Ny tv-serie fortæller historien om et voldtægtsmareridt: 'Den vil ændre dit syn på overgreb'

"Unbelievable" vil ændre vores udbredte mistro til især unge ofre for voldtægt, siger serieekspert.

Hovedpersonen Marie bliver udspurgt af politimænd, igen og igen og igen, og bliver tvunget til at genopleve sit livs værste traume. (© Netflix)

"Unbelievable" starter så ubehageligt, at det nu undrer mig, at jeg nogensinde kom videre end første afsnit.

En ung kvinde i chok sidder pakket ind i en dyne og kigger tomt ud i luften i sin lejlighed. Hendes plejemor rækker hende en kop med vand, og det banker på.

'Nu er de her. Hjælpen er på vej,' siger hun med henvisning til politiet ved døren.

Marie er blevet bundet og voldtaget med en kniv til halsen i sin lejlighed - et sandt mareridt, der desværre viser sig kun lige at være begyndt.

Plottet i voldtægtskrimien "Unbelievable" er baseret på et fantastisk velfortalt og grundigt researchet stykke amerikansk graverjournalistik fra 2015 'An Unbelievable story of Rape.'

Artiklen og den nye tv-serie udgør en betydningsfuld duo, fordi serien giver historien et følelsesmæssigt punch, og artiklen umuliggør omvendt, at kritikere kan afskrive serien som et følelsesladet partsindlæg.

Og det er vigtigt, for der er ingen tvivl om, at "Unbelievable" vil os noget andet end bare at underholde.

Den vil ændre vores udbredte mistro til især unge ofre for voldtægt, hvor spørgsmål, som bliver fremsat, er: 'Hvordan kan vi vide, at hun taler sandt? Har vi hørt hans side af historien?'

Og så giver den os mænd en helt særlig mulighed for at leve os ind i frygten for voldtægt - den mest kønnede forbrydelse i verden.

Her er de tre vigtigste greb, 'Unbelievable' bruger til at ændre vores syn på voldtægt.

1

Grotesk ondskabsfuldt pilotafsnit

Stjerneskuddet Kaitlyn Dever, der har medvirket i filmen 'Booksmart', spiller rollen som Marie Adler. (© Netflix)

De fleste serier har travlt i afsnit et.

De skal helst engagere os i en simpel, fascinerende præmis, men samtidig præsentere alle personerne og antyde en verden, der er stor og troværdig nok til, at vi får lyst til at bruge fem-ti timer sammen med dem.

"Unbelievable" går i den stik modsatte retning.

Den skruer tempoet helt i bund og tager emnet så alvorligt, at den bevidst risikerer at skubbe seeren væk.

Første afsnit i serien er en stilfærdigt grotesk opvisning i et dybt problematisk fænomen: behandlingen af kvinder, der anmelder en voldtægt.

Marie bliver udspurgt af politimænd igen og igen og igen, og hun bliver tvunget til at genopleve sit livs værste traume.

Og vi oplever det sammen med hende.

Hver gang hun skal fortælle, klippes der brutalt til små, pludselige glimt fra overgrebet. Snørebåndene han binder hende med, kameraet han fotograferer hende med og truer med at lægge på nettet, hvis hun sladrer, kniven for struben.

Lige efter voldtægten bliver hun sendt på hospitalet, hvor hun skal stå model til utallige undersøgelser, og selv jeg, en ung mand, der er fuldstændigt fri fra voldtægtsfrygt, vrider mig i sofaen og udvikler nærmest tics ved synet af vatpinde og speculum (instrument til undersøgelse af vagina).

Ikke nok med at Marie ikke bliver mødt med den medfølelse, hun har brug for, så hun bliver tvunget til at gentraumatisere sig selv på både sjæl og krop.

2

Tager livtag med et kæmpe tabu: Kvinder der ændrer forklaring

'Unbelievable' er baseret på virkelige hændelser, der første gang blev fortalt i den Pulitzer-prisvindende artikel 'An Unbelievable Story of Rape', skrevet af T. Christin Miller og Ken Armstrong. (© Courtesy of Netflix)

Serien vælger på den måde med det samme at ofre et oplagt spændingselement til fordel for den følelsesmæssige gennemslagskraft, hvilket er meget atypisk for en krimi.

Den kunne have valgt at holde os i tvivl om, hvorvidt hun fortæller sandheden eller ej.

I stedet tvinger serien med flashbacks os ind i hovedet på Marie, og en lille time senere forstår man faktisk, hvordan det kan ske, at Marie ændrer sit udsagn og trækker anmeldelsen af voldtægten tilbage.

Efter gentagne afhøringer begynder Marie (og seeren) at opleve angst og ptsd og ender med at fortryde sin anmeldelse.

Som en slags omvendt fremprovokeret tilståelse ender hun med at sige, at der ikke var ikke nogen voldtægt. 'Det var bare noget, jeg fandt på', siger hun.

Og politiet reagerer med troværdig, opgivende lettelse: 'Tænk, at man vil lyve om den slags'.

Men ingen prøver at holde hende fast på historien om voldtægten. De reagerer snarere, som om de hele tiden havde haft på fornemmelsen, at hun nok løj.

Maries egen plejemor, der selv er blevet voldtaget engang, undrer sig over, at Marie reagerer anderledes, end hun selv gjorde.

På den måde peger serien peger ikke kun fingre ad dem, der ikke tager hende alvorligt. Snarere får man fornemmelsen af, at problemet er, at tabuet omkring seksuelle overgreb er så stærkt, at vi sjældent hører historierne i detaljer.

Det gør, at mange har en urealistisk forventning til, at ofre skal reagere på en bestemt måde, fordi vi ikke kender til forskellige måder at reagere på.

Vi kan kun tænke på, hvad vi forestiller os, at vi selv ville gøre.

3

Underholder som en krimi

Merrit Wever og Toni Collette spiller de to efterforskere, der arbejder side om side i kampen om at finde gerningsmanden til en række voldtægter. (© Courtesy of Netflix)

Efter første afsnits meget langsomme overgreb på seeren virker 'Unbelievable' som en serie, der nok er vigtig, men aldeles ulidelig at se.

Og emnet er helt klart vigtigt og interessant nok til, at man kunne retfærdiggøre at gå så hårdhændet til værks på seeren. Måske kan man slet ikke gøre andet, tænker man.

Måske er emnet simpelthen for alvorligt til, at man kan tillade sig at lave banal underholdning ud af det. Men 'Unbelievable' har et meget vildere trick oppe i ærmet.

Den er faktisk overhovedet ikke bange for at underholde. Straks forvandler den sig til en ret klassisk krimi med to meget forskellige betjente, der bliver tvunget til at arbejde sammen.

Den ene er ung med masser af gå-på-mod, den anden er ældre og kynisk. Men de lærer begge noget undervejs.

Du ved, stort set hver eneste krimi, du nogensinde har hørt om.

Men udover at være totalt overbevisende krimihåndværk, med fede politibetjente på en spændende sag og masser af afsløringer undervejs, er det en hel pointe i sig selv, at serien kopierer mordkrimien i sin genre.

For som serien tematiserer direkte: 'Hvorfor er det, at der er så stor forskel på, hvordan vi behandler mordsager og voldtægter?'

Der er en verden til forskel i opklaringsraterne, og betjentene støder igen og igen på mangelfulde rapporter og syltede sager.

Men "Unbelievable" lykkes med sit genrevalg, faktisk med at gøre præcis dét, som vi af en eller anden grund ikke formår som samfund: At behandle voldtægt som præcis ligeså betydningfuldt, uhyggeligt og værdigt til at blive nærstuderet og opklaret som mord.

'Unbelievable', miniserie på 8 afsnit - Netflix