Ny film med Nikolaj Coster-Waldau driller: Hvad er idéen med den?

'Selvmordsturisten' har et flot udtryk, men et uklart budskab, skriver anmelder.

- Fortæller den mig egentlig noget, andet end at vi lærer os selv at kende, når vi er presset til det yderste, hvilket ikke er nogen omvæltende tanke? Jeg ved det ikke, skriver Per Juul Carlsen. (© Andreas Schlieter/Scanbox)

Jeg ved det godt.

Du vil have at vide, om du skal gå i biografen eller ej, og om jeg uddeler ni skumfiduser eller én narrehat til danske 'Selvmordsturisten'.

Du vil have en markant og klar holdning.

Beklager, det kommer ikke til at ske.

Jeg har set 'Selvmordsturisten' to gange, og jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad jeg egentlig mener om den. Jeg tvivler på, at jeg finder ud af det, uanset om jeg kigger på den både forlæns og baglæns resten af mit liv.

Jeg er fuld af beundring over for instruktøren Jonas Alexander Arnby og forfatteren Rasmus Birch og deres lyst til at gå på tværs af dansk film – at lege med sproget og fortællekonventionerne.

I deres første fælles film, 'Når dyrene drømmer', gjorde de en nordjysk teenagepige til varulv.

Ikke sådan for sjov, som man ser det i amerikanske teenagegyserfilm, men faktisk for alvor, som et billede på de voldsomme forandringer en teenager skal kæmpe sig gennem.

Og i 'Selvmordsturisten' gør de et selvmordshotel i Norge til en metafor for de store overvejelser, forsikringsagenten Max gør sig, da han finder ud af, at en tumor i hans hjerne vil slå ham langsomt ihjel.

Nikolaj Coster-Waldau spiller Max Isaksen, der lever et middelklasseliv sammen med sin kone Lærke. Men pludselig banker ulykken på hos den velordnede forsikringsmand, da han får konstateret en tumor, som viser sig at være dødelig, i hjernen. (© Scanbox)

En anderledes dansk film

Det er ikke dansk film, som vi er vant til. Men det gør det selvfølgelig ikke til et mesterværk af den grund.

'Når dyrene drømmer' havde en naturlig og vild energi, fordi den gav den klassiske danske socialnaturalistiske ungdomsfilm et ordentlig skud horror.

'Selvmordsturisten' skaber ikke energi ud af et genresammenstød. Den kan til gengæld prale af at komme væltende ind fra venstre uden at have nogen klare referencer.

Den nærmeste film, der lige dukker op i tankerne, er græske Yorgos Lanthimos' dejligt bizarre science fiction-film 'The Lobster' med Colin Farrell som en mand, der bliver indlagt på et hjem, hvor han skal finde sig en partner i løbet af 40 dage, ellers kræver loven, at han bliver opereret om til et dyr og sendt ud i skoven.

Den absurde humor er der ikke meget af i 'Selvmordsturisten'.

Og det er måske lige netop dér, noget kører skævt.

Idéen om, at terminalt syge patienter indlogerer sig på et selvmordshotel i Nordnorge, er finurlig.

Den fungerer fortræffeligt som satire over en vestlig verden, hvor rige mennesker skal på kurophold, hver gang tilværelsen driller, og hvor vi næsten ikke kan trække vejret for bare selvforkælelse.

Flot indpakning, men intet budskab

Men hotellet Aurora, der ligger smukt mellem bjerge og vand i Nordnorge, træder aldrig rigtig i karakter. Det er som om, Arnby og Birch tager det for meget for pålydende og sørger for at stramme logikken i symbolikken i stedet for at slippe fantasien løs og give Aurora den plads, det kræver som filmens særlige element.

Det virker især nødvendigt, fordi hovedpersonen Max knap er til stede. Han er en søvngænger, en omvendt zombie – en levende, der forestiller sig, hvordan det er at være død.

Solbjerg Højfeldt, der her ses ved siden af Nikolaj Coster-Waldau, spiller indehaveren af det afsidesliggende luksus-resort Aurora Hotel, der har specialiseret sig i selvmord. (© Scanbox)

På den anden side har 'Selvmordsturisten' et så smukt og gennemført udtryk, at det heller ikke er til at glemme.

Fotograf Nils Thastum og production designer Simone Grau Roney holder en stram farveskala i brunt træ, grå sten og mørkeblåt lys.

Det er en nydelse hele vejen.

Og så gør 'Selvmordsturisten' netop det, jeg altid efterlyser i film; udfordrer, driller, stiller spørgsmål og vender op og ned på sproget.

Den er en lille rebus, en Rubiks-terning, man kan vende og dreje i hovedet. Den er ikke nødvendigvis svær at begribe, men den kan forstås på flere måder.

Men når 'Selvmordsturisten' virkelig driller i min hjerne, er det fordi, jeg har svært ved at se, hvad der egentlig er inde i den andet end en leg. Der virker generende tomt inde i den flotte indpakning.

Fortæller den mig egentlig noget, andet end at vi lærer os selv at kende, når vi er presset til det yderste, hvilket ikke er nogen omvæltende tanke?

Jeg ved det ikke. Og jeg kan ikke finde ud af, om det er et problem, at jeg ikke ved det.

(© Scanbox)