Ny film overrasker: 'Hvem skulle have troet, det er så fascinerende at se på tis?'

'Charlatan' er konstant medrivende og fuld af liv... og tis.

Filmen 'Charlatan' er baseret på den sande historie om tjekkiske Jan Mikolášek, der hjalp utallige mennesker ved at studere deres urin og helbrede dem med urter. (© Another World Entertainment)

Hvem skulle have troet, det er så fascinerende at se på tis?

Hvem skulle have troet, det er så uudgrundeligt spændende at holde små flasker med alle mulige menneskers urin op foran sollyset og se på mærkelige fænomener, der svømmer rundt?

Det ser ikke bare smukt ud med alle de forskellige nuancer af orange, gulbrunt, citrongult eller slet og ret tisfarvet. Det er også fascinerende at kigge med på alle urenhederne. Se, der svømmer en masse bundfald rundt. Det er ikke så godt. Det tyder på nyreproblemer. Og se, de der dimser vidner om galdesten...

Man kan faktisk se på tis hele dagen lang i den polsk-tjekkiske film 'Charlatan'.

Det er lige præcis, hvad vores hovedperson, Jan Mikolásek, gør. Ved at studere menneskers urin kan han stille en diagnose. Og med alle sine urter kan han helbrede patienterne.

Med de evner har Jan Mikolásek opbygget et ry som en mirakelmager. Han kan klare det, lægevidenskaben har givet op overfor.

Selv tror han ikke det mindste på mirakler – kun på naturens eget klare sprog. Det gør ham ironisk nok til en mistænkelig charlatan i det kommunistiske Tjekkoslovakiet i 1950'erne. Hvis man ikke passede ind i kommunistpartiets verdensbillede, var der noget galt.

Jan Mikolásek, der studerede tis fra 1920'erne og indtil sin død i 1973, passer netop ikke ind noget sted. Det er hele udgangspunktet for den polske instruktør Agnieszka Hollands film.

'Charlatan' er instrueret af polske Agnieszka Holland, der i 1992 blev nomineret til en Oscar for filmen 'Europa Europa'. (© Another World Entertainment)

Et strittende og mangesidet menneske

Mikolásek var en selvlært læge, der fra sin unge dage opdagede, at han havde særlige evner. Han fandt muligheder i urter og planter, men kunne også se på syge mennesker og forudsige, hvornår de skulle dø.

Gennem en kvinde med samme evner lærte han at finde sygdomme ved hjælp af tis og sollys – han blev endda så effektiv, at berømtheder og magtmennesker kom til ham for hjælp. Kong George den 6. af England kiggede blandt andet forbi Mikoláseks konsultation.

Som alle andre alternative behandlere passede han ikke ind i noget system. Han citerede Jesus, altså måtte han være kristen, hvilket heller ikke passer ind i et kommunistisk verdenssyn. Og så var han homoseksuel.

Han blev anholdt, anklaget for at være en charlatan i slutningen af 1950'erne – uden at nogen kunne finde noget at hænge ham op på.

Så mangfoldigt og særpræget et menneske skal naturligvis have en film, og det har han så afgjort fået med Agnieszka Hollands smukt filmede og hele tiden medrivende fortælling om vi menneskers utrolige trang til at sætte hinanden i system.

Holland forsøger ikke at gøre Mikolásek til en helt. Hun gør ham til et strittende og mangesidet menneske, der er lige dele sympatisk og usympatisk.

Han er aldrig simpel og lige til at sætte en etikette på. Han hjælper sine medmennesker, men er også streng og uforskammet. Til tider er han endda utvetydigt egoistisk.

'Charlatan' blev belønnet med hele fem priser, da Tjekkiets fornemeste filmpris, Czech Lion Awards, blev uddelt tidligere i år - blandt andet for 'Bedste film', 'Bedste instruktør' og 'Bedste mandlige hovedrolle'. (© Another World Entertainment)

Som at sidde med ved bordet

Far og søn, Ivan og Josef Trojan, fungerer fortræffeligt som Mikolásek som henholdsvis ung og gammel. Det lykkes dem på forbavsende vis at give Mikolásek samme alvorlige og strenge udtryk gennem hele livet. Kun når han er alene sammen med sin elskede Frantisek, liver han op i et smil.

Men 'Charlatan' lever ikke mindst takket være sin stoflighed.

Som tilskuer sidder man med en stærk fornemmelse af at være tilstede i Tjekkoslaviet i 1950'erne.

Det er nok ikke det, de fleste drømmer om, men tidsbilledet og fornemmelsen af at kunne røre ved tingene i Mikoláseks kontor er forbavsende stærk.

Det er næsten, som om vi sidder med ved bordet, når han tager de små flasker med tis, holder dem op mod sollyset, ryster dem og ser på de små dimser, der svømmer rundt derinde i det gule lys.

Hvem skulle have troet, det er så fascinerende at se på tis?

(© Another World Entertainment)
FacebookTwitter