Da Pia Brewer en dag falder over en nyligt uploadet YouTube-video, ændrer hendes liv sig omgående.

For på videoen ser hun sin bror Nick forslået, først med et skilt hvor der står, at han mishandler kvinder og derefter med et skilt med teksten: "Ved fem millioner klik (videoafspilninger) dør jeg."

Pia går i panik, og herefter starter en jagt på at finde ud af, hvem der har kidnappet hendes bror – og om budskaberne på skiltene er sande.

Er hendes bror en anden, end hun tror?

Hvis du synes, det lyder plat, tager du ikke fejl. Synes du samtidig, at det lyder som en underholdende præmis, tager du nødvendigvis heller ikke fejl.

De amerikanske anmeldere er ikke glade for 'Clickbait', og de træder hinanden over tæerne for at påpege det samme paradoks – nemlig at 'Clickbait' ikke er værd at klikke på.

Dér må jeg så være uenig.

Serien bliver kaldt ubehagelig og indholdsløs. Men selvom serien beskæftiger sig med nogle enormt ubehagelige emner, må det jo netop siges at være i tråd med seriens grundkoncept og det, der loves helt ned til hovedmotivet, der viser en forslået mand bundet til en stol.

Men selvom der er masser af triste skæbner i 'Clickbait', er tonen så tilpas let og plottet så tilpas urealistisk, at man aldrig tager begivenhederne mere ind end højst nødvendigt.

Samtidig er serien alligevel velkonstrueret nok til hele tiden at holde nysgerrigheden i live hos den forsvarsløse seer.

Lad mig dog gøre det meget klart.

Man skal have hang til halvdårlige mysterier, gyserfilm eller 'high concept'-serier generelt for at sætte pris på 'Clickbait's banaliteter.

Der må jeg så erkende mig skyldig.

Som det måske fornemmes, er jeg ikke ude på at forsvare 'Clickbait' med næb og kløer.

Faktisk forventer jeg, at serien er glemt mere eller mindre det sekund, det sidste minut løber over skærmen.

Men det behøver ikke nødvendigvis at være en dårlig ting, for 'Clickbait' er helt ekstremt underholdende og meget meget nem at bingewatche.

Hvert afsnit er fortalt fra et unikt karaktersynspunkt og skifter fra den kidnappede Nicks søster, til den primære politiefterforsker i sagen, til Nicks kone og så videre.

Det er et effektivt greb – især hvis man skal få så meget som muligt ud af et ekstremt spinkelt hovedplot.

Ved at få historien fortalt fra forskellige perspektiver får vi effektive detaljer afsløret afsnit for afsnit af skiftende personligheder.

Skuespillet er faktisk overraskende solidt.

Der er ingen kommende Emmy-vindere at finde her. Men med et cast, der inkluderer Zoe Kazan, der charmerede alt og alle i den romantiske komedie 'The Big Sick', og Betty Gabriel, der blandt andet er kendt for sin rolle i 'Get Out', er der masser at komme efter.

Især Kazan, som Nick Brewers hidsige og ærekære søster, er underholdende og svær at stå for.

I rollen som Nick Brewer har vi Adrien Grenier, der stort set udelukkende er kendt fra 'Entourage'. Overraskende nok har det været sparsomt med roller efterfølgende, og selvom han unægteligt har det rette Hollywood-look, er der tydeligvis begrænsninger for Greniers evner som skuespiller.

I sidste ende er 'Clickbait' en overfladisk, omend spændende, krimiserie, der hele vejen lader op til en – forhåbentlig – spændende afslutning.

Jeg har set fem afsnit ud af otte, men jeg fornemmer desværre, at der er overvældende stor risiko for, at slutningen ikke kan stå på mål for de cirka syv timers optakt, fyldt med mysterier og hemmeligheder, der konstant forsøger at holde os suget til skærmen.

Hvert afsnit slutter med en cliffhanger, men i sidste ende tvivler jeg på, at mellemregningerne betyder ret meget. Forhåbentlig tager jeg fejl.

I en tid, hvor der er mange gode aktuelle serier, man kan kaste sig over, føler jeg det nærmest skammeligt at anbefale 'Clickbait' – men den er bare så svær at lægge fra sig igen.

Så hvis du har brug for et kaninhul at dykke ned i over et par aftener, er 'Clickbait' præcis den form for tv-eskapisme, der måske kan genoplade dit mentale batteri.

'Clickbait' kan ses på Netflix.