Ny Thor: Oscar-vinder skal være kvindelig tordengud

Marvel har netop præsenteret næste superheltefilm, men kan de løfte arven fra Avengers?

Natalie Portman skal svinge Mjølner i den kommende Thor-film. (© Getty Images)

Efter massiv succes med superheltebaskeren 'Avengers: Endgame' har Marvel brug for alle sine superkræfter for at kunne hive lige så mange i biografen i de kommende år.

'Endgame', der er den sidste film i Avengers-serien, har netop slået 'Avatar' fra 2009 som den mest indtjenende film nogensinde, så Marvel står over for en udfordring, hvis succesen skal nærme sig det indbringende superheltebrag.

Men Marvel gør forsøget ved at lancere nye biograffilm og tv-serier til den kommende streamingtjeneste Disney+, som alle skal have premiere inden 2021.

De nye potentielle superheltehit blev præsenteret under tegneseriemessen Comic-Con og har fået navnet ’Phase Four’ eller den fjerde fase – og ifølge filmskribent Ida Rud ser det ret spændende ud.

- Vi får både nye biograffilm og tv-serier, hvor vi over flere afsnit får mulighed for at komme dybere ned i karaktererne, siger hun.

Men om Marvels fjerde fase kan blive en lige så stor succes som den tredje, som Avengers-serien var en del af, er hun mere i tvivl om.

- Vi får en tv-serie om Loki i 2021, og en film om Black Widow med Scarlett Johansson i 2020, som jo døde i 'Avengers: Endgame'. De kommer til at foregå i en parallel tid og i fortiden. Så filmene kommer nok ikke til at hænge så meget sammen, som vi så det med de foregående film.

- Jeg tror stadig, de vil blive store succeser, men jeg tror ikke, at vi vil se, at nogle vil tage i biografen flere gange for at se den samme film, som vi så det med 'Endgame', for den var kulminationen på noget helt særligt, siger hun.

Vi har bedt Ida Rud udpege de største nyheder fra Marvel.

1

Er The Eternals det nye Avengers?

Angelina Jolie skal spille med i 'The Eternals'. (© Getty Images)

Noget af det mere interessante af Marvels afsløringer er ifølge Ida Rud ’The Eternals’. Udover at den måske kan blive Marvels nye guldæg som arvtager efter Avengers, så er flere store, interessante navne med foran kameraerne.

- Marvel lancerer filmen 'The Eternals', der handler om et hold af figurer med overnaturlige evner, der skal beskytte Jorden. Det ser lidt ud som om, at Marvel forsøger at køre den film i stilling til at blive det nye Avengers. Om det vil ske, afhænger jo af, hvordan publikum tager imod filmen, siger hun.

Salma Hayek og Angelina Jolie er blandt skuespillerne, som får roller i den nye film, der blandt andet har tråde til Avengers-skurken Thanos. For fans af Game of Thrones kan det nævnes, at også Richard Madden, der spillede Rob Stark og havde hovedrollen i den succesfulde serie 'Bodyguard', også har en større rolle.

'The Eternals' forventes at få premiere i 2020.

2

Natalie Portman bliver ny Thor

Chris Hemsworth (tv.) er også med i den nye Thor-film, selvom Natalie Portman (th.) svinger med hammeren. (© Getty Images)

I 2021 er det en kvinde, der skal spille Thor. Natalie Portman bliver skuespilleren, der skal svinge hammeren under navnet Mighty Thor, i den fjerde film i Thor-rækken. Allerede i 2011 så man hende i rollen som Dr Jane Foster i 'Thor'-filmen, og snart vender hun altså tilbage.

Hvis du er lidt forvirret over, at en kvinde skal spille Thor, så er det faktisk en lidt ældre idé. Den kommende film er nemlig baseret på en tegneserie fra 2014, hvor Thor mister sine superkræfter, men i stedet får Jane Foster superkræfterne og hammeren Mjølner.

- Denne film har jeg nok de største forventninger til. Udover at en kvinde får rollen som Thor, så er Natalie Portman en forrygende skuespiller, som vi i lang tid har set i de klassiske dramaroller. Instruktøren bliver Taika Waititi, der instruerede 'Thor: Ragnarok', som på grund af dens specielle humor og fede æstetik virkelig fangede mig. Jeg tror, at det kan blive rigtig interessant.

– Og så er det rigtigt interessant, at andre end Thor kan løfte Mjølner. Det så vi i Endgame, hvor Captain America blev værdig til at løfte hammeren, så det er spændende at køre videre med den idé, siger hun.

Den kommende film får titlen 'Thor: Love and Thunder' og får premiere i 2021.

3

Dobbelt oscarmodtager skal spille vampyr

Mahershala Ali spillede blandt andet med i 'Green Book'. (© Getty Images)

Blade, der er halvt menneske og halvt vampyr, er tilbage. Denne gang er det med Mahershala Ali i hovedrollen, og det mener Ida Rud er et spændende valg.

- Han er en forrygende oscarvindende skuespiller, som man måske har lagt mærke til i filmen 'Moonlight'. I tredje sæson af 'True Detective' eller i 'Green Book'.

- Jeg husker de gamle Blade-film som lidt corny og overdrevne, så det bliver ret spændende at se, hvilken retning man vil gå i, når en så seriøs skuespiller som Mahershala Ali er med, lyder det fra Ida Rud.

4

Første asiatiske superhelt

Simu Liu får hovedrollen i Marvels første asiatiske superheltefilm. (© Getty Images)

Filmen 'Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings' bliver den første Marvel-film med en asiatisk superhelt i hovedrollen. Det bliver Simu Liu, der får hovedrollen, men også Awkwafina, der blandt andet skal spille med i ’Den lille havfrue’, medvirker.

- Alene titlen lyder som meget Bruce Lee, så jeg håber virkelig, at vi kommer til at se masser af asiatisk konfu og kampsport. Der er ingen tvivl om, at denne film vil tiltrække et kæmpe-publikum i Asien, og jeg tror også, at den vil kunne få rigtig mange i biografen her i Vesten, siger Ida Rud.

5

Scarlett Johansson tilbage som Black Widow

Scarlett Johansson spiller Natasha Romanoff, når hun tager tilbage til Rusland i 'Black Widow'. (© Getty Images)

Selvom hun døde i 'Avengers: Endgame' så står den på endnu mere Black Widow i 2020. Her kommer vi nemlig tilbage til Rusland med Natasha Romanoff, som Black Widow også hedder.

- Der er udsigt til en konflikt mellem Natasha Romanoff og Yelena Belova, og så vil vi også møde The Red Guardian, der er Ruslands svar på Captain America. Jeg kan ikke forestille mig andet end, at det bliver spændende, siger Ida Rud.

6

Superhelteserie om parforhold?

Teyonah Parris og Paul Bettany spiller superhelteparret i 'WandaVision'. (© Getty Images)

'WandaVision', der får premiere i 2021, vil handle om figurerne Scarlet Witch og Vision, som også er kærester. Handlingen vil finde sted efter 'Endgame', hvor man vil se Monica Rambeau fra Captain Marvel som voksen, og hvor Vision er vækket til live igen efter sin død i 'Endgames'. På rollelisten er blandt andre Teyonah Parris, Elizabeth Olsen og Paul Bettany.

- Jeg håber, at 'WandaVision' bliver en lidt mere socialrealistisk komedieserie om superhelte i parforhold. Det kunne blive sjovt at følge, men vi må vente til 2021 for at se, siger Ida Rud.

Facebook
Twitter