Ny superhelteserie er ikke dårlig - men den er formentlig hurtigt glemt

Marvels nye serie 'Hawkeye' byder dog på masser af action med bue og pil.

Skuespillerne Jeremy Renner og Hailee Steinfeld spiller hovedrollerne i Marvels nye seriesatsning 'Hawkeye'. (© (C) Disney)

Marvels superhelte fylder godt på streamingtjenesten Disney+ i de her dage.

I disse nedlukningstider har tv-mediet været en effektiv måde at videreføre sagaen om verdens mægtigste helte, og nu er Marvel tilbage med en serie om Avengers-underdog'en Hawkeye.

De sidste mange Marvel-produktioner har ellers skuffet mig fælt.

'Shang-Chi' kammede over i flad fantasy. 'Black Widow' kom to år for sent til at føles vigtig. Og 'Falcon and the Winter Soldier' var helt igennem middelmådig. Det var faktisk svært at forstå, hvorfor den overhovedet skulle fortælles.

'Loki' havde stærke øjeblikke, men var generelt for langtrukken.

Derfor er det rart at have én af de originale Avengers tilbage. Også selvom Hawkeye har været genstand for enorm latterliggørelse på grund af hans manglende evner og gammeldags brug af bue og pil.

En basal skarpskytte blegner bare lidt ved siden af Hulks enorme superstyrke eller Tony Starks imponerende Iron Man-dragter.

Memes har floreret med nedladende kommentarer om Hawkeye, der syntes totalt overflødig, da rumvæsener indtog USA i den første 'Avengers'-film, og hvor hans eneste svar på angrebet var en rygsæk fyldt med spidse pile.

I 'Hawkeye', der nu er aktuel på Disney+, møder vi en lettere demotiveret Hawkeye med det civile navn Clint Barton (spillet af Jeremy Renner). Han har svært ved at acceptere begivenhederne i 'Infinity War' og 'Endgame', hvor verden blev forandret, og hvor han mistede sin bedste ven, Black Widow.

Han er derfor ramt af en vis grad af depression. Men da han møder Kate Bishop (spillet af Hailee Steinfeld), hvis liv han reddede i den første 'Avengers'-film, da hun blot var en lille pige, slår de to pjalterne sammen. Her bliver frøene til en videreudvikling af Hawkeye-figuren plantet.

Men er den nye serie værd at se, eller er det endnu et fejlskud fra Marvel? Hawkeye skyder jo ellers aldrig forbi.

Hvem gemmer sig bag Hawkeye?

I 'Avengers'-filmene er det Jeremy Renner, der spiller rollen som Hawkeye. Han havde fuld fart mod Hollywood-tinderne, da han blev castet af Marvel tilbage i de tidlige 2010'ere.

Han havde brilleret i den Oscar-vindende film 'The Hurt Locker' og spillet troværdig bad boy i Ben Afflecks 'The Town'. Han var muligvis den hotteste unge, mandlige skuespiller på det tidspunkt, og det så Joss Whedon og Kevin Feige, da de hapsede ham til rollen.

50-årige Jeremy Renner har spillet Hawkeye i 'Avengers'-filmene, og den rolle gentager han i den nye Disney+-serie 'Hawkeye'. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

I 2012 var han med i den første 'Avengers'-film, og sammen med Black Widow udgjorde han den ene del af det "menneskelige" hold, som ikke kunne flyve, fremkalde lynild og torden eller bare kaste rundt med fjenderne som Lego-figurer.

Renner har egentlig altid været ret god i rollen som Hawkeye, men han har været en fodnote i Marvels filmunivers, hvorfor hans karriere også er gået lidt i stå de seneste år.

Hans bedste rolle kan hævdes at være som Amy Adams' romantiske modpart i science fiction-klassikeren 'Arrival' fra 2016. Ellers har han pinagtigt forsøgt sig som rocksanger, hvilket kulminerede for to år siden med stadionrock-singlen 'Main Attraction', der kan få selv Bruce Willis eller Steven Seagal til at ligne legitime sangere.

Er Hawkeye så også en fodnote i Marvels tegneserieunivers? Nej, det vil jeg ikke mene.

Figuren, med det borgerlige navn Clint Barton, blev først introduceret i 1964 som skurk, hvorefter han allerede året efter blev en fast del af heltegruppen The Avengers.

Siden da har han haft en lang publikationshistorie, og Hawkeye-identiteten er også blevet givet videre til andre end Barton – blandt andet den unge kvinde Kate Bishop, som også spiller en central rolle i den nye 'Hawkeye'-serie.

Bliver Hawkeye overset igen? I sin egen serie?

Den nye serie lider desværre lidt under "Hawkeye-syndromet".

Det er, som om ingen tager ham helt alvorligt nok, og selvom der bliver lavet jokes om netop dette – for eksempel da Kate Bishop siger, at han skal gå mere op i sit image – så føles det mere trist end egentlig sjovt.

For Jeremy Renners stille machomand er måske bare ikke interessant nok i sig selv.

Det føles i hvert fald ikke, som om skaberne synes det, og derfor er størstedelen af fokus i de to afsnit, jeg har fået adgang til, mere fokuseret på Hailee Steinfelds figur, Kate Bishop.

Det er hende, der får en ny og medrivende historie fra flashback-scener, hvor Hawkeye redder hende midt i det inferno, som udspillede sig i den første 'Avengers'-film.

Hollywood-stjernen Hailee Steinfeld løber ifølge serieeksperten Frederik Dirks Gottlieb med meget af opmærksomheden i 'Hawkeye'. (© (C) Disney)

Her mistede hun sin far, og siden har hun svoret at beskytte sin mor, samt træne intenst med bue og pil.

Kate Bishop overtager i tegneserieuniverset Hawkeye-personaen, og det er tydeligt, at man med et stort og Oscar-nomineret navn som Hailee Steinfeld er igang med at skrive Jeremy Renner ud af serieuniverset – og med hende i front skabe fremtidens Hawkeye.

Det er sådan set helt okay, da Steinfeld er en formidabel skuespiller, som stjæler de fleste scener, hun er med i. Men det er samtidig også lidt ærgerligt, at man endnu engang har følelsen af, at Clint Barton har trukket det korteste strå og ikke engang får lov at være centrum i sin egen serie.

Alt i alt er 'Hawkeye' en ganske fornøjelig omgang, men serien føles efter to afsnit på ingen måde vigtig i det store Marvel-puslespil.

Det er, som om Marvel-serierne stadig ikke får lov at fortælle de store og vigtige heltehistorier, men hovedsageligt skal udfylde tiden.

Det startede ellers godt med 'WandaVision', der er ét af de bedre Marvel-produkter de seneste år. 'Hawkeye' er ikke nogen dårlig serie, men den er formentlig hurtigt glemt.

Man kan godt frygte, at Marvel er ved at miste grebet om sine fans, da man mangler de fantastiske heltefortællinger, de engang rystede ud af ærmet efter forgodtbefindende.

'Hawkeye' rammer ikke helt plet, men det er en fin serie, der både bringer julehyggen og gode timer i selskab med stærke skuespilpræstationer.

FacebookTwitter