Ny kvindelig superhelt på vej - og 5 andre superheltefilm Troldspejlet glæder sig til

2019 bliver et godt år for superhelte-filmene. Her kommer seks titler, du bør holde særligt øje med.

David Harbour, der nok er bedst kendt for sin rolle som politimanden Jim Hopper i 'Stranger Things', vækker i år Hellboy (altså ham i midten, hvis du skulle være i tvivl) til live på ny. (© Universal Pictures)

Bliver 2019 året, hvor en superheltefilm vinder Oscar for bedste film?

Den animerede 'Spider-Man' har i hvert fald chancer for at blive bedste animerede film, og det er da altid noget.

2018 sluttede nemlig med to superheltebrag i biograferne: 'Aquaman'-filmen delte vandene i fankredse, men den indspillede en del mere end konkurrenten 'Spider-Man: Into the Spiderverse', som til gengæld scorede en Golden Globe for bedste animerede spillefilm, og den spås gode Oscar-chancer!

Hvis 'Spider-Man' vinder en Oscar, er det endnu en milepæl for superhelte-genren, der startede ydmygt med ofte pinligt dårlige B-film i 40'erne - men som i dag er med til at holde liv i biograferne.

2019 tegner til at blive endnu et forrygende superhelteår, så biograferne kan ånde lettet op.

Publikum skal nok komme, for de store superheltebrag er altså noget helt særligt i en stor, fyldt biograf.

Taget letter, hvis det er godt, og vi flyver gerne med mod superheltenes uendelige univers.

Men mængden af superheltefilm er efterhånden også så stor, at der både er vindere - og tabere, så uanset deres enorme kræfter, leverer de ikke altid varen.

Her er seks af de titler, vi ser frem til i år.

1

Captain Marvel

Carol Danvers/Captain Marvel (Brie Larson) Photo: Chuck Zlotnick ©Marvel Studios 2019 (© Chuck Zlotnick/Marvel Studios)

Captain Marvel er fra Marvel, men det er slet ikke en selvfølgelighed.

Oprindelig hed figuren Ms. Marvel, for hun er en kvinde, men siden overtog hun den mandlige Captain Marvels rolle - og med Brie Larson i titelrollen er der sandsynligvis tale om en ren 'A Star Is Born' for superhelte.

Nick Fury, spillet af Samuel L. Jackson, er også med - og filmen om hende indgår i det store sammenhængende MCU - Marvel Cinematic Universe.

Vi glæder os til: At se Brie Larson, Oscar-vinderen fra 'Room', som kvindelig superhelt.

'Captain Marvel' får premiere 6. marts.

2

Shazam!

(© Warner Brothers)

I april skal vi møde Captain Marvel. Men nu er det en mand og ikke den samme som Marvels figur. Forvirret?

Ja, det er selv nørder også, for der er faktisk to superhelte med samme navn - denne Captain Marvel stammer fra 1940'erne og er en ung mand, der får superkræfter, når han siger det magiske ord 'shazam'.

Til gengæld er humoren i højsædet her - i modsætning til den foregående Captain Marvel.

Vi glæder os til: En glemt klassisk superhelt i moderne, men trofast udgave.

'Shazam!' får premiere 4.april.

3

Hellboy

HB_D44-7761.ARW (Foto: Mark Rogers © United International Pictures)

Vi kender ham allerede fra to film, hvor han blev spillet af Ron Perlman.

En tvivlsom superhelt med lidt for gode forbindelser til Helvede.

Nu rebooter skaberen Mike Mignola figuren med David Harbour fra 'Stranger Things' i titelrollen.

Det ser mere råt og skummelt ud end de to første film, måske fordi en de mest roste 'Game of Thrones'-instruktører, Neil Marshall, står bag.

Vi glæder os til: Gensyn med en kær gammel ven fra Helvede.

'Hellboy' får premiere 11. april.

4

Avengers 4: Endgame

(© Marvel Studios)

Endelig når vi til afslutningen på det enorme 'Avengers'-eventyr - den mest ambitiøse superhelte-filmatisering nogensinde.

Og dermed også på tredje fase af Marvel Cinematic Universe. Alle er med, fra Iron Man til Spider-Man, og det bliver helt sikkert årets store brag.

Den er instrueret af Russo-brødrene, der vil gøre alt for at blæse os helt omkuld.

Vi glæder os til: En film, hvor der muligvis er flere personer med superkræfter end uden.

'Avengers 4: Endgame' får premiere 25. april.

5

X-men: Dark Phoenix

(© Marvel Studios)

'Dark Phoenix' er superheltefilmenes sorte hest i år.

Et forsøg på at holde 'X-Men' i live efter flere kiksere.

Men den har været udsat, og der er lavet nye optagelser, så helt sikre er filmfolkene ikke på, at den holder.

Den følger efter 'X-Men: Apocalypse' fra 2016, som også havde problemer, og instruktøren er tilmed debutant; englænderen Simon Kinberg.

Vi glæder os til: At gense X-Men - hvis de ellers kan reddes.

'X-men: Dark Phoenix' får premiere 6. juni.

6

Spider-Man: Far from home

(© Marvel Studios)

Med en 'Spider-Man'-film begynder Marvel den fjerde fase i deres Cinematic Universe.

Tom Holland vender tilbage som Spider-Man, og Michael Keaton (forhenværende Batman fra 80'erne) og Jake Gyllenhaal dukker op som skurke.

Det foregår i Europa, hvor Peter Parker er taget på ferie.

Jon Watts instruerer på ny, og han gjorde det godt som instruktør af 'Spider-Man: Homecoming', så mon ikke han leverer varen igen?

Vi glæder os til: En helt traditionel, efter-bogen 'Spider-Man'-film.

'Spider-man: Far From Home' får premiere 11. juli.

Facebook
Twitter