Ondskaben kommer krybende i ny film: Den er både grum og brutal

'Koko-di Koko-da' er en film, som er meget svær at blive klog på, mener anmelder.

- Glæd dig. Du bliver aldrig færdig med den film, skriver anmelder Per Juul Carlsen om 'Koko-di Koko-da', der har sangeren Peter Belli i en fremtrædende rolle. (© Johannes Nyholm/Øst For Paradis)

Jeg ved det godt.

Det er min opgave som anmelder at forklare en film for dig.

Hvis du har set en film, du ikke begriber en fløjtende fis af, så skal du kunne læse min anmeldelse og sige 'arh, det var dét, den gik ud på.'

Film og kunstneriske oplevelser skal jo analyseres.

Det er det, jeg får min løn for.

Men altså, hør her; det er jo netop, når en film rammer noget, vi ikke umiddelbart forstår. Noget, som vi ikke kan analysere os frem til, som vi ikke kan skrive i en kronik eller en afhandling, at den bliver rigtig spændende.

Vi kan nok skrive bunkevis af ord om det voldelige vanvid, der gemmer sig i menneskehedens sjæl, men vi kan ikke beskrive det så præcist som i Vietnam-filmen 'Dommedag nu'.

Og vi kan mærke en djævelskab krible omkring os, men vi kan ikke aldrig analysere os frem til den uro, Lars von Trier beskriver i 'Antichrist'.

Handlingen begynder forfra

Det er jo det, kunst kan og skal, altså.

Selvom jeg er filmanmelder, får du mig heller ikke til at forklare, hvad 'Koko-di koko-da' handler om.

Der gik en uge før filmen faldt på plads for mig.

En uge!

Så længe skulle jeg gumle på de mærkelige scener, hvor et ægtepar overnatter langt ude i en svensk skov, bliver chikaneret af en hvidklædt cabaret-type med hat og stok i følgeskab med en brun kamphund, en kraftig ung mand med en død, hvid hund i favnen og en langlemmet ung kvinde med langt, mørkt hår.

Filmens instruktør, Johannes Nyholm, startede med at lave dukkefilm og musikvideoer. I 2011 gik han viralt, da han offentliggjorde en bid af en kortfilm med sin etårige datter, der som en fordrukken turist raserer en bar på Gran Canaria. (© Johannes Nyholm/Øst For Paradis)

Det gjorde det ikke nemmere, at cabaret-typen blev spillet af vores aldrende popsanger Peter Belli.

Men det særeste ved det hele var, at ægteparret ikke kun blev chikaneret én gang.

Så snart de var slået ihjel eller uskadeliggjort af det mærkværdige optog, begyndte det hele forfra.

Først stod kvinden op og gik ud i skoven for at tisse midt om natten og blev overrasket af cabarettypen, der pudsede den brune hund på hende, til hun lå livløs i skovbunden, hvorefter manden i teltet fik samme tur.

Så vågnede parret igen og kvinden tissede i en kasserolle i teltet, men blev banket ned, og manden forsøgte at stikke af i bilen, men blev indhentet.

Og så begyndte det hele forfra, som i gyseren 'Happy Death Day' eller 'Groundhog Day', hvor Bill Murray skal opleve samme dag om og om igen for at lære at blive et godt menneske.

Hvad var meningen?

Jeg kunne jo godt se, at ægteparret var i sorg. Deres datter døde midt om natten, før sin ti års-fødselsdag.

Og jeg havde set instruktør Johannes Nyholms forrige film, 'Kæmpen', en mystifistisk film om en ung, misdannet mand, der spiller boule og bliver chikaneret af de øvrige spillere, mens han i øvrigt leder efter den mor, der stak af 30 år tidligere.

Den film var bestemt heller ikke nem at blive klog på.

'Svær at blive klog på'

Og nu kom svenske Johannes Nyholm sørme med en ny film, der ikke ville falde til ro og give klar facitliste-agtig mening.

Og så, pludselig, mens jeg stillede müsliskålen i opvaskemaskinen en morgen, faldt 'Koko-di Koko-da' på plads.

Instruktøren Johannes Nyholm kørte i august Sverige rundt i en specialbygget bus og viste 'Koko-di Koko-da' for at komme ud til de svenskere, der er svære at få i biografen. (© Johannes Nyholm/Øst For Paradis)

Ikke 100 procent, men måske 87,5 procent.

De sære scener, hvor Peter Belli og co. overfalder ægteparret, var en metafor for parrets sorgarbejde, en besynderlig, vind og skæv metafor, iklædt et gammelt børnerim, 'Koko-di Koko-da'.

Du kan spørge dig selv, hvorfor lige den metafor?

Hvad har sorg med cabaret-typen, den store mand, den langlemmede pige og hundene at gøre? Og hvorfor et børnerim?

Hvorfor Peter Belli? Hvorfor dit og dat? Aner det ikke.

Men det er netop dér, Johannes Nyholm kan noget usædvanligt i nutidens filmverden - sammenstykke et univers, som kun han kunne finde på.

Det hænger ikke sammen på en konklusions-agtig, morale-serverende måde.

Det er på én gang fjollet og legende, alvorligt og eftertænksomt, næsten som et af brødrene Grimms gamle folkeeventyr, der er fortalt til børn, men har en grim og grum og brutalt rugende undertone, kun voksne kan håndtere.

Men altså, det er kun 87,5 procent af 'Koko-di Koko-da'.

Og det er kun min oplevelse.

Resten må du selv rode med. Glæd dig. Du bliver aldrig færdig med den film.