Ny ungdomsserie vil gøre op med fordomme om provinsen: 'Det er andet end markræs og energidrik'

Filminstruktør Jonas Risvigs serie 'Nylon' tager udgangspunkt i Silkeborg og hylder det at være ung i provinsen.

'Nylon' er Jonas Risvigs nyeste serie, der udkommer på TV2 Østjyllands YouTube-kanal. (Foto: Søren Lynggaard © pressebillede)

Mokai, Nike Shox og tunede knallerter. Fordommene om provinsen er mange.

Det vil filminstruktør Jonas Risvig gerne gøre op med i sin nye ungdomsserie 'Nylon', der skal give et mere retvisende billede af provinsen, hvor de unge er lige så farverige og drømmer lige så stort som dem i byerne.

I serien følger vi 17-årige Nova, der er startet i 2.g.

Et år forinden mistede hun sin bror, der døde i en drukneulykke. Mens hun prøver at finde ud af, hvad der skete den dag, kæmper hun med sorgen, samtidig med at hun prøver at følge med i gymnasielivet med fester, venner og kæresteproblemer.

Ifølge Jonas Risvig er der en tendens til, at danske film og serier altid foretrækker at skildre ungdomslivet i København med børnene fra Vesterbro og Nørrebro.

Men selvom man ikke er barn af byen – men i stedet er vokset op med marker og natur omkring sig – er det de samme problemer og dilemmaer, man går igennem.

- Fortællingen skulle gerne være universel, og forhåbentlig spiller det ingen rolle, om den foregår i Silkeborg eller på Vesterbro, siger Jonas Risvig i et interview med Kulturen på P1.

- Herude er der lige så store følelser og kærlighedsdramaer, som dér hvor det måske ser lidt sejere ud at opholde sig.

- Unge laver jo det samme, uanset om de befinder sig på Mors eller i København – de sidder på en sportsplads, drikker øl og snakker om livet.

Ungdomslivet er noget, Jonas Risvig har beskæftiget sig en del med.

Alle de medvirkende er lokale, der går på samme gymnasium og er venner og kærester på kryds og tværs. (Foto: Søren Lynggaard © pressebillede)

Først i fiktionsserien 'Centrum', der blev til under første coronanedlukning og udkom to gange hver uge på Jonas Risvigs egen YouTube-kanal, og senere 'Grænser', der fulgte den 17-årige gymnasieelev Palma i en periode af hendes liv.

I sine serier har Jonas Risvig ikke kun forsøgt at kloge sig på unge, men han har rent faktisk involveret dem i projektet for at gøre det mere troværdigt.

I 'Centrum' havde han for eksempel selv de overordnede idéer for hovedkarakterernes rejse, men hver gang beslutninger undervejs skulle tages, lod han sine Instagram-følgere påvirke handlingen.

Filmet i hjembyen

'Nylon' er filmet i Silkeborg, hvor Jonas Risvig selv er vokset op, og scenerne udspiller sig der, hvor han selv som ung fik sit første kys eller badede nøgen som nyudklækket student.

- Jeg har fået masser af ros for min evne til at portrættere, hvordan det er at vokse op i København. Det har altid skingret lidt i mit hoved, da jeg er fra Silkeborg og ikke ved noget om at være ung i København.

Derfor har han altid drømt om at komme tilbage og lave en fortælling fra provinsen, der hylder det at være helt almindelig.

Måske netop fordi han selv har slået sig på at være for almindelig.

En almindelig opvækst

Som 16-årig tog han håbefuldt til København for at blive optaget på filmskolen, men fik at vide, hans liv var for banalt, og han derfor ikke kunne lave noget, der ville være interessant for andre at se på.

Så det glæder ham, at så mange unge mennesker kan spejle sig i det, han laver, da det må betyde, at de i dag har det på samme måde, som han havde dengang.

- Det ærgrer mig, at mange unge bliver fravalgt, fordi de ikke er spændende nok.

- Når unge i provinsen bliver frataget deres drømme, fordi deres liv er for kedeligt, så er der altså ikke mange døre at banke på.

- Jeg prøver altid at alliere mig med folk, der ved mindre om at lave film end jeg selv gør. Det er godt at arbejde med folk, der ikke kan gennemskue, når man er ved at ryste i bukserne, fordi man ikke ved, hvad man har gang i. (Foto: Kasper Krupsdahl © Kasper Krupsdahl)

Og han mener, det kan være svært at bryde igennem til mulighedernes land, da der er en skarp opdeling mellem land og by, og dem der sidder med nøglerne til ens drømme ofte befinder sig i København eller Aarhus.

- Vi bor der, hvor folk ikke vil på hyttetur eller til blå mandag. Der, hvor de københavnske børn ikke vil på efterskole, fordi det er for langt fra Strøget.

Jonas Risvig håber, at han med serien kan give folk en bredere og mere nuanceret forståelse for det unge provinsliv.

- Jeg vil gerne vise, at vi har det godt i provinsen, og at de unge er lige så fede som i København og Aarhus. Det er meget andet end bare markræs og energidrik.

Serien havde premiere den 2. maj og vil kunne ses på TV2 Østjyllands YouTube-kanal, hvor et nyt afsnit vil blive vist hver onsdag og søndag klokken 20.00.

Hør Kulturen på P1:

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk