Oscar-vinder fortryder medvirken i omdiskuteret film: 'Jeg forrådte mig selv'

Viola Davis er glad for både instruktør og medspillere i 'The Help', men mener ikke, filmen viser "sandheden".

Viola Davis har - blandt meget andet - vundet en Oscar, en Emmy og en Golden Globe for sine præstationer på film og tv. Nu taler hun dunder mod én af sine mest succesfulde film. (Foto: Scott Garfitt/Shutterstock © Scanpix)

"Du er god. Du er klog. Du er vigtig."

Sådan siger den sorte husholderske og barnepige Aibileen Clark til den lille, hvide pige, hun passer i den populære film 'The Help' fra 2011.

Filmen sætter spot på raceuligheder i USA's sydstater i 1960'erne, og rollen som Aibileen spilles af den hæderkronede skuespiller Viola Davis, der blandt andet indkasserede en Oscar-nominering for sin portrættering af den sorte husholderske.

Selv har Viola Davis dog kæmpet gevaldigt med at tro på det velmenende mantra, hendes rolle kærligt messer i filmen, hvori Oscar-vinderne Emma Stone og Octavia Spencer også medvirker.

- Der findes ingen, der ikke er godt underholdt af 'The Help'. Men der er en del af mig, der føler, at jeg forrådte mig selv og mit folk, fordi jeg medvirkede i en film, der ikke var klar til at fortælle hele sandheden, siger Viola Davis i et nyt, stort interview med det amerikanske blad Vanity Fair.

Hun mener, at 'The Help' – ligesom mange andre film – er blevet "skabt på baggrund af en underliggende systemisk racisme".

Davis understreger i interviewet, at hun både beundrer filmens instruktør Tate Taylor og sine medspillere, men at filmen ikke viser "sandheden".

Viola Davis siger i interviewet med Vanity Fair, at hele hendes liv har været en protest. Det var det ifølge hende selv også, da hun til Oscar-uddelingen i 2012 ankom til prisuddelingen uden paryk, men i stedet valgte at fremvise sit naturlige hår. (Foto: Joe Klamar © Scanpix)

Den hvide hovedperson stjæler fokus

'The Help' er da også tidligere blevet kritiseret for at være eksponent for den såkaldte "White Savior"-fortælling, hvori der gøres opmærksom på raceuretfærdigheder, men ud fra en hvid hovedpersons perspektiv.

I 'The Help' følger man en ung, kvindelig, hvid journalists forsøg på at indsamle og fortælle historien om den uretfærdige måde, de sorte husholdersker bliver behandlet på i Sydstaterne i 1960'erne. Det er således fortællingens hvide hovedperson – der spilles af Emma Stone – der stjæler fokus og ender med at blive filmens redningskvinde.

- Der findes ikke mange historier, der også er interesseret i vores menneskelighed, siger Viola Davis i interviewet med Vanity Fair, hvori hun også fortæller, at hun tog rollen som Aibileen Clark i håb om at blive set og anerkendt.

- Filmene er interesserede i, hvad det vil sige at være sort, men… De henvender sig til et hvidt publikum. Det hvide publikum kan for det meste sidde og få en akademisk lektion i, hvordan vi er. Men så forlader publikum biografen og taler om, hvad det mon betød. De bliver ikke bevæget af, hvem vi er.

'Hvis bare du ruller med øjnene...'

'The Help' blev imidlertid et stort hit i biograferne og indkasserede også Oscar-nomineringer til både Davis og to af hendes medspillere – Octavia Spencer og Jessica Chastain.

Siden har Viola Davis selv skrevet historie som den første sorte vinder af Emmy-prisen for 'Bedste kvindelige skuespiller i en dramaserie'. Det skete i 2015 for rollen som Annalise Keating i 'How to Get Away with Murder'.

To år senere kunne hun også stille en Oscar op på sin kaminhylde. Den fik hun for sin birolle-præstation i dramaet 'Fences'.

Viola Davis med sin Oscar-pris, som hun fik for sin birolle i 'Fences'. Det var tredje gang, hun var nomineret til den betydningsfulde filmpris. (Foto: Lucas Jackson © Scanpix)

Det er dog først de senere år, Viola Davis for alvor har turdet tage bladet fra munden og fortælle om de uretfærdigheder, hun føler, hun stadig bliver udsat for som sort skuespiller. Og ikke mindst kvindelig, sort skuespiller.

- Som kvinder ved vi, at når vi åbner munden, så bliver vi med det samme kaldt for en bitch. Vi bliver med det samme kaldt for uregerlige. Bare fordi vi er kvinder. Og som en sort kvinde skal du gøre meget, meget, meget lidt. Hvis bare du ruller med øjnene, så er den der.

Tager historien tilbage

Måske derfor har hun nu taget sagen i egen hånd gennem sit og ægtemandens produktionsselskab JuVee Productions, der blandt andet har produceret den kommende serie 'First Ladies', hvori Davis skal bide skeer med rollen som USA's første sorte førstedame, Michelle Obama.

Og hun har også sat sig igennem i forhold til Vanity Fair-interviewet. Det er nemlig den sorte fotograf Dario Calmese, der har taget billedet af Davis, der pryder bladets forside.

Det er første gang nogensinde, en sort fotograf har sit billede på bladets forside.

Magasin-coveret er i øvrigt en "gentænkning af (…) slaveportrætter taget i 1800-tallet (…) Det her billede tager fortællingen tilbage og forvandler det hvide blik på sort lidelse til det sorte blik på yndefuldhed, elegance og skønhed", skriver Vanity Fairs chefredaktør ifølge CNN i bladet.

FacebookTwitter