Ny Netflix-film har en magisk 24 minutter lang scene: Men så bliver filmen 'bizar' og 'absurd'

Netflix-filmen 'Pieces of a Woman' har talentfulde skabere og skuespillere, men skuffer anmelderen-

Shia LeBeouf og Vanessa Kirby spiller parret Sean og Martha, der mister deres barn ved fødslen. Derefter følger et langt retsdrama mod jordmoderen og parrets forsøg på at bearbejde sorgen. (Foto: Benjamin Loeb / Netflix © 2020 © Netflix Inc.)

Jeg kan ikke se, hvad du føler. Og du kan ikke se, hvad jeg føler. Det siger sig selv.

Hvad har jeg gang i? Ja, jeg nævner lige det indlysende for at forklare, hvorfor jeg har det svært med dramaet 'Pieces of a Woman'.

Egentlig havde jeg pænt store forventninger. Den ungarske filmmager Kornél Mundruczó er en begavet billedmager, der gerne drøner ud ad flyvske og fantasifulde tangenter. Det har han vist i film som flygtningeberetningen 'Jupiter's Moon' og fortællingen om kærlighed i en kynisk tid i 'White God' – begge skrevet i samarbejde med kæresten Kata Wéber.

Hvilke vilde billeder kan de to ikke få ud af beretningen om en kvinde, der mister sit nyfødte barn, i 'Pieces of a Woman', der tilmed ikke er skabt på kunstfilmbudget i Ungarn, men for store penge hos Netflix i USA?

Ikke så mange, viser det sig. Eller rettere: Hele filmens 24 minutter lange centrale scene, hvor Martha, vores hovedperson, gør sig klar til at føde, mens hendes mand, Sean, vimser fortumlet rundt og jordemoderen dukker op, er formidabel. Mundruczós kamera cirkler, næsten danser og svømmer, rundt i parrets lejlighed, mens Martha storbøvser og pruster og stønner inden den store vidunderlige kraftanstrengelse. Alt sammen i én lang optagelse.

Derefter, da intet er gået som det skulle, fordufter magien fra 'Pieces of a Woman'.

Skuespiller Vanessa Kirby har vundet og været nomineret til flere priser for sin rolle som den britiske prinsesse Margaret i de første to sæsoner af Netflix-hitserien 'The Crown'. (Foto: Benjamin Loeb / Netflix © 2020 © Netflix Inc.)

Og det er her, jeg føler mig nødsaget til at slå fast, at vi ikke kan se, hvad hinanden føler. Hvordan sætter vi os ind i selve det, der er filmens kerne, at et menneske gennemlever en stor sorg? Uanset hvor fortræffeligt stjernen fra 'The Crown', Vanessa Kirby, spiller, kan vi ikke se, hvad Martha føler. Vi kan kun prøve at forstå det, velvidende at vi aldrig har en chance for at være i samme tilstand af grænseløs håbløshed som Martha, med mindre, naturligvis, at vi har været i samme forfærdelige situation.

Det har Kata Wéber og Kornel Mundruczó. De har selv oplevet at miste et barn under fødslen og har dermed alle forudsætninger for at videregive chokket og sorgen og kampen for at komme tilbage. Men eftersom vi ikke kan se, hvad filmskaberne føler, forsøger de at gøre Marthas situation håndgribelig med konkret drama.

Det finurlige og fabulerende filmsprog fra deres ungarske film er blevet erstattet af en meget amerikansk talefilm med følelserne helt ude på spidsen af tungen.

Sean, der bliver spillet med overgearet, hyperventilerende energi af Shia LaBeouf, vender sin frustration mod alle andre, mens parret sagsøger jordemoderen, der ikke reddede barnet. Netop det søgsmål er filmens motor, men eftersom den stakkels jordemoder er et helt igennem sobert og redeligt menneske, er der noget bizart ved at skulle leve sig ind i en familie, der vil smide skylden for en af naturens grufulde overraskelser over på et andet menneske.

Iliza Shlesinger (tv.) spiller Marthas søster, Anita, mens Ellen Burstyn spiller rollen som moren Elizabeth, der blev født under turbulente forhold under Anden Verdenskrig. (Foto: Benjamin Loeb / Netflix © 2020 © Netflix Inc.)

I princippet er det lige så absurd som at bebrejde en brandmand, at et gammelt træhus er brændt ned. Man skal vist være amerikaner for at mene, at enhver uretfærdighed i livet kan fikses i en retssal – eller måske er den tankegang også nået til Ungarn?

Derudover spejler filmen Marthas sorgarbejde i Marthas mor, der blev født, i al hemmelighed, i et skur i en koncentrationslejr under Anden Verdenskrig. En spændende og vild historie – men også et meget voldsomt spejl at sende ind over en historie, der i forvejen bruger en absurd retssag som pejlemærke for Marthas sorg.

Vi kan ikke se, hvad hinanden føler. Netop derfor har vi brug for fortællinger, for at forstå andre menneskers følelsesliv.

Men at sende os gennem et absurd retssalsdrama og et mareridt i en koncentrationslejr for at vise en sørgende mors følelsesliv, er mere vildledende end vejledende.

(© Netflix)
FacebookTwitter