Nyt rum-drama med Brad Pitt er 'vildt og overdådigt' - men anmelder ærgrer sig alligevel

'Ad Astra' er vellykket, men instruktøren kunne have fået mere ud af filmen, mener Per Juul Carlsen.

- Brad Pitt er konstant en fornøjelse som den rolige, stålsatte reserve-Jesus Roy McBride, skriver Per Juul Carlsen. (© Francois Duhamel/20th Century Fox)

Det kan sagtens tænkes, at du opfatter slutningen på 'Ad Astra' som flad, og at begge de afsluttende pointer virker næsten bøvede ovenpå det storslåede drama, filmen lige har sat op.

Det kan selvfølgelig også tænkes, at du lige netop synes, det er skønt, at science fiction-film tænker jordnært.

Sådan er vi så forskellige.

Under alle omstændigheder er det alt det, der sker før 'Ad Astra's slutning, der gør den til noget specielt.

Det er rumrejsen i en ikke så fjern fremtid. Det er månebiljagten, der mest af alt minder om en af den slags scener fra en gammel western, hvor en diligence bliver overfaldet af indianere.

Det er mellemlandingen på Mars, hvor man næsten kan mærke fornemmelse af at blive vanvittig i en ydre udpost for menneskelig eksistens.

Det er sekvensen, hvor et rumskib på vej mod Mars lige er nødt til at stoppe op for at undersøge et strandet norsk transportfartøj, og et væsen, vi ellers ikke forbinder med rumrejser, dukker op.

Og det er åbningsscenen, hvor en pludselig stråling rammer en vanvittigt høj antenne, og vi som tilskuere falder mange, mange kilometer ned gennem atmosfæren sammen med vores helt Roy McBride.

'Ad Astra' med Brad Pitt i hovedrollen er instrueret af den amerikanske filminstruktør James Gray, der blandt andet også har stået bag 'The Lost City of Z' og 'We Own the Night'. (© 20th Century Fox)

Et troværdigt dilemma

Instruktøren James Gray har haft en ambition om at skabe 'den mest realistiske beskrivelse af en rumrejse, der endnu er set på film'.

Han har i hvert fald skabt en anderledes rejse ved at forestille sig, hvordan verden kan se ud i en ikke så fjern fremtid.

For eksempel er det for en gangs skyld ikke kun amerikanerne, der rejser ud i rummet.

Nordmændene strander på vej til Mars, mens flere nationer leger Det vilde Vesten på månen i det slagsmål om ressourcer, som faktisk allerede er i gang her i 2019.

Samtidig tager Gray udgangspunkt i et troværdigt menneskeligt dilemma; en lille drengs savn efter den far, der beslutter, at en rejse ud i verdensrummet er vigtigere end at se sin syv-årige søn vokse op.

I gamle dage ville de fleste små drenge blære sig med at have en rumlegende som far, men det er nye tider.

Filmens hovedperson Roy, der har en særlig evne til at holde pulsen i ro i pressede situationer, bliver kun ophidset, når han tænker på sin far, der forsvandt, da han stak af mod vores solsystems yderste grænser med det ambitiøse Project Lima.

Nu vil tilfældet, at det amerikanske rumagentur mener, at farmand McBride er i live og muligvis er manden bag de elektromagnetiske impulser, der rammer jordkloden i ny og næ og truer vores eksistens.

Brad Pitt, der spiller helten Roy McBride, har allerede haft et godt filmår med 'Once Upon a Time... in Hollywood'. (© 20th Century Fox)

Og det bedste bud på et menneske, der kan opsøge McBride, er sønnike Roy.

Dermed tager instruktøren James Gray, der altid har elsket storladne historier om mænd i eksistentielle kriser - for eksempel i 'The Yards' og 'We Own the Night' -, fat i den helt store fortællepensel.

Clifford McBride, der sidder derude i rummet og muligvis kender sandheden om menneskets plads i universet, er en slags Vorherre.

'Ad Astra' beskriver altså et faderopgør på den største skala.

Samtidig minder historien om Joseph Conrads klassiske roman 'Mørkets hjerte', der inspirerede til en anden rejse ind i vi menneskers dybeste hemmeligheder, og Francis Ford Coppolas Vietnamfilm 'Dommedag nu'.

Rumrejsen i 'Ad Astra', der betyder 'mod stjernerne' på latin, er vild og overdådigt fascinerende.

Og Brad Pitt er konstant en fornøjelse som den rolige, stålsatte reserve-Jesus Roy McBride.

Netop derfor er det skuffende, at James Gray ikke får mere ud af sin store pensel – eller får rundet sin mytiske stjernerejse flottere af.

Men rumrejsen, den er vild.