Oscar-vinder brugte især denne ikoniske skurk som inspiration til ny Bond-film

Rami Malek fra 'No Time to Die' lod sig desuden inspirere af en række ikoniske filmskurke under forberedelserne.

Lyutsifer Safin går højt op i at ramme rigtigt. Ligegyldigt hvad Bond gør, vil Safin gøre det bedre, fortæller Rami Malek om Bond-skurken i 'No Time to Die'. (Foto: NIPI © Copyright © 2021 BACKGRID UK)

Med et vansiret ansigt, en tyk accent og et intenst blik er det Lyutsifer Safin, vi møder som ny superskurk i den premiereaktuelle James Bond-film, 'No Time to Die'.

- Vi udrydder begge to folk for at gøre verden til et bedre sted. Jeg gør det bare lidt mere... grundigt, lyder det blandt andet finurligt og frygtindgydende fra Safin i det nye og længe ventede actionbrag.

Superskurken i Bond-filmene har en lige så lang historie som agent 007 selv, de smukke Bond babes, den "rystede" Martini og den sølvgrå Aston Martin, der første gang så dagens lys på det store biograflærred tilbage i 1962 med 'Dr. No'.

Blandt de ikoniske Bond-skurke finder man danske Mads Mikkelsen og Jesper Christensen, såvel som Javier Bardem, Christoph Waltz, Christopher Walken, Gert Frobe og Anthony Dawson med flere.

Men nu er det altså Rami Malek, som mange nok vil kende for hans Oscar-vindende portræt af Freddie Mercury i 'Bohemian Rhapsody', der indtager den prestigefulde rolle.

Rollen som Freddie Mercury i 'Bohemian Rhapsody' sikrede Rami Malek en lang række fornemme filmpriser, heriblandt en Oscar for 'Bedste mandlige hovedrolle'. Den store ros, han modtog for rollen, hjalp ham til at være mindre nervøs for at spille Bond-skurk, fortæller han. (Foto: Twentieth Century Fox © © 2018 by Entertainment Pictures)

Heldigvis for Malek betød erfaringen fra at spille Mercury, at han kunne gå til rollen som Bond-skurk uden helt så mange nerver:

- Jeg oplevede jo et ekstremt forventningspres ved at spille Freddie Mercury, men havde heldigvis succes med rollen. Hvis ikke jeg havde det med i bagagen, havde det nok været mere skræmmende at skulle spille Bond-skurk. Men på grund af oplevelsen med 'Bohemian Rhapsody' følte jeg, at jeg bedre kunne håndtere presset ved at spille Bond-skurk, siger Rami Malek, da vi "møder" ham til et online-interview.

Lod sig inspirere af skurke uden for Bond-verdenen

Men hvordan forbereder man sig så lige på at spille Bond-skurk?

Noget af det Rami Malek gjorde, var at gense en lang række ældre Bond-film for at studere skurkene nærmere.

- Så udvalgte jeg nogle skurke, som havde nogle træk, jeg syntes fungerede godt. Med nogle af skurkene føltes det som lidt for meget af det gode, så jeg så på, hvad der fungerede, når de var mere reserverede, siger han - galant uden at nævne nogle navne.

Men udover at nærstudere tidligere Bond-skurke, kiggede Rami Malek også på andre skurke fra filmhistorien. For hans yndlingsskurke er ikke nødvendigvis dem, man lige finder i Bond-film.

- Jeg så på Heath Ledger i 'The Dark Knight', Anthony Hopkins i 'Ondskabens øjne' og Jarvier Bardem i 'No Country for Old Men'. Bardems karakter Anton Chigurh i den film er en af mine yndlingsskurke nogensinde. Så det var fedt at gå ud af Bond-verdenen og se på alle de andre, siger han.

Karakteren Anton Chigurh fra Coen-brødrenes film 'No Country for Old Men' er Rami Maleks yndlingsskurk. Den spanske skuespiller Javier Bardem vandt en Oscar for sin præstation i filmen. (Foto: PARAMOUNT CLASSICS / Album)

Og har man set 'No Country for Old Men', forstår man godt Maleks fascination af Bardems karakter, der på makaber vis slår sine ofre ihjel med en boltpistol, som normalt bruges i forbindelse med at slagte kvæg.

Hvad er det allermest skræmmende?

Udover at sidde klistret til skærmen for at lade sig inspirere af tidligere Bond-skurke, havde Rami Malek også mange samtaler med filmens instruktør Cary Fukunaga om karakteren Lyutsifer Safin.

En skurk der ifølge Malek er inspireret af Østen, men ellers ikke stammer fra noget bestemt sted eller en bestemt tid.

Sammen med Fukunaga søgte Malek dystre steder hen for at finde frem til essensen af Lyutsifer Safin:

- Vi talte om, hvad der ville være det mest skræmmende, der kunne ske for os som samfund og om alle de bekymringer, der kan gøre os rædselsslagne som mennesker. Og så nærmede vi os karakteren derefter, siger han og tilføjer, at alt dette i øvrigt fandt sted lang tid før nogen kendte til coronapandemien, som ramte verden i begyndelsen af 2020.

Skurken Lyutsifer Safin bliver i omtalerne af 'No Time to Die' karakteriseret som "en mystisk skurk, som er i besiddelse af avanceret våbenteknologi". (Foto: NIPI © Copyright © 2021 BACKGRID UK)

De sidste optagelser til 'No Time to Die' kom nemlig i kassen i efteråret 2019, men grundet corona er filmen blevet udskudt flere gange efter den oprindelige premieredato i foråret 2020.

Forventningerne til den nye Bond-film er på mange måder tårnhøje, blandt andet fordi flere har udnævnt filmen til at skulle "redde" biograferne, efter halvandet års coronapandemi har haft store økonomiske konsekvenser for dem.

Og Rami Malek håber inderligt, at filmen kan blive et vendepunkt for de hårdt prøvede biografer verden over:

- Der er ingen tvivl om, at det er fantastisk at være skurk i en Bond-film. Men hvis filmen gør det kollektivt muligt for os at vende tilbage til biografen og redde og beskytte denne skønne kunstform, så vil det være den største glæde og præstation, denne film har opnået, siger han.

FacebookTwitter