Ole Bornedal: Det er noget sludder, Ingolf

'1864'-instruktøren Ole Bornedal afviser, at hans historiske serie var et politisk projekt, sådan som tidligere dramachef Ingolf Gabold påstår. Ingolf var slet ikke ansat i DR, da arbejdet med serien for alvor begyndte, siger Bornedal.

Ole Bornedal (tv) mener, det er noget "sludder", når Ingolf Gabold påstår, at serien '1864' var et politisk projekt, der havde som formål, at kritisere Dansk Folkepartis politik.

Sludder og vrøvl.

Sådan lyder det fra '1864'-instruktøren Ole Bornedal, som reaktion på, at den tidligere dramachef i DR, Ingolf Gabold, i et interview i Politiken har kaldt serien for ”et politisk projekt”, som han selv stod i spidsen for.

En pinagtig situation

- Det er noget sludder. Ingolf havde intet med produktionen af '1864' at gøre. Da vi for alvor gik i gang med produktionen af serien, var Ingolf jo pensioneret fra DR. Han sad slet ikke på den anden side af skrivebordet, siger Ole Bornedal til DR Kultur.

Han understreger, at han holder meget af Ingolf Gabold, men at han mener, at den tidligere dramachef bringer alle i en ”pinagtig situation” med sine udtalelser.

- Ingolf opfører sig jo ligesom en taxachauffør, der stiller sig frem og siger, at han styrer alt transport i Danmark. Han giver indtryk af en topstyring, som slet ikke findes. Det er fuldstændig absurd, siger Ole Bornedal til DR Kultur.

Dramachef: Ingolf var slet ikke en del af processen

Også DRs nuværende dramachef Piv Bernth ryster på hovedet af Ingolf Gabolds udtalelser.

- Ingolf Gabold fik lejlighed til at læse de to første manuskripter til de to første afsnit. Derefter stoppede han i DR. Der var mange ændringer i manuskriptet siden, så jeg forstår simpelthen ikke, hvad det er han siger. For han har slet ikke været en del af processen, siger Piv Bernth til DR Kultur.

Piv Bernth var selv ansat som producent i DR, da Ingolf Gabold var dramachef fra 1999-2012. Hun har aldrig oplevet, at han har forsøgt at politisere DR-serierne.

- Jeg har aldrig oplevet, at han ville ændre noget, og det ville han heller aldrig få lov til af manuskriptforfatterne, siger Piv Bernth.

Hvorfor tror du Ingolf Gabold siger, som han gør nu?

- Det vil jeg helst ikke udtale mig om, andet end at sige: Vi er mange, som husker det anderledes.

Politisk, men ikke et politisk projekt

Ole Bornedal ærgrer sig over, at han ikke fik lejlighed til at tale med Ingolf Gabold, inden han blev interviewet i Politiken.

- Det gør jeg, fordi jeg mener, han fuldstændig har misforstået sin egen rolle dengang. Jeg ville aldrig finde mig i at være Ingolf Gabolds politisk forlængede arm.

En af Ingolf Gabolds pointe er, at al kunst er politisk. Og at der ikke er noget kunst, som ikke har politiske budskaber. Kan han ikke have ret i det?

- Jo. Men der er en kæmpe forskel på det, og så sige, at man laver et decideret politisk projekt. Jeg har sgu intet imod Dansk Folkeparti, og det har aldrig været pointen med ’1864’ at skulle bide DF i haserne, siger Ole Bornedal.