Ny Netflix-satsning er fuld af intriger, sladder og vilde kostumer: 'Det var en skræmmende opgave'

Kostumedesigneren på serien 'Bridgerton' har brugt 7.500 beklædningsdele i løbet af optagelserne.

Serien 'Bridgerton' foregår i 1813, men både kostumer og kulisser låner fra nutiden for at give serien et friskt look, fortæller både kostumedesigner Ellen Mirojnick og setdesigner Will Hughes-Jones. (Foto: LIAM DANIEL/NETFLIX © © 2020 Netflix)

'Little Women', 'Emma', 'The Personal History of David Copperfield' og mange flere.

Film- og tv-branchen har i 2020 ikke holdt sig tilbage, når det kommer til 1800-tals period pieces. Altså film og serier, der tager udgangspunkt i en historisk tidsperiode.

Nu er Netflix klar med endnu en af slagsen: 'Bridgerton'-serien, der er baseret på den populære bogserie 'Familien Bridgerton' af Julia Quinn.

En serie, der er blevet kaldt 1800-tallets version af serien 'Gossip Girl', og som i første sæson foregår i 1813 og følger særligt de unge kvinder i velhaverfamilierne Bridgerton og Featherington i deres møde med verden og – ikke mindst – ægteskabsmarkedet.

Der er intriger, forbudt kærlighed og sladder i spandevis.

Og så er der vilde kulisser bygget i faktisk størrelse og en kostumeafdeling med 238 ansatte, der har skabt et "ungt og sexet" look, der får 1813 til at minde lidt om nutiden.

Selvom chefen for kostumerne, kostumedesigneren Ellen Mirojnick, har været en fast del af Hollywoods store produktioner i mere end 30 år, er hun ikke i tvivl, når regnskabet skal gøres op.

- Det har været mit livs vildeste opgave, siger hun om processen, hvor en mindre hær af folk har været med til at skabe mere end 7.500 beklædningsdele til serien.

Hvordan det går med intrigerne og den hede, men forbudte, kærlighed, må du se i serien.

I mellemtiden får du her et kig bag – eller rettere på – kulisserne og i garderoben og det arbejde, der kræves, når man skal skabe et helt univers fra bunden.

1

7.500 stykker specialdesignet beklædning: 'Det var en skræmmende opgave'

Kjolerne er alle skåret over den tidstypiske facon, men er derefter tilsat flere lag af pynt, slør og detaljer, der får dem til at se mere moderne ud, end du er vant til i et univers fra 1800-tallet, forklarer Ellen Mirojnick. (Foto: NICK BRIGGS/NETFLIX © © 2020 Netflix)

Ellen Mirojnick har i sine mere end 30 år som kostumedesigner i Hollywood klædt stjerner som John Travolta, Matt Damon og Angelina Jolie på.

Den massive erfaring til trods har serien 'Bridgerton' alligevel været den største udfordring i hendes karriere, fortæller hun.

- Serien er det største, mest omsiggribende og mest fantastiske show, jeg har været med til at lave, siger hun lige dele begejstret og også nærmest forpustet fra sit hjem i Los Angeles.

Forpustet bliver man også, når hun i detaljer beskriver, hvor stort et maskineri det har krævet at skabe kostumerne til serien.

For til seriens otte afsnit alene fik det 238 personer store hold, som Ellen Mirojnick var i spidsen for, produceret intet mindre end 7.500 beklædningsstykker. På bare fem måneder.

- Det var en skræmmende opgave at stå overfor, fortæller hun.

- Vi har lavet alle kostumedele selv. Fra smykker og kjoler til sko og underklæder. Selv al den pynt, der blev syet på kjolerne, har vi lavet, fortæller hun, mens hun tilføjer, at det var hendes "livs udfordring" at skabe den massive garderobe.

2

1813 med et moderne twist: 'Det er friskt, ungt, sexet og ambitiøst'

Med mere en 7500 beklædningsdele var der nok til at fylde en lagerhal op. (Foto: LIAM DANIEL/NETFLIX © © 2020 Netflix)

Når man kaster sig ud i så overvældende en opgave, kræver det research.

- Når jeg researcher, graver jeg dybt for at finde inspiration og farver. I denne produktion var det vigtigt at undersøge, hvad der historisk set var high fashion i 1813 og så desuden undervejs spørge mig selv: "Hvad ville Shonda gøre?"

Shonda Rhimes er kvinden bag produktionsselskabet Shondaland, der har skabt 'Bridgerton' til Netflix.

Og i hendes serier, som blandt andet tæller 'Grey's Anatomy', går den samme tilgang til æstetik igen: ungt, sexet, friskt og ambitiøst, forklarer Mirojnick. Også selvom det er til en serie, der foregår i 1813.

Med de historiske grundsten på plads har Ellen Mirojnick og hendes hold derfor taget et markant skridt ud af historiebøgernes skygge og i stedet tættere på 2020 for at tilpasse kostumerne den æstetik, fortæller hun.

- Vi lavede kjoler med det tidstypiske empiresnit (hvor taljen sidder lige under brystet), men tilførte så masser af farver, lag, pynt og detaljer, hvilket gjorde det muligt at ændre stilen fra noget historisk til noget nyt og friskt.

Hun mener desuden, at stilen fra showet sagtens vil kunne få indflydelse på nutidens mode, som man har set det med serier som 'Mad Men' og 'Peaky Blinders'.

- Vi har skabt kostumer, der meget nemt kan tilpasses en moderne kvinde, og som overordnet set er relevant for en moderne verden.

3

Afklæder stjernerne: 'Du skal kunne skabe et trygt rum'

Her ses Ellen Mirojnick i færd med tilpasse en kjole på en af hovedrolleindehaverne, Phoebe Dynevor, der spiller den unge Daphne Bridgerton. (Foto: LIAM DANIEL/NETFLIX © © 2020 Netflix)

Klæder skaber folk, siger man.

Og det er ikke helt ved siden af, når man spørger Mirojnick til det særlige samarbejde, der opstår i påklædningsrummet mellem skuespiller og kostumedesigner under en produktion.

Men drømmer du om at stå i Mirojnicks sted en dag, så kræver det mere end et kreativt talent.

- Som kostumedesigner har du mange hatte på. Din hovedopgave er at levere legemliggørelsen af manuskriptets karakter til instruktøren. Koste hvad det vil, tilføjer hun med et grin.

For at kunne gøre det, kræver det ikke bare, at du designer et kostume, der passer til beskrivelsen af karakteren og til skuespillerens krop. Det er også din opgave, at skuespilleren er i den rette sindsstemning, når de går fra påklædningsrummet og ind på filmsettet.

- Du skal være i stand til på sin vis at manipulere dem til at blive den karakter, du har brug for, at de bliver.

- Som kostumedesigner skal du derfor lynhurtigt skabe et trygt rum og et nært forhold til skuespillerne, hvor de stoler på dig og føler sig i gode hænder.

- De er i deres mest sårbare tilstand i påklædningsrummet, og her skal de kunne være alt det, de har behov for at være: De skal kunne græde, være nøgne, dele deres inderste frygt, deres beklagelser og deres største drømme og håb.

På grund af ovenstående tilgang til jobbet er det måske heller ikke overraskende, at det var netop Ellen Mirojnick, som skuespiller Sharon Stone stolede på, da hun blev ramt af tøjkrise dagen før Oscar-festen i 1996, hvor hun var nomineret i kategorien 'Bedste kvindelige hovedrolle' for sin rolle i 'Casino'. Det afslørede skuespilleren tidligere på året.

4

Opdagede den 'originale' Versace undervejs

Udover at skulle skabe de flotte paladser og herskabsboliger var maden på bordene og blomsterdekorationer også en vigtig del af opbygningen af scenerne, fortæller seriens kulisse-designer. - Vi brugte maden og masser af blomster til at skabe det ekstra farvespil, en scene havde brug for. (Foto: LIAM DANIEL/NETFLIX © © 2020 Netflix)

Ligesom Ellen Mirojnick har også designeren bag seriens massive kulisser, Will Hughes-Jones, givet historien et twist undervejs.

Dels fordi kulisserne skulle komplimentere farvevalget i karakternes kostumer, men også fordi serien er et period piece, men "ikke nogen historieundervisning", som han siger:

- Man vil altid gerne være så tro mod tidsperioden som muligt. Men fordi det her ikke er et historisk show, skal man også være fleksibel nok til at kunne vælge, hvor man følger historien, og hvornår man ikke gør, fortæller setdesigneren, der tidligere har stået bag kulisserne til period pieces som filmen 'Jane Eyre' fra 2011 og Netflix-serien ' The Alienist'.

- Hvis det, der er historisk korrekt, ikke passer ind i vores fortælling, så revurderer vi vores idéer. Men det er fortællingen, der er den vigtigste, forklarer han om processen bag.

Og så er der bare nogle gange, hvor man er så heldig, at en lille bid af historien passer perfekt ind i ens fortællingen.

Som eksempelvis i designet af hjemmet til den nyrige og frembrusende familie Featherington, hvis stil hælder til det vulgære.

- Vi ville gerne skabe et hjem, der dyrkede Versace-æstetikken med møbler og detaljer i sort og guld. Så vi undersøgte, om den stil overhovedet gav mening i et historisk perspektiv.

Til alt held viste det sig, at det var en designer fra netop den tidsperiode, som modemanden Gianni Versace faktisk har været inspireret af, fortæller Hughes-Jones.

- Det giver dig en helt særlig glæde over alt det researcharbejde, du har lavet i starten, når du finder sådan et lille brik i historien, der passer perfekt i din fortælling.

Ligesom Ellen Mirojnick peger på 'Bridgerton' som en helt særlig arbejdsopgave, så har det i kulisseafdelingen også været specielt.

- Vi har lavet alt selv. Lige fra møblerne til gardiner og sågar gulvtæpperne, fortæller han.

Særligt de mange specialvævede gulvtæpper med de respektive familiers våbenskjold indvævet fremhæver han som helt særligt for denne opgave.

- Det er altså ikke normalt noget, man får lavet. Det er helt klart en 'Bridgerton'-ting, tilføjer han med et grin.

5

Stjernerne på settet: 'De skal føle sig hjemme i vores kulisser'

Som eksempel på en skuespillers indflydelse på valg af rekvisitter nævner Hughes-Jones en karakter fra 'Bridgerton', Lady Danbury, der i serien går med stok. - Der står ikke nogen steder i manus, at hun går med stok. Men det syntes vi passede ind. Da vi fortalte skuespilleren om idéen, blev hun meget begejstret. Men så ville hun til gengæld have en meget specifik stok, hvilket gjorde det lidt mere kompliceret end først tænkt, griner han. (Foto: LIAM DANIEL/NETFLIX © © 2020 Netflix)

Hvor kostumedesigneren skal sørge for at skuespillerne føler sig i den rette sindsstemning og veltilpas i kostumerne og rollen, så er det lige så vigtigt, at kulisserne og rekvisitterne også gør det nemt for skuespillerne at leve sig ind i deres roller, forklarer Will Hughes-Jones.

- Selvom vi i udgangspunktet diskuterer opbygningen af et set med showrunneren og manuskriptforfatterne, så spørger vi af høflighed også skuespillerne, om de har nogle input.

- Og ret ofte har de nogle idéer, som vi andre slet ikke har overvejet, fordi de er så tætte på den rolle, de selv spiller.

Netop fordi skuespillerne er så tætte på deres roller, er det vigtig, at kulisserne føles rigtige for dem og deres karakter, siger Hughes-Jones.

- Det er vigtigt, at de føler sig hjemme i kulisserne og trygge ved de rekvisitter, vi giver dem. For ellers vil man kunne se det på skærmen.

Selvom Will Hughes-Jones lægger vægt på at et enormt projekt som 'Bridgerton' i særdeleshed kræver samarbejde på tværs af hele produktionen, så tilføjer han dog med et grin:

- At skuespillere kommer med deres meninger og idéer til vores arbejde er ellers generelt ikke noget, vi jubler over, men de har en evne til altid at få deres idéer igennem alligevel.

6

Nabo til prins Charles

Her ses familien Featheringtons kvinder i en af de enorme kulisser, Will Hughes-Jones har skabt. (Foto: LIAM DANIEL/NETFLIX © © 2020 Netflix)

Hvor Will Hughes-Jones har skabt en del af de imponerende palæer på et filmset, så er mange optagelser også foregået på rigtige slotte og landsteder rundt om i Storbritannien.

Hvilket giver designeren en særlig glæde - og udfordring.

- En af vores locations var lige ved siden af stedet, hvor prins Charles bor. Det var en bygning, som både den kongelige familie såvel som regeringen bruger jævnligt, så vi havde altid meget kort tid til at filme. Vi taler timer fremfor dage.

- Men det er altid spændende, når du kan filme på et sted, der har et historisk link til den fortælling, du gerne vil skabe, afslutter han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk