Oscar-vinders allerførste film kan nu ses i biograferne herhjemme – og den er fuld af finurlige øjeblikke

'Parasite'-instruktøren Bong Joon-hos debutfilm er et vidunderligt genremix.

'Barking Dogs Never Bite' er oprindeligt fra 2000 og er sydkoreanske Bong Joon-hos første spillefilm som instruktør. Den kan nu opleves i de danske biografer. (© Camera Film)

Har du nogensinde hørt om Kedel-Kim?

Heller ikke jeg. I hvert fald ikke før den skumle vicevært i den sydkoreanske film 'Barking Dogs Never Bite' begyndte at fortælle om Kedel-Kim.

Viceværten var blevet overrasket, mens han var i gang med at partere en lille, hvid hund, som han ville putte i den gryderet, han skulle spise til frokost.

Viceværten nåede lige at gemme liget af hunden, men han havde brug for noget, der kunne få manden foran ham til at tænke på noget andet.

Og så gik han i gang med historien om Kedel-Kim, en dygtig vvs'er, der døde ved et uheld, hvorefter han blev gemt af vejen i murene under det kæmpestore boligkompleks, viceværten bestyrer. Her går Kedel-Kim igen.

Pludselig kan man høre bankelyde gennem væggene. Det er Kedel-Kim...

Akademikeren Ko Yun-ju (Lee Sung-jae) drømmer om at gøre karriere, men er både frustreret over sin anstrengte økonomi og den krævende hustru. Og så bliver den evigt gøende nabohund dråben, der får bægeret til at flyde over. Han beslutter sig for at gøre det af med krabaten, og alle metoder gælder, hvad enten det er hængning eller kast fra toppen af det etagebyggeri, hvor han bor. (© Camera Film)

Minder om Tarantino og Jensen

Det er en yderst fjollet historie.

Den er ikke engang særligt godt fundet på, men fordi den bliver fortalt, lige da en mand er ved at overraske en anden i at partere og spise en hund, og fordi viceværten fortæller historien længe og med den største entusiasme, bliver Kedel-Kim uforglemmelig.

Det er sådan noget, han kan, den sydkoreanske instruktør Bong Joon-ho.

Lidt ligesom Quentin Tarantino eller danske Anders Thomas Jensen kan han fortælle rundt om en situation, så den bliver større – så den har flere dimensioner.

Han gjorde det samme, endda ofte, i sit store internationale gennembrud 'Parasite' fra forrige år, for eksempel i scenen hvor filmens rige ægtepar varmer op til sex i sofaen og ophidser hinanden ved at fantasere om at være fra underklassen, uden at vide at en familie af netop underklasseborgere gemmer sig under dem under sofaen.

'Barking Dogs Never Bite' bugner med den slags finurlige øjeblikke.

Der er scenen, hvor filmens ene hovedperson, en ung kvinde, får øje på en ung mand, der er ved at smide den førnævnte lille hund ud over taget fra sin ejendom.

Hun ser kun en ondskabsfuld stodder og aner ikke, at manden kæmper indædt og bittert for en stilling som professor og derfor er ved at gå op i limningen af hundens evindelige bjæffen uden for hans lejlighed.

Pludselig, mens den unge mand finder styrke til at smide hunden ud, er den væk, snuppet af viceværten, der har planer om at spise den til frokost.

Og så er der den unge kvinde, der har set et nyhedsindslag, hvor en person bliver hyldet for at have gjort noget heltemodigt. Det vil den unge kvinde også, så hun er fast besluttet på at afsløre den, der kidnapper og dræber hunde i det store boligkompleks. Tingene udvikler sig bare overhovedet ikke, som hun havde forestillet sig.

'Barking Dogs Never Bite' kan ses som et forstudie til Bong Joon-Hos senere Oscar-vinder 'Parasite', der prøver tematikker og formsprog af, mener Per Juul Carlsen. (© Camera Film)

Et forstudie til 'Parasite'

'Barking Dogs Never Bite' er under ingen omstændigheder så virtuos, velfortalt, opfindsom, lækker og velskabt som 'Parasite'. Eller Bong Joon-hos øvrige perlerække af film som 'Memories of Murder', 'The Host', 'Mother' og 'Okja'.

Den er på mange måder et forstudie, der prøver tematikker og formsprog af.

Den er stærkt præget af den tid, den opstod i, kort før årtusindskiftet, hvor amerikansk film bugnede af unge originaler som Quentin Tarantino, Richard Linklater, Hal Hartley og Kevin Smith.

Med sin struktur og sin fortælling omkring farverige typer i en boligblok minder 'Barking Dogs Never Bite' især om Kevin Smiths lille debutfilm 'Clerks', der kun foregik i en døgnkiosk.

Men den er også betydeligt mere ambitiøs, når den tager fat i et af Bong Joon-hos yndlingstemaer; kontrasten mellem rig og fattig, ressourcestærk og ressourcesvag, heldig og uheldig, vågen og doven.

Alt i alt er den en fornøjelse for os, der ikke kan få nok af Bong Joon-hos vidunderlige miks af komik, tragedie, samfundskritik, formeksperimenter, genreblanding og action.

Men alle med en nysgerrighed på film bør kunne hygge sig herligt i selskab med historien om Kedel-Kim.

Rettelse: Det fremgik tidligere af en billedtekst i denne anmeldelse, at Bae Doona spiller hustruen. Det er ikke korrekt. Bae Doona spiller Hyun-nam.

(© Camera Film)
FacebookTwitter