Ole Bornedal havde en krisepsykolog med, da han skulle vise overlevende sin nye film om én af Danmarks største ulykker

'Skyggen i mit øje' handler om bombningen af Den Franske Skole under 2. Verdenskrig.

(Foto: Lasse Frank © (© SF Studios Danmark))

Du kender historierne om, da tyskerne besatte Danmark den 9. april 1940.

Om de danske modstandsfolk, der satte deres liv på spil i kampen mod besættelsesmagten i de efterfølgende år. Og om befrielsen den 5. maj 1945.

Men kender du også historien om de 86 børn og 18 voksne, der blev dræbt, da britiske piloter ved en fejl bombede Jeanne d'Arc Skolen, bedre kendt som Den Franske Skole, på Frederiksberg i København den 21. marts 1945?

Hvis ikke, er du måske enig med filminstruktør Ole Bornedal i, at den tragiske begivenhed er en underfortalt del af historien om Anden Verdenskrig i Danmark.

Derfor har han lavet filmen 'Skyggen i mit øje', der går helt tæt på de personer – hvoraf størstedelen var skolebørn – som mistede livet i forbindelse med bombardementet, der var rettet mod Shellhuset på Vesterbro, hvor Gestapo, nazisternes hemmelige statspoliti, holdt til.

- Mange af efterkrigstidens danske spillefilm har handlet om heroiske modstandsfolk. De gode mod de onde. De gode med lyse cottoncoats på, mens de onde har skrårem, støvler og er i sort tøj. Det er en enkelt og sort-hvid måde at fortælle dramaet på, siger Ole Bornedal og tilføjer:

- Men i den her film er det meget mere komplekst, for det er de gode, vores engelske helte, der kommer til at lave ulykken.

Helt konkret sker der det, at ét af de britiske bombefly, der er på vej mod Shellhuset, strejfer en lysmast og kommer ud af kurs for til sidst at styrte ned lige ved siden af Den Franske Skole.

Flyet eksploderer, hvilket generer en sort røgsøjle. Røgsøjlen får piloterne i de efterfølgende fly til at tro, at de nu har fundet deres mål – Shellhuset. Derfor lader de en lang række bomber falde over skolen og de omkringliggende gader. Det resultereri den største ulykke i nyere dansk historie, som koster i alt 250 mennesker livet.

- Historien har simpelthen været for skrækkelig, og den har været umulig at indpasse i noget så enkelt som et "godt og dårligt"-univers, mener Bornedal og fortsætter:

- Da jeg researchede på historien, oplevede jeg i hvert fald, at det var en meget underfortalt historie i den danske efterkrigstid.

Blev bedt om at glemme bomberne

I forbindelse med filmens tilblivelse har Ole Bornedal talt med flere af de kvinder, som i dag er i 80'erne, der som børn oplevede og overlevede bombningen. Og det, han blandt andet har hæftet sig ved, er den – mildt sagt – noget anderledes tilgang til psykologi, der herskede dengang:

- Først skulle de klare bomberne, så ruinerne og så at komme ud af dem. Det var én ting. Bagefter skulle de så klare tavsheden. For på det tidspunkt var der ikke nogen, der sagde: "Nu skal du tale med en psykolog, og så finder vi ud af, hvorfor du altid skriger, når du hører en høj lyd." Dengang var der bare: "Glem det og smil!".

Ole Bornedals datter Fanny Bornedal spiller nonnen Teresa, som har sin daglige gang på Den Franske Skole. - Hun er ikke valgt ud fra, at hun er min datter, men fordi hun er en virkelig interessant skuespiller, som har nogle komplekse lag, siger han. (Foto: Lasse Frank © (© SF Studios Danmark))

Udover frygten for de høje lyde, fik Bornedal også fortalt, at mange af de overlevende kvinder ikke havde lyst til at bo højere end på første sal. Deriblandt skuespilleren Birgit Zinn, som var blandt de overlevende, og som han besøgte i hendes lejlighed på netop første sal. Hun og mange af de andre kvinder havde ganske enkelt stadig traumer over de sammenstyrtede bygninger, som de skulle flygte ud af den 21. marts 1945.

- I andre vidneerklæringer fortalte kvinderne, at de næsten blev set på som sindssyge, hvis de gik på gaden, hørte en høj lyd og så flygtede ind i den nærmeste forretning og gemte sig under disken og lå og skreg. Nogle blev indlagt, fortæller Bornedal.

For nylig havde han inviteret de overlevende kvinder, han kunne få kontakt til, i biografen for at se filmen. Med var også en krisepsykolog, hvis kvinderne skulle få behov for det, når de skulle se deres livs formodentlig største traume genskabt på det store lærred.

Men krisepsykologen blev ikke nødvendig.

- Folk var dybt rystede og rørte, men alle var meget glade for at se en film, der på mange måder er endnu et monument over det, de har oplevet, siger Bornedal.

Børneskuespillere på drømmerejse

Igennem 'Skyggen i mit øje' følger man børnene Henry, Rigmor og Eva i tiden før og under bombardementet af Den Franske Skole, hvor de alle tre er elever. Barske scener, hvor de møder alt fra en afstumpet og upædagogisk læge til murbrokkerne fra skolen, som børnene bliver gravet ud af.

Ét af de spørgsmål, der melder sig, efter man har set filmen, er derfor: Hvordan forbereder man børn på at spille med i sådan en slags film? Og hvordan sikrer man sig, at de ikke tager de grufulde scener med hjem efter optagelserne?

For Ole Bornedal er det dog ikke så kompliceret:

- Børn har en let adgang til deres følelser, så derfor har de også en let adgang til at forlade dem igen. Jeg har siddet med nogle unger, som har spillet scener, hvor de har været fuldstændig opløst, og når jeg så siger: "Ja tak!" og slutter optagelsen, spørger de med et smil: "Var det godt nok?". Og er så videre til den næste sodavand. Der er slet ikke noget traumatiserende over det.

I dette klip fra filmen prøver Henry (Bertram Bisgaard), Eva (Ella Nilsson) og Rigmor (Ester Birch) kræfter med "giftigt brød" (SF Studios):

Han har både på film og teater arbejdet med børn gentagne gange og har en helt speciel proces, børnene skal igennem, når de bliver castet. Den går ud på, at han taler dem igennem det, han kalder "en visuel drømmerejse".

Bornedal beder børnene om at lukke øjnene, hvorefter han taler dem ind i et landskab, beder dem beskrive eksempelvis dørene, de ser, farverne på dørhåndtagene, hvordan det rum, de træder ind i, ser ud og så videre. Når børnene så er "kommet ind" i rummet, beder han dem om at fortælle den historie, de har oplevet i deres liv, som har været allermest intens, rørende og ulykkelig.

- Nogle fortæller om, da deres hamster døde. Andre fortæller meget rørende om en bedstemor, der pludselig ikke var der mere. Forbløffende mange fortæller om at være blevet misforstået af deres forældre. En dreng sagde for eksempel engang til mig: "Så kom jeg hjem, og så sagde far, at jeg ikke havde lavet lektier. Men det havde jeg," siger Bornedal og imiterer en grædefærdig barnestemme.

- Ulykkelighed er den, man husker, og som sidder tydeligst som et ar på kroppen. Hvis de kan fortælle mig den, og de bliver rørte, så tør de også vise mig deres følelser, siger han om metoden, der viser ham, hvilke børn der skal medvirke i hans film.

- De viser mig ubegrænset tillid, og jeg giver den tilbage, tilføjer han.

Derudover forsikrer Bornedal os om, at der er fine forhold for de børn, der medvirker i hans film. Den tidligere skuespiller Karin Jagd er ikke blot børnecaster, men også deres "mor" og lærer under optagelserne.

Også en rigtig skolelærer er tilknyttet, der sikrer, at de ikke kommer bagud i undervisningen. Der er desuden regler for, hvor mange timer ad gangen børnene må filme, og Bornedal har en tæt dialog med børnenes forældre gennem hele forløbet.

Lille Hjørdis' gravsten er sløjfet

Det er som bekendt ikke første gang, at Ole Bornedal kaster sig over en dramatisering af et stykke danmarkshistorie. Mange husker nok den kritik, der kom i forbindelse med hans stort anlagte tv-serie '1864', som blev vist på DR1 i 2014.

Serien fik høvl fra både politikere, historikere og anmeldere, men ikke desto mindre mener Bornedal i dag, at serien er "noget af det bedste, jeg har lavet".

Med 'Skyggen i mit øje' har han valgt at gå så historisk korrekt til fortællingen som muligt.

Noget, som '1864' fik kritik for ikke at gøre.

- Der er en dialog mellem en nonne og et barn i filmen, som er afskrevet fra dokumentaren 'Karthago bør ødelægges'. Briefingen af de britiske piloter er afskrevet, og forhøret af modstandsfolkene er stort set også afskrevet, siger Bornedal.

Undtagelsen fra det historisk korrekte er de tre børn, der spiller de fiktive hovedkarakterer, samt nogle settings i løbet af filmen.

Ole Bornedal roser de børn, der medvirker i filmen til skyerne, heriblandt Betram Bisgaard, der spiller Henry: - Det var et moment med Betram, hvor alting bare spillede i hans ansigt, hvor jeg tænkte: "Okay, jeg kan da bare gå ud og drikke en øl, jeg har ikke noget at gøre her." Det er noget, Betram klarer sammen med filmen.

De virkelige hændelser kommer da også ekstra tæt på, da man ved filmens slutning ser en liste af navnene på de 86 børn, der døde under bombardementet den 21. marts 1945. Et af navnene er Hjørdis. Og hun kom – helt uforventet – til at spille en lille rolle i tilblivelsen af filmen.

- Én af udviklerne på filmen gik en tur på Vestre Kirkegård og i hjørnet af kirkegården, hvor man stiller de sløjfede gravsten, ser han pludselig en gravsten, hvor der står "Lille Hjørdis, 21. marts 1945, Den Franske Skole". Han tog et billede af stenen og sendte det til mig, siger Bornedal og fortsætter:

- Det var bare et symbol på, at Hjørdis nu var gået i glemmebogen. Og der havde jeg det sådan: Nu kan jeg i hvert fald sætte hende op på rulleteksten, og der står hun til evig tid.

FacebookTwitter