Ny film om skandaløs dødsbrand er fyldt med råddenskab og korruption

Dokumentaren 'Collective' følger en perlerække af skandaler i Rumænien.

En fatal ildebrand på en natklub i Bukarest i 2015 endte med at slå 64 mennesker ihjel. 'Collective' centrerer sig omkring kædereaktionen af begivenheder i kølvandet på tragedien. (© Samsa Film)

- Han var ikke typen, der begik selvmord. Han var snarere den slags, der slog andre ihjel.

Sådan beskriver en kone sin mand, der lige er afgået ved døden efter et voldsomt biluheld. Og det er ikke ord, hun vælger at bruge flere år senere og efter lang tids grundig overvejelse. Næh, hun udtaler dem til

medierne
. Blot få timer efter ulykken.

Altså, ikke ligefrem en karakteristik, der oser af kærlighed, men mere en kølig beskrivelse af et forhold, der handlede mere om magt og penge end noget andet.

Det kunne have været en slagkraftig replik i en amerikansk gangsterfilm, men ordene falder i den skinbarlige virkelighed i det politiske Rumænien, anno vore dage, i dokumentarfilmen 'Collective'.

27 døde unge mennesker fik folk på gaden

Der er på ingen måde gjort brug af hverken smarte replikker eller filmisk effektivt guf. På absolut ingen måde.

Det er en dokumentar af den klassiske skole. Et kamera, der bevæger sig rundt i virkeligheden og betragter og dokumenterer begivenheder for derefter at klippe dem sammen til en helhedsforståelse.

Og den helhed, som instruktøren Alexander Nanau beskriver, er pænt sagt ikke særlig betryggende.

Den passer ganske fint til fruens karakteristik af sin afdøde mand, Dan Cordrea, direktøren for firmaet HexiPharma. Et firma, der leverede desinfektionsmidler til landets hospitaler, men undervejs i processen fortyndede de dyre midler så meget, at de slet ikke var i stand til at slå bakterierne på operationsstuerne ihjel.

Manden bag dokumentaren, Alexander Nanau, er selv født og opvokset i den rumænske hovedstad Bukarest, hvor filmen foregår. (© Samsa Film)

Det får nogle alvorlige konsekvenser i kølvandet på en uhyggelig brand i 2015, hvor 27 unge mennesker mistede livet efter en rockkoncert på spillestedet Collectiv.

Det viste sig hurtigt, at sikkerheden på spillestedet var elendig. Der manglede blandt andet nødudgange.

Det var dråben, der fik en vred befolkning til at gå på gaden og kræve forandringer. Det socialdemokratiske parti, der er dannet på resterne af det gamle kommunistiske parti, måtte gå af.

Men skandalerne stoppede ikke der. For i løbet af de efterfølgende uger døde 37 unge mennesker. Ikke så meget på grund af brandsårenes alvor. Men fordi der gik infektion i dem.

Hospitalerne i Bukarest, Rumæniens hovedstad, var fyldt med bakterier. Og det er kun toppen af det skandaløse isbjerg.

Orme kravler rundt i ansigtet på patienter

Undervejs i 'Collective' kommer det frem, at hele den rumænske sundhedssektor er udhulet af

korruption
og spekulation.

- Vi læger er ikke mennesker længere. Vi tænker kun på penge, som en midaldrende kvindelig læge siger til den unge, nyudnævnte sundhedsminister Vlad Voiculescu.

Han forsøger at komme skidtet til livs, men han slås med et tungt apparat, der kan finde på at dræbe direktøren for et firma, der har leveret fortyndede desinfektionsmidler, og som siden truer undersøgende journalister med at ramme deres familier.

Dokumentaren har fået en varm modtagelse på filmsiden IMDB, hvor den scorer 8,4 ud af 10 stjerner. (© Samsa Film)

Det begynder altså med en brand under en koncert og en efterfølgende folkeprotest, men efterhånden som Alexander Nanau følger journalisten Cătălin Tolontan og hans team på den seriøse sportsavis Gazeta Sporturilor, udvikler det sig til en historie med mange lag.

Ikke bare en beretning om en rådden sundhedssektor, hvor orme bogstaveligt talt kravler rundt i ansigtet på patienter med brandsår. Men også en fortælling om en nutid, hvor demokratiske principper bliver udhulet. For eksempel af det rumænske socialdemokrati, der har stækket det juridiske system. Ligesom det ses i lande som Ungarn og Polen.

Derudover er 'Collective' også et stærkt forsvar for en fri, undersøgende presse. Det er Cătălin Tolontan og hans team, der stædigt bringer råddenskaben og

korruptionen
frem, hvilket så absolut er værd at notere sig i Danmark, hvor politikere har stået for nogle af de mest voldsomme indgreb mod
medierne
i Europa, i nyere tid.

'Collective' er til tider en lidt tør sag om politiske teknikaliteter i sygehusledelse. Men perspektiverne i oprulningen af den rumænske virkelighed er enorme. Og uhyggelige.

(© Samsa Film)
Facebook
Twitter