Ny Julia Roberts-film tager pusten fra anmelder: Den er noget helt særligt

'Ben Is Back' balancerer flot mellem familiedrama, gys og thriller, mener anmelder.

Julia Roberts spiller rollen som Holly Burns, mor til Ben Burns, der spilles af Lucas Hedges. (© United International Pictures)

Julia Roberts.

En film. En mor. En familie. En jul. Julia Roberts.

En søn med narkomisbrug, der vender hjem. Julia Roberts.

De elementer peger unægtelig i retning af et amerikansk familiedrama af den slags, hvor familiemedlemmer mødes hen over en weekend eller en højtid og råber og græder og skændes, indtil en eller anden sandhed står frem.

Det peger i retning af en film i stil med 'August: Osage County', hvor talrige filmstjerner, herunder Julia Roberts, fyrede den af som en familie fuld af knaster og knyster.

Sådan fungerer 'Ben Is Back' også i de første 20-30 minutter, hvor den sammenbragte familie på seks er i tvivl om, hvorvidt Ben, der egentlig er indlagt på et afvænningshjem, skal have lov at holde jul med resten af familien, når nu han er dukket op mod alle aftaler – eller om han skal sendes hjem.

Da Ben vender hjem til jul fra sit ophold på et afvænningshjem, er familien splittet omkring, om han skal have lov at blive. (© Mark Schafer/United International Pictures)

Hans to mindste halvsøskende synes bare, det er dejligt at have deres storebror hjemme.

Hans teenage-lillesøster vil gerne have ham væk med det samme, eftersom han ødelagde den foregående jul.

Hans papfar, realisten i familien, finder det klogest, at Ben holder sig langt væk fra fristelserne blandt de gamle venner i hjembyen.

Og så er der hans mor, der ved, at Ben ikke bør holde jul hjemme – men hun er bare glad for at se ham.

Filmen skifter pludselig karakter

Så sker noget uventet. Både for familien og publikum. Nogen kidnapper familiens hund, mens de er i kirke.

Ben drøner af sted med både vrede og dårlig samvittighed over for familien i kroppen – og mor følger efter.

Fra da af skifter 'Ben Is Back' karakter til en særegen kombination af en thriller, en gyser og en katastrofefilm af den slags, hvor en ukendt fare sniger sig ind på et lille bysamfund og overtager borger efter borger.

Ben indser, at han har adskillige potentielle fjender i sin lille hjemby i det østlige USA.

Og mens han og mor trawler gennem byen og opsøger ét røvhul af gangen, som moren udtrykker det, opdager hun og vi andre, at Ben langtfra er den eneste, der har mistet selvkontrollen.

Det er en epidemi – eller en fremmed kraft, som i science fiction-klassikeren 'Invasion of the Body Snatchers'.

Filmen siger det ikke direkte, men baggrunden ligger i den opioid-skandale, der hjemsøger USA i de her år.

To millioner amerikanere menes at være blevet stofafhængige efter at have taget smertestillende medicin som OxyContin.

Alene i 2017 døde 47.000 amerikanere efter at være blevet afhængige og derefter at have skiftet over til billigere stoffer som heroin.

Hele familier og bysamfund er blevet revet i stykker af opioid-skandalen.

Julia Roberts vandt en Oscar for sin rolle i 'Erin Brockovich'. I den film tog hun kampen op mod et gas- og el-selskab. I 'Ben Is Back' raser hun mod den amerikanske medicinalindustri. (Foto: Mark Schafer © BBP West BIB)

Julia Roberts fråder og vrisser

Peter Hedges, forfatteren og instruktøren bag 'Ben Is Back', nøjes med at få Bens mor, Holly, til at lange frådende ud efter medicinalindustrien.

I begyndelsen af filmen meddeler hun endda den nu pensionerede læge, der udskrev smertestillende medicin til Ben, at hun håber, at han må dø en langsom og pinefuld død.

Senere slår hun vrissende fast, at myndighederne er ligeglade med den situation, mange amerikanere befinder sig i.

Men undertonen er skarp.

Det USA, Ben og Holly kører ud i for at finde deres hund, ligner mere en zone i undtagelsestilstand end Clint Eastwoods nostalgiske hygge-Amerika.

Og i balancen mellem familiedrama, gys og thriller opstår der noget virkelig særligt i 'Ben Is Back'.

Den er ikke bare spændende; den giver os et meget intenst og konkret billede af en familie, der er revet i stykker, og det gør 'Ben Is Back' til en betydeligt mere original film end den følelsesfikserede 'Beautiful Boy', der fik dansk premiere for tre uger siden.

Det ligner en typisk køretur med en amerikansk familie – men så tager 'Ben Is Back' os godt nok med ud på en rejse…

(© United International Pictures)
Facebook
Twitter