktisk ikke. Når man laver en film om en kunstner, så bør du som minimum have hans kunst med. Man laver heller ikke en film om Vincent van Gogh uden at vise hans malerier.

- Når man laver en biopic, så er det jo med til at give musikken ny relevans og præsentere den for et nyt publikum. Ligesom man har gjort det med 'Bohemian Rhapsody'og 'Rocket Man', men filmen mister jo sin relevans, når musikken ikke er med, siger Anders Bøtter.

David Bowies folk sagde nej

De førnævnte biopics om Freddie Mercury og Queen og Elton John blev lavet med accept fra de resterende Queen-medlemmer og Elton John.

Og sådan bør det også være, mener Anders Bøtter, når der er mulighed for det.

- Selvfølgelig er det lidt svært, hvis man skal lave en film om Mozart, men når det er så nutidigt, som den her film, så mener jeg, at det er i alles interesse, at de folk, der var tæt på David Bowie, siger god for projektet.

Men de sagde nej tak.

- Alligevel har holdet bag filmen insisteret på at fortælle historien på deres måde, og det er problematisk, siger Anders Bøtter.

Twitter-brugeren 'Sofie' er enig med Anders Bøtter. Selv om hun egentlig er ret glad for Johnny Flynn som skuespiller, så burde filmen ikke være blevet lavet - slet ikke uden accept fra David Bowies familie.

David Bowie-fans var på gaden verden over for at hylde ikonet efter hans død den 10. januar 2016. Her en kvinde malet som et andet David Bowie-alterego, nemlig Aladdin Sane. (Foto: Stefan Wermuth)

Den fiktive rockstjerne

'Stardust', der har premiere den 25. november i Storbritannien og USA, handler om den promotion-tur, britiske David Bowie tog på i USA i 1971.

For det var på den tur, at Bowie opfandt sit alterego, den fiktive rockstjerne Ziggy Stardust med det markante røde strithår, make-up, og kvindelige klæder.

En figur, der i høj grad kom til at definere David Bowies karriere, som sluttede med hans død den 10. januar 2016. To dage efter det sidste album fra David Bowie, Blackstar, var udkommet.

Filmen om tilblivelsen af Ziggy Stardust bliver, at dømme ud fra de første vurderinger af traileren, mindre ikonisk.

Facebook
Twitter