Ny film med Anders Matthesen blæser anmelder omkuld: Hvor er det godt gået!

Ny fængselskomedie med Anders Matthesen i hovedrollen er langt mere end blot en komedie.

- Frederikke Aspöck får alvor og komik, moral og amoral og absurditeter og banaliteter til at mødes i et lillebitte univers i et dansk fængsel', skriver Per Juul Carlsen. (© SF Studios)

Hvis jeg en dag havner i spjældet, vil jeg skynde mig at søge plads i koret hos Anders Matthesen.

Ikke fordi, Anders Matthesen er komiker under aliaset Anden, og fordi det er ham, der står bag 'Ternet Ninja' og 'Terkel i knibe' og meget mere, og dermed er alt skideskægt i fængslet … eller jo, det er nok også det, det handler om for mig.

Men først og fremmest er alt dejligt anderledes i afdelingen for isolationsfængslede hos Niels alias Anders Matthesen.

Det kan godt være, at Niels har en seriøs brist i forhold til små piger.

Det kan også godt være, at Niels har en vis trang til bestemme og styre sine omgivelser, hvilket er pænt belastende.

Det kan godt være, at Niels slet ikke er det, vi forstår ved et godt menneske.

Det kan også godt være, at han er omgivet af voldtægtsforbrydere og andre psykisk ustabile mænd i isolationsafdelingen.

Men der er noget smukt ved at se mennesker, der er anklaget for at have begået nogle af de værste forbrydelser, vi kan forestille os, falde til ro med at synge i kor.

Verden bliver så skønt vendt på hovedet. Det farlige får et skær af hygge.

Det hyggelige får et skær af farlighed, når Anders Matthesens Niels insisterer på, at sange, også den danske nationalsang, i almindelighed bliver sunget alt for langsomt.

Instruktør træder i karakter

Når jeg står der i koret hos Anders Matthesens Niels, vil jeg være med til at tage imod Markus Føns, den pæne mand der træder ind ad døren i sit pæne tøj og sit velplejede skæg.

Jeg vil se på ham og tænke 'hvad skal han her?'

Jeg vil formentlig også blive duperet af, at han, en kendis, der er beskyldt for alvorlig økonomisk svindel, træder inden for i min verden.

Og jeg vil, som de fleste andre, kaste mig over Markus Føns, for at høre ham gentage de vigtige pointer, han har nedskrevet i sin selvhjælpsbog, så jeg også kan få succes i livet.

Og så vil jeg mærke godt efter, mens jeg opdager, at noget er i gang omkring mig.

Søren Malling (tv.) spiller rollen som Peter overfor Anders Matthesens karakter Niels. (© SF Studios)

Markus Føns træder i karakter som et menneske, der elsker magt og kontrol.

Og han ramler ind i Niels, der også kræver kontrol.

Men der er forskel på en kendis, der har scoret kassen og en bums, der har forgrebet sig på en lille pige.

Og jeg vil med stor interesse studere Markus Føns og Niels, mens de undersøges og pilles fra hinanden.

Og jeg vil spekulere over, hvad der er sket med instruktøren Frederikke Aspöck, der studerede almindelige mennesker i små intime kammerspil i sine forrige film, 'Labrador' og 'Rosita', men nu træder skarpt i karakter med en helt anden type film, hvor humor, også af den absurde slags, spiller en hovedrolle.

Mens hendes forrige film lignede et stykke virkelighed, der var klippet ud og rammet ind af fortekster og rulletekster, er 'De frivillige' med Niels og Markus Føns et karikeret univers og en åbenlys samfundskommentar.

Lidt af en drillepind

På overfladen ligner den en klassisk dansk folkekomedie.

Men den er samtidig en drillepind, der udfordrer vores opfattelse af forbrydere og forbrydelser og moral.

Den har en ualmindeligt kompleks figur i Niels, der er komisk i sin jagt på kontrol, tragisk i sin psykiske brist og rørende i sin kærlighed til sin kone, Linda, som virkelig kæmper med at forstå sin mands kompleksitet.

At klemme så svær en figur ind i en film, der også kan bruges som en grinebiderfilm en fredag aften, er godt gået af Frederikke Aspöck og forfatter Lars Husum.

'De frivillige' er instrueret af Frederikke Aspöck, der i 2015 vandt prisen for bedste instruktør på Moskva International Film Festival for filmen 'Rosita'. (© SF Studios)

Og jeg vil stå der i koret og fundere over, hvor nemt man kan skabe en fængselsfilm, der overhovedet ikke ligner andre fængselsfilm, fordi den forkaster de mørkedystre klichéer fra amerikanske og franske film og i stedet viser en mikroudgave af det danske samfund.

Og jeg vil spekulere over, hvor fnuglet man kan få alvor og komik, moral og amoral og absurditeter og banaliteter til at mødes i et lillebitte univers som et dansk fængsel.

Der, på den plads i koret, i en dansk film, eller i en film i almindelighed, har jeg i hvert fald aldrig været før.

(© SF Studios)
Facebook
Twitter