Øv - Mads Mikkelsen får ikke noget lyssværd

Men han kommer dog til at være på den gode side af Kraften i den kommende Star Wars-film.

Her et par gæster fra en Star Wars-messe i Köln. Mads Mikkelsen må også nøjes med at anskaffe sig et legetøjs-lyssværd. (Foto: HENNING KAISER © Scanpix)

Det kom som et glimt fra et lyssværd, da Lucasfilm i weekenden fortalte, at Mads Mikkelsen spiller med i den kommende Star Wars-film.

Fans af både Stjernekrigs-sagaen og af skuespilleren jubler. Men der er ikke sluppet mange informationer ud om, hvilken rolle danskeren får i filmen Rogue One.

Heldigvis har én af de velinformerede værter på P1-programmet Filmland, Christian Monggaard, gravet lidt i sagen og forsøgt at finde ud af, om Mikkelsen skal spille Darth Vader, Yoda eller bare kannibal, som han gør i tv-serien Hannibal i øjeblikket.

- Jeg SMS'ede med Mads Mikkelsen, for jeg blev simpelthen nødt til at vide, om han skulle have et lyssværd. Det ville jo være ret sejt. Han spøgte lidt med det og sagde, at med hans fremskredne alder taget i betragtning skulle det nok snarere være en lys-stok, fortæller Christian Monggard, der også er filmredaktør på Information.

Foreløbig er der kun kommet dette billede frem fra Star Wars: Rogue One. Der er ingen Mads Mikkelsen med på billedet, men til gengæld hans kolleger Riz Ahmed, Diego Luna, Felicity Jones, Jiang Wen og Donnie Yen (Foto: Jonathan Olley © Lucasfilm)

Mads Mikkelsen ville altså ikke fortælle, hvilken rolle han skal spille, men Monggaard har gravet videre:

- Jeg har fået lidt insider-viden, og der er noget, der tyder på, at han ikke får et lyssværd. Det er jeg personligt ked af. Jeg havde håbet, at han skulle være jedi ridder. Men han kommer dog til at spille en rolle, hvor han er på de godes side. Han bliver desværre ikke en ny Yoda - det kunne ellers være sjovt med Mads Mikkelsen som Yoda, siger Christian Monggaard.

Tættere på det kommer vi altså ikke på nuværende tidspunkt: Mads Mikkelsen kommer til at være på den gode side af Kraften, men gætterierne om hans karakter kan fortsætte - som fx her på hjemmesiden Moviepilot.

Den nye film kommer ikke til at handle så meget om jedi riddere, men om oprørere, der kæmper mod Emperiet og vil forsøge at stjæle tegningerne over Dødsstjernen. Filmen bliver ikke officielt en del af de seks eksisterende film i Star Wars-sagaen, men er en såkaldt "standalone"-film, der tidsmæssigt vil udspille sig umiddelbart før den fjerde film i serien, A New Hope fra 1977.

https://www.facebook.com/drp1/videos/1615374515418485/

Facebook
Twitter