Ny Spider-Man-film flytter rundt på hele verdensordenen: 'Nogle gange dukker de største tanker op, hvor man mindst venter det'

'Spider-Man: No Way Home' er ikke kun finurlig og sjov. Den viser også en vild emotionel dybde.

'Spider-Man: No Way Home' er den seneste i rækken af solofilmene om Peter Parker. Handlingen udspiller sig altså både efter 'Spider-Man: Homecoming' og 'Spider-Man: Far From Home'. (© SF Studios Danmark)

Forleden dag drømte jeg, at jeg blev bidt af en møgbille – altså en af den slags biller, der ruller store dyrs afføring sammen til kugler og triller dem hjem.

Det er faktisk verdens stærkeste dyr i forhold til sin størrelse.

Men altså, jeg drømte, at jeg blev bidt af en møgbille, og i løbet af et par dage blev jeg forvandlet til et sært væsen … halvt møgbille, halvt menneske. Jeg fik superkræfter og fangede lovovertrædere – mest danske politikere – ved at rulle enorme kugler af bæ ind i dem. Jeg blev Møgbillemand...

Jeg plejer ikke at drømme den slags, men i de seneste dage har jeg genset gamle Spider-Man-film for at være klar til den nye film, den niende i alt og den tredje i den nye serie 'No Way Home'.

Spider-Mans kæreste, MJ, spilles endnu engang af Zendaya, der sidste år vandt en Emmy for bedste skuespillerinde i en dramaserie for sin rolle som 'Rue' i 'Euphoria'. (Foto: Matt Kennedy © SF Studios Danmark)

Jeg er blevet suget ind i et fantasiunivers i stil med det, jeg oplevede som 15-årig, da jeg var på Spider-Mans alder, hvor alt kan ske, hvor alt er muligt. Jeg kan være en superhelt, jeg kan smadre skurke med de bare næver – eller med afføring, hvis det skal være.

Og hvor var det nu, jeg ville hen med det? Hvad var min pointe...?

Mere end bare teenage-fis

Hej, måske kan jeg træde til her? Jeg er en anden Per Juul Carlsen, fra et parallelt univers, du ved, i det store multivers, ligesom i 'No Way Home'. Og så vil jeg ikke træde mere rundt i det, hvis folk synes, vi spoiler. Men jeg tager over på anmeldelsen herfra.

Det der barnefantasifis, du ævler om, er jo ikke det vigtigste ved Spider-Man-filmene. Jeg synes, det er på tide, at slå fast, at vi er mange, der er dødtrætte af at få smidt superhelte i knolden hele tiden.

Hver gang man åbner for en tv-kanal eller en streamingtjeneste, kommer der en eller anden knaldhat med fastelavnskostume flyvende for at redde verden. Altså, helt ærligt, hvor mange skurke og helte kan der være i den her verden? Det er fandeme trættende. Det kvæler jo al nytænkning. Der er ikke plads til andet nu om dage. Det skal anmeldelsen handle om.

Og nogle gange går der simpelthen tomgang i det der pseudovidenskabelige lir, de fyrer af. Altså, folkene bag filmene forventer jo, at de bare kan stå i et laboratorium og rode med en eller en anden selvlysende grøn dims, og så kan de ellers finde på alt mulig magisk hokus-pokus. Det er simpelthen for dårligt forklaret …

Peter Parker har fået afsløret sin identitet som Spider-Man. Derfor går han til kollegaen Dr. Strange, der spilles af engelske Benedict Cumberbatch. Det hjælper dog ikke ligefrem på tingene. (© SF Studios Danmark)

Effekterne er klart bedre

Okay, så må jeg hellere komme ind her. Jeg er den tredje Per Juul Carlsen – ja, ligesom i 'No Way Home'.

Den her anmeldelse er ved at blive lige sur nok. Det er rigtigt, at vi er ved at drukne i superhelte, men de nye Spider-man er jo netop noget andet. Det er ungdomsfilm, sådan som amerikanerne lavede dem i 80'erne med 'Big' og 'Tilbage til fremtiden'. Det er fortællinger om en ung mand, der oplever noget magisk, men stadig bare er en 15-årig skoledreng. De er sjove, og de er virkelig velskrevne.

Netop den her tredje film er finurlig og sjov. Især Dr. Strange er helt vildt sjov, og Zendaya, der spiller MJ, Spider-mans kæreste har en fantastisk komisk timing. Hun bliver simpelthen bedre og bedre for hver film, hun er med i.

Men 'No Way Home' har jo også en vild emotionel dybde. Den gør det, amerikansk film kan, når det tænker allermest ud af boksen – når manuskripter og koncepter bliver tænkt virkelig godt igennem. Jeg kan – igen – ikke afsløre for meget, men filmens idé om, hvorvidt det er muligt at genskabe den kærlighed, som man gennem flere år har opbygget med et andet menneske, den er altså vild.

Den er HELT vild. Grænseoverskridende og dybt rørende. Det er jo det, de kan, de her Marvel-film. Det er ligesom, da halvdelen af jordens befolkning bare visner væk i 'Avengers: Infinity War'. Det er SÅ vild en tanke. Jeg kan stadig huske hvor tummelumsk, jeg var, da jeg så Samuel L. Jackson blæse væk som aske i vinden. Det er det samme, måske endda en endnu vildere tanke, i ’No Way Home’.

Det er det, der er det vigtigste ved 'No Way Home'. Det er det, anmeldelsen skal handle om – at vores verden bliver revet op ved roden og bygget op på ny. Og så er det der med at være tre. Det er fandeme også godt tænkt.

(© SF Studios Danmark)
FacebookTwitter