Ny film føles som to timers orddiarré. Men det ødelægger ikke portræt af amerikansk pokerprinsesse

'Molly’s Game' fortæller den sande historie om den usædvanlige Molly Bloom.

'Molly's Game' er en filmatisering af bogen med samme navn, som Molly Bloom selv har skrevet.

Orddiarré.

Det er ikke noget pænt ord at slippe løs. Og det er ikke spor velopdragent at klistre det på en filmmager. Men det er ikke nogen vej udenom.

Amerikaneren Aaron Sorkin er en flittig ordbruger, så flittig at han slet og ret ligner et fremmedelement i den film- og serieverden, han har fået så stor succes i.

Han er ikke specielt interesseret i at lade billederne tale deres eget sprog. Det er ordene, der er benzinen – de indre spændinger, opbygningen af sætningsforløb, som kan spidde en samtalepartner, en konversations udvikling, magtbalancen i en samtale osv., osv.

Den ordbegejstring har Sorkin vist frem i serier som 'The West Wing' og 'The Newsroom'. Og han har ikke mindst gjort det i sine manuskripter til filmene 'The Social Network', om Facebook-stifteren Mark Zuckerberg, og 'Steve Jobs', om Apple-bagmanden af samme navn. Nu gør han det endnu engang – og mere end nogensinde før – i sin debut som instruktør, 'Molly’s Game'.

To timer og et kvarters orddiarré

I de første tre til fire minutter viser Aaron Sorkin et stort filmteknisk overskud i et forløb, hvor Molly Bloom, vores hovedperson, forklarer, hvorfor hun aldrig blev olympisk mester i skiløb.

Det var sort uheld i en afgørende situation – men bag fortællingen om Bloom som olympisk snowboarder ligger også et anstrengt forhold til en ambitiøs far og en trang til at gøre oprør. Det lille skæbnetunge personportræt folder Sorkin ud i en montage, hvor alt sidder lige i skabet med usvigelig amerikansk filmprofessionalisme.

Derefter slipper Sorkin ordene løs. Og i de efterfølgende to timer og et kvarter er det i særdeleshed orddiarréen, der styrer løjerne.

Idris Elba spiller med i 'Molly's Game'. (© Motion Picture Artwork)

Det eneste klare visuelle element, Sorkin giver den danske fotograf Charlotte Bruus Christensen lov til at lege med, er hovedrolleindehaveren Jessica Chastain, der hopper ud og ind af stramme små kjoler, og bruger sin ganske velformulerede krop til at udtrykke et sprog. Det er til gengæld også et vigtigt sprog. I rollen som pokerprinsessen Molly Bloom bliver Chastain og hendes ord og stramt opsatte brystparti en nuanceret og fascinerende fortælling om køn, politik og karriere i det moderne amerikanske samfund.

Usædvanligt amerikansk kvindeportræt

’Molly’s Game’ er et portræt af en kvinde, hvis liv indirekte lader sig styre af en ambitiøs far, en ærke-amerikansk patriark, der sætter den personlige succes over alt andet.

I Sorkins manuskript spiller Molly Bloom en kompleks rolle, hvor hun tilsyneladende servicerer mændene på klassisk vis som pokerarrangør og med kroppen sat op til narrestreger. Men hun gør det på egne betingelser. Ingen af mændene får lov at erobre eller bare røre, hvilket er ganske usædvanligt i amerikansk film, hvor en kvinde traditionelt set først er faldet på plads som kvinde, når hun har fundet en mands favn.

Her finder Molly sig selv gennem mange og lange og meget ordrige diskussioner med sin temperamentsfulde advokat, spillet af Idris Elba, og hendes far, i form af Kevin Costner.

(© Motion Picture Artwork)

Et moderne filmportræt

Filmisk set tilhører 'Molly’s Game' en ærke-amerikansk dramatisk tradition for at hudflette USA og amerikanere, fra Arthur Millers teaterstykker som 'En sælgers død' og op til Martin Scorseses 'Taxi Driver', 'The King of Comedy' og 'The Wolf of Wall Street'. Men 'Molly’s Game' kan altså snildt opfattes som en balanceakt med traditionelle amerikanske filmkvinderoller.

Der er en forunderlig kønspolitisk fornøjelse i at se mænd halse rundt som små drenge, der nyder at banke hinanden gennem hasardspil – mens letpåklædte kvinder står i baggrunden og styrer løjerne. Og så vil pokerfreaks uden tvivl også nyde et indblik i spil i luksussuiter med fuldstændigt vanvittige beløb på bordene.

Undervejs er man uundgåeligt lige ved at kløjs i Sorkins orddiarré – og det er håbløst at forsøge at fange alle nuancer af de komplicerede samtaler. Men man kommer ud i den anden ende et rigt moderne filmportræt klogere.

Facebook
Twitter