Ny polsk film er imponerende smukt skåret ind til benet - og lidt til

En sort/hvid film om en polsk nonne i eksistentielle kvaler er en af årets filmoplevelser

Renhed. Det er måske det mest dækkende ord. Ikke i den forstand at den polske film 'Ida' er renskuret eller renset eller steriliseret eller på nogen måde klinisk rengjort.

Den er fedtfattig, men alt andet end kalorietom. Asketisk, men overhovedet ikke kysk.

Den er skåret ind til et rent filmsprog, uden svinkeærinder, uden leflen for et bredt publikum, uden lækre laberheder, der kan bruges til at sælge filmen på plakater i trailers eller i viral markedsføring.

Sølle 82 minutter

I en tid, hvor både Hollywoods effektblockbustere og seriøse kunstfilm bliver længere og længere, gerne tre timer eller mere, kræver 'Ida' sølle 82 minutter af ens opmærksomhed.

Den har to-tre hovedfigurer mens de resterende 8-9 mennesker, der åbner munden i filmen, kun er med i et minut eller fire.

Asketisk og knap

Selv 'Ida' handling er så asketisk og knap, at de fleste andre film ville have skyndt sig at smide mere fedt på: Fire dage før Ida skal give sit løfte til Vorherre og beslutte sig for at blive i kloster resten af sit liv, får hun at vide, at hendes familiebaggrund er en anden end hun troede. Derfor skal hun opsøge sin tante, der er højesteretsdommer i Warszawa.

I løbet af få dage i år 1962 bliver Idas planer om et liv i kyskhed grundigt udfordret, og inden de 82 minutter er gået, må hun ta' et grundlæggende valg i sit liv.

Det er tørt og knapt og alt andet end leflende serveret for et nutidigt publikum, der ikke ligefrem har begreber som nonner, Polen og kyskhed højt placeret på trendbarometeret. Og så er 'Ida' endda i sort og hvid.

Myrdet af polske bønder

Men i løbet af de 82 sort/hvide minutter opruller instruktøren Pawel Pawlikowski stille og afdæmpet en livshistorie, der er så dramatisk, at de færreste film kan være med.

Det viser sig at Idas familie blev myrdet, og Idas tante, der nu er højesteretsdommer, overlevede ved at være en del af den kommunistiske undergrundsbevægelse, men med store ar på sjælen.

Tante Wanda er en fantastisk figur

Netop tante Wanda er en fantastisk figur, der hænger som en vingeskudt krage mellem to identiteter og tidsaldre. Hun har kasseret sin jødiske familiebaggrund til fordel for en høj placering i det kommunistiske Polen, men omkostningerne er høje.

Hun er så godt som konstant beruset, kynisk i forhold til alt omkring hende, såvel Gud som kommunismen, og dybt ulykkelig over at have skåret familiebåndene over.

Fuld af frihed og muligheder

Hun benytter enhver lejlighed til at drille Ida med hendes gudsfrygtighed, men filmens grundspørgsmål er netop valget mellem et rent liv til ære for Gud eller en vild og varieret tilværelse udenfor klostret.

Det valg bliver ekstra svært for Ida da hun støder ind i en sød jazzmusiker, der spiller jazz, som John Coltrane spillede den i 60'erne, fuld af frihed og muligheder.

Uendelig kærlighed og endeløse eventyr

Det valg mellem et liv i enkel- og renhed, modsat en moderne tilværelse uden rammer og bånd, er højaktuelt i dag, hvor vi hele tiden bliver bombarderet med signaler om det fantastiske ved et liv med uendelige muligheder.

Det er ikke mindst et scenarie filmverdenen har været med til at iscenesætte med historier om uendelig kærlighed og endeløse eventyr - den slags vi kan flyve væk til i to timer i biografen, men som ikke rigtig gider fungere når vi kommer ud igen.

Perspektiverne står knivskarpt

Ved at placere 'Ida' i Polen i 1960'erne, midt mellem den katolske kirke og det kommunistiske Østeuropa, i sort/hvidt, i et vintergoldt landskab, får Pawel Pawlikowski mulighed for at servere en ren og klar historie, uden svinkeærinder, omsvøb og indpakninger.

Perspektiverne i at vælge en livsbane, hvad enten det er tante Wandas eller unge Idas, står knivskarpt for os.

Smider om sig med kynisme

Det bliver valgene ikke nemmere af. Men vi forstår dem. Vi forstår kraftedme godt hvorfor tante Wanda ligger i lage i alkohol og smider om sig med kynisme. Og vi forstår hvilke tunge tanker Ida, der egentlig hedder noget andet, slæber rundt på i slutningen af filmen.

Det er imponerende smukt skåret ind til benet - og lidt til.

'Ida' er i de danske biografer fra den 26. november

Facebook
Twitter