Oppe på Valmuebakken

Japanske animationsfilm kan ofte noget helt andet end vestlige, fx i 'Oppe på Valmuebakken', der er så anderledes at alle burde se med.

Alle danskere bør se 'Oppe på Valmuebakken'. Punktum. Ikke fordi den er et enestående mesterværk, men fordi den viser hvordan man OGSÅ kan lave film. Den er en lille åbenbaring i historiefortælling, kort fortalt fordi dens historie ikke er andet end en sød lille bagatel, fordi dens fokus ligger et helt andet sted end historien og fordi det er umuligt at gennemskue hvem den er henvendt til. Det er ikke en børnefilm, ikke en entydig voksenfilm og selvom den ligner en ungdomsfilm, er den bestemt ikke kun for unge.

Komprimeret historiefortælling

De, der allerede har stiftet bekendtskab med tegnefilm af de japanske instruktører Satoshi Kon, Isao Takahata og ikke mindst Hayao Miyazaki, ved allerede at japanske animationsfilm, anime, er fra en helt anden planet end den amerikanske skole som Disney, Pixar og Dreamworks. Mens især Pixar har skabt en ekstremt komprimeret type historiefortælling, som knapt får lov at afvige fra historien og temaet og plottet, tager japanerne den med ro.

Intense stemninger

Der er masser af action og tjubang i populære Miyazaki-film som 'Det levende slot' og 'Prinsesse Mononoke', men historierne er enklere og der er ikke nødvendigvis nogen morale, der skal serveres så alle kan følge med. Og i film som 'Min nabo Totoro' og 'Kiki - den lille heks' dyrker Miyazaki en meget ikke-vestlig stil, hvor historien kun er et springbræt for intense stemninger og poetiske fortolkninger af naturens uendelige skønhed.

Hvisker med store bogstaver

Det er den tilgang, der bliver foldet ud i 'Oppe på Valmuebakken'. Alene titlen hvisker med store bogstaver, at det her ikke er en historie, der forsøger at vælte verden. Men hvis man er i humør til det og er åben over for det, har 'Oppe på Valmuebakken' nogle stemninger, der fuldstændig kan sparke benene væk under én i al deres overvældende lavmælthed.

Friturestegte kroketter

I en lille sekvens løber vores heltinde, teenagepigen Umi, af sted for at købe ind til aftensmaden. Udenfor havelågen støder hun tilfældigt ind i Shun, som hun kender fra skolen. Ingen af dem har rigtig forstået det endnu, men de er på vej ind i deres første forelskelse. Shun inviterer Umi bag på hans cykel, hvorefter de drøner ned ad bakken, ned til den lokale slagter, midt på et indkøbsstrøg, mens tusmørket sænker sig i sommervarmen, gadelysene spreder deres stemning og Shun køber to hurtige friturestegte kroketter fra slagteren og byder Umi på den ene - alt sammen til tonerne af en ubekymret romantisk popsang af den årgang, historien foregår i, 1965.

Duften af mad og blomster

Det er en umådeligt banal scene, der ikke flytter historien en centimeter, men den oser af, nej, den bader i, den ligger i lage i atmosfære. Pludselig befinder man sig i Japan, i en lille by ved havet, i 1963. Pludselig mærker man duften af mad og blomster og mennesker og biler og sommer midt i et lille indkøbsstrøg. Pludselig husker man hvordan det var at være teenager og blive forelsket første gang, vel at mærke før man rigtig opdagede hvad det ville sige at være forelsket, længe før man tænkte på at kysse eller overhovedet røre hinanden, mens man bare blev beruset af at lære et andet menneske at kende.

Forvirringen og elendigheden

Det er ikke genialt, det er bare ufattelig præcist i sin stemningsfuldhed. Den slags øjeblikke er der flere af i den her næsten flovt lille historie om to 15-16-årige store børn, der lærer hinanden at kende, mens de kæmper for noget så ynkeligt dramatisk som at bevare deres skoles gamle klubhus. Nedrivningen af klubhuset er dikteret af myndigheder i Tokyo, langt fra den lille by, historien foregår i. Der gemmer sig altså en småpolitisk morale om at bevare kulturhistorien i 'Oppe på Valmubakken'. Derudover har det spirende forhold mellem Umi og Shun den lille krølle, at de muligvis er søskende, takket være forvirringen og elendigheden i det japanske samfund ovenpå 2. verdenskrig. Men som alt andet i 'Oppe på Valmuebakken' er det et drama, man tager oppefra og ned.

Hvem er du?-blikke

Sådan en film er umulig at forestille sig i Danmark. Dens kernepublikum er uidentificerbart og dens atmosfære betydeligt vigtigere end historien. Mens man hurtigt har glemt de unges højlydte protester mod nedrivningen af klubhuset og Shuns og Umis anstrengelser for at finde ud af om de er bror og søster forlader man filmen fuld af den intense stemning fra cykelturen mod indkøbsstrøget, den poetiske livet-passerer-forbi-atmosfære blandt skibene i havet udfor byen og ikke mindst de uskyldige og nysgerrige hvem-er-du?-blikke Umi og Shun sender hinanden gennem hele filmen.

Meditativ klarhed

Ligesom i Jiro Taniguchis tegneserier, 'Min fars dagbog' og 'Min fjerne barndomsby', der er udkommet på dansk fornylig, er der en meditativ klarhed over 'Oppe på Valmuebakken'. Skidt med historien, nyd den zen-buddhistiske renhed ved at dele en friturestegt kroket til din gryende første forelskelse. Flyd hen til miraklet ved at se en morgenmadsanretning komme til verden og blive sat på bordet. Fyld dit hjerte med visheden om at livet kan tage dig de mest sære steder hen. Så usædvanlig en oplevelse bør alle prøve. Punktum.

'Oppe på Valmuebakken' får dansk biografpremiere den 21. marts.

Facebook
Twitter