Nye detaljer om skudulykke på filmset: Nøgleperson tidligere fyret for at bryde våbenregler

Indspilningsleder på filmen 'Rust' blev fyret fra en anden filmproduktion tilbage i 2019.

Skuespilleren Alec Baldwin omtalte selv hændelsen som en "tragisk ulykke", da han for første gang kommenterede sagen i fredags. (Foto: Rich Polk © 2020 Getty Images)

Der kommer stadig flere detaljer frem om ulykken under indspilningerne af filmen 'Rust', som førte til filmfotografen Halyna Hutchins' død i torsdags.

Det var skuespilleren Alec Baldwin, som skød og dræbte den 42-årige filmfotograf samt sårede instruktøren Joel Souza under indspilningerne til den kommende westernfilm.

Men nu er det kommet frem, at manden, der gav Alec Baldwin rekvisit-revolveren, tidligere er blevet fyret for at bryde våbensikkerheden under en anden filmproduktion.

Det skriver blandt andre CNN.

Filmfotografen Halyna Hutchins blev tilbage i 2019 udråbt som en af de nye stjerner inden for filmfotografi af American Cinematographer Magazine. (Foto: SWEN STUDIOS © Scanpix)

Det var den 62-årige medinstruktør, Dave Halls, der inden torsdagens ulykke rakte Alec Baldwin revolveren med forsikring om, at den var ufarlig.

Men våbnet viste sig at være skarpladt, og det fik fatale konsekvenser for filmfotografen Halyna Hutchins.

Tilbage i 2019 arbejdede Dave Halls på filmen 'Freedom's Path', men han blev fyret, efter et produktionsmedlem pådrog sig en mindre og kortvarig skade, da en revolver uventet blev affyret.

- Dave Halls blev med øjeblikkelig virkning fjernet fra filmsettet, da rekvisitrevolveren blev affyret. Produktionen blev ikke genoptaget, før han var fjernet fra settet, lyder det mandag i en meddelelse fra 'Freedom's Paths' produktionsselskab, Rocket Soul Studios, til CNN.

Øvede scene i kirke, da ulykken skete

Da nyheden om ulykken kom frem i fredags, var der mange, der undrede sig over, hvordan det kunne ske, at Alec Baldwin både skød og dræbte filmfotografen Halyna Hutchins samt sårede instruktøren Joel Souza.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters viser efterforskningsdokumenter, at det var under gennemgangen af en scene i en kirke, at ulykken fandt sted.

Her ses kirken i Santa Fe i delstaten New Mexico, hvor dødsulykken fandt sted. (Foto: SplashNews.com © Scanpix)

Her fremgår det, at Alec Baldwin øvede sig i at sigte direkte mod kameralinsen, hvor Halyna Hutchins stod.

- Joel (Souza, red.) udtalte, at de havde placeret Alec (Baldwin, red.) på en bænk i en kirke bygget på settet, og han øvede sig i et lave et træk (med pistolen, red.) på tværs af kroppen, står der.

Det vil sige at trække en revolver med højre hånd, når hylsteret sidder på venstre side af kroppen.

Det forklares desuden, hvorfor instruktøren, Joel Souza, kunne blive ramt af skud, hvilket ellers har været blandt de mange spørgsmål i efterspillet efter ulykken. Han stod lige bag ved Hutchins, er det kommet frem.

Filmfotografer har et farligt job

I kølvandet på ulykken har mediet Deadline lavet en optælling af ulykker i filmbranchen i USA. Og ifølge mediet har filmfotografer det farligste job i branchen – endda farligere end at være stuntmand.

De seneste ti år har fire personer med job i et kamerateam nemlig mistet livet i USA, mens "kun" to stuntmænd har mistet livet i samme periode.

Arbejdet bliver farligt, fordi kamerafolk ofte ikke har andet end deres kamera til at beskytte sig imod hurtige biler, tog eller projektiler.

Siden ulykken på 'Rust' i torsdags er det også kommet frem, at flere medarbejdere havde forladt produktionen forud for ulykken, fordi de var utilfredse med både deres arbejdsvilkår og sikkerheden på settet.

Det lokale politi i Santa Fe i delstaten New Mexico undersøger stadig ulykken og har fortsat ikke sigtet nogen i sagen.

Optagelserne af 'Rust' er sat på pause på ubestemt tid.

FacebookTwitter