Ny film om blodigt terrorangreb i Danmark gør ondt på anmelder: Jeg var sønderskudt, da jeg forlod biografen

'Danmarks sønner' føles sprællevende - men den gør godt nok også nas, mener filmanmelder.

- Hvis du stirrer dig blind på det, der stikker dig i øjnene i 'Danmarks sønner', hvis du synes, at filmen skal fungere efter de præmisser, du plejer at dømme film ud fra, misser du det usædvanlige ved 'Danmarks sønner', skriver Per Juul Carlsen. (© Nordisk Film)

Du kan vælge at brokke dig over, at Rasmus Bjerg nok fyrer den lige lovlig meget af i rollen som højrefløjspolitikeren Martin Nordahl.

Du kan også stirre dig blind på, at du ikke kan se, hvad det skal bruges til, når 'Danmarks sønner' knækker i to cirka halvvejs.

Du kan også vrisse over, at det aldrig lykkes for den spillefilmsdebuterende instruktør Ulaa Salim at skabe nuancerede mennesker.

Og du kan surmule over, at alt er sat på spidsen i filmen, og at et islamistisk terrorangreb i København ikke behøver føre så megen aggression og idioti med sig.

Men hvis du stirrer dig blind på det, der stikker dig i øjnene i 'Danmarks sønner', hvis du synes, at filmen skal fungere efter de præmisser, du plejer at dømme film ud fra – godt skuespil, solide karakterer, stram handling, realistisk plot – misser du det usædvanlige ved 'Danmarks sønner'.

Et blodigt terrorangreb

Det er nærmest enestående, at filmen så frejdigt hopper lige ind i samtidsdebatten i Danmark og endda gør vores store nationalmareridt, et blodigt terrorangreb på dansk jord, til virkelighed.

Det er usædvanligt, at den rusker op i noget, der foregår lige udenfor indvandrer- og flygtningedebatten.

Sådan et mod til at blande sig i samtiden har dansk film kun haft i nyere tid med Bo Tengbergs 'Wonderful Copenhagen' fra sidste år og Charlotte Sachs Bostrups fem år gamle 'Kartellet'.

- Det er nærmest enestående, at filmen så frejdigt hopper lige ind i samtidsdebatten i Danmark og endda gør vores store nationalmareridt, et blodigt terrorangreb på dansk jord, til virkelighed, skriver Per Juul Carlsen. (© Nordisk Film)

Og det er usædvanligt, at en dansk film puster til de følelser, der ligger lige under overfladen i det danske samfund og studerer dem, mens de hvirvler op mod den nattesorte himmel som gnister fra et bål.

På sin vis har 'Danmarks sønner' mere til fælles med et råt punknummer anno 1981, end den har med resten af dansk film anno 2019. Sådan kaster den virkeligheden i fjæset på et publikum, der er vant til eskapisme.

Ikke en politisk film

Det er ikke en politisk film.

Ulaa Salim ser ud til at have gjort sig umage med at udtrykke holdninger fra højre og venstre lige tydeligt.

Der er nogenlunde lige meget aggression, dumhed, vrede og fornuft på hver fløj – om end det naturligvis er en vurdering, der i dén grad er op til hver enkelt tilskuer. Salim kæfter ikke op på nogens vegne.

Per Juul Carlsen følte sig 'sønderskudt' efter at have set 'Danmarks sønner', men den fik ham til at føle sig sprællevende. (© Nordisk Film)

Han smider – bogstavelig talt – en bombe og studerer danskerne, mens vi vimser rundt som indbyggerne i en smadret myretue.

Den uro, den lyst til at drille, pirre og provokere, er i sig selv vild at være vidne til.

Derudover er der en konstant fornemmelse af, at noget ender galt, at noget eksploderer i 'Danmarks sønner'.

Det er ikke en drenget glæde ved at se folk smadre hinanden eller lade København gå op i røg.

Filmen bliver snarere drevet frem af en uro omkring de uskyldige i terrorens efterdønninger, Zakarias' lillebror og mor, der bare drømmer om et normalt og sundt liv, Alis kone, barn og Martin Nordahls søn, der studerer sin fars politiske liv fra sidelinjen.

I den henseende minder 'Danmarks sønner' ikke så lidt om italieneren Gillo Pontecorvos 'The Battle of Algiers' fra 1966, der også studerede et samfund i terrorens vold.

Algeriet var bare et land, der faktisk havde oplevet terror.

'Danmarks sønner' stiller i stedet spørgsmålet 'hvad, vil der ske, hvis …?'

Det gør nas. Sjældent har den her anmelder forladt en dansk film så sønderskudt og så knuget som efter 'Danmarks sønner'.

Det er ikke rart, men det føles… sprællevende.

(© Nordisk Film)
Facebook
Twitter