Nyt dansk krigsdrama virker ufærdigt: 'Der er forhåbentligt en 2'er på vej'

'De forbandede år' fortæller historien om en dansk families drama under Anden Verdenskrig.

'De forbandede år' præsenterer sig selv som en selvstændig film. Den hedder ikke 'De forbandede år 1'. Men den efterlader på ingen måde en fornemmelse af en hel oplevelse, når de 2,5 time er gået, skriver Per Juul Carlsen. (© Scanbox)

Det her skulle være en anmeldelse af det nye danske krigsdrama 'De forbandede år'.

Og det vil de følgende ord også meget gerne være. Det er bare en håbløs opgave.

'De forbandede år' præsenterer sig selv som en selvstændig film.

Den hedder ikke 'De forbandede år 1'.

Men den efterlader på ingen måde en fornemmelse af en hel oplevelse, når de 2,5 time er gået.

For det første stopper filmen, mere end den slutter, med en ordentlig bunke uafklarede opgør og spørgsmål, og for det andet ender den lige midt i Anden Verdenskrig, i sommeren 1943.

Der skete som bekendt mere frem mod befrielsen i maj 1945.

Og flere af de medvirkende i 'De forbandede år' ligner unægtelig nogen, der risikerer at møde en folkedomstol i krigens sidste uger.

Anders Refn, som både instruerer og har skrevet manuskript, har tidligere været med på produktionen af Lars von Trier-filmene 'Antichrist' og 'Dancer in the Dark'. (© Henrik Petit/Scanbox)

Der er forhåbentlig en 'De forbandede år 2' på vej, men da instruktør Anders Refn gik i gang med 'De forbandede år', havde han kun fået penge til én film.

I det hele taget har Refn måttet slide bravt for at få filmatiseret det manuskript, han skrev til en tv-serie for omtrent 20 år siden sammen med Flemming Quist Møller.

Men i 2020, hvor der er hele fire film om Danmark under de to verdenskrige på vej, er Refns projekt altså modnet nok, mener TV2 og Det danske Filminstitut.

I hvert fald nok til at få finansieret første del. Det virker pænt sagt skudt i en vital kropsdel.

Kulørt familiedrama

Ikke alene skriger familien Skov på at få fortalt deres historie helt til ende - både værnemageren, feltmadrassen, frihedskæmperen og lommenazisten... Men det er også en virkelig spændende idé til et portræt af Danmark i krig, Refn og Møller har skabt.

Sammenligningen med Francis Ford Coppolas klassiske 'Godfather' ligger lige for.

I 'De forbandede år' er det ikke en aldrende gangsterboss, der forsøger at holde sammen på en familie, men en nordkøbenhavnsk fabrikant, der modvilligt må samarbejde med de invaderende nazister, hvis ikke både han og alle fabriksarbejderne skal gå fra hus og hjem.

Samtidig tænker hans børn helt forskelligt.

Nok også så forskelligt, at det virker lige lovlig skrivebordskonstrueret. Men skidt, der ligger et kulørt drama i at se en familie forsøge at holde sammen på en søn, der som officer hænger ud med tyskerne og går i krig mod russerne på østfronten, en anden søn, der går ind i modstandskampen, en datter, der flirter uhæmmet med en tysk officer, og to yngre sønner, der fyrer den af med "uciviliseret negerjazz" fra USA.

I den sammenfiltrede bylt af omkuldskubbede skæbner ligger et spændende udgangspunkt for at fortælle om danskere under Anden Verdenskrig.

Og ikke de klassiske skurke og helte, som vi har set i 'Flammen & Citronen', 'Hvidstensgruppen' og '9. april'.

Men de almindelige mennesker, der blev tvunget til at tage skæbnesvangre valg for at komme helskindet videre.

Jesper Christensen spiller fabriksejeren Karl Skov, der kæmper for at videreføre produktionen på sin fabrik, men med tiden indser, at det formentlig kræver et samarbejde med fjenden for at sikre fabrikkens overlevelse. (© Henrik Petit/Scanbox)

Samtidig fungerer 'De forbandede år' også som et spejlbillede for en nutid, hvor tanken, om at Danmark skal gå i krig, virker populær.

'Som selvstændig film, virker den ufærdig'

Det er bizart, at det projekt ikke har fået støtte i sin helhed. Som selvstændig film virker den ufærdig. Og flere sider af 'De forbandede år' har noget lidt gammeldags over sig.

Da fabrikant Skov, nænsomt og grundigt spillet af Jesper Christensen, kører ind i en regn af tyske bomber ved flypladsen i begyndelsen af filmen, kommer han bare dryssende forpustet hjem til familien.

Han burde være så meget i chok, at han må bælle en flaske cognac.

Og da sønnike Aksel og modstandsmanden Svend taler om at dræbe fjender, mens de sejler over Øresund i mørke, stikker det ikke meget dybere en lidt hårdkogt snak.

I den slags scener skal 'De forbandede år' jo netop sparke igennem. Som tilskuere skal vi mærke, at det fandenmuleme gjorde ondt langt ind i sjælen at se demokrati og rettigheder blive revet i stykker.

Det kan vi forhåbentlig, når 'De forbandede år 2' – forhåbentlig – dukker op.

(© Scanbox)