Outsideren med celluloid i blodet

PORTRÆT:Bag Nicholas Winding Refns til tider tåkrummende selviscenesættelser gemmer sig en dybt original filmkunstner.

"Det sidste, jeg så Lars gøre, var at han prøvede at fortælle min kone, at han ville have sex med hende. Jeg sagde, han skulle skride. Så nu har han fundet en anden tøjte, sagde Nicolas Winding Refn på et pressemøde i Cannes fredag. Dermed satte han endnu engang en streg under, at han har lagt sin tidligere beundring af Trier bag sig. May 20, 2016. REUTERS/Regis Duvignau (Foto: REGIS DUVIGNAU © Scanpix)

I aften søndag kan Nicolas Winding Refn vinde Den Gyldne Palme i Cannes.

Sker det, bliver han den femte dansker nogensinde, der har kunne tage hovedprisen hjem fra verdens mest prestigefyldte filmfestival.

Men hvem er Nicolas Winding Refn egentlig?

Vi forsøger at tegne et portræt af den 45-årige danske stjerneinstruktør herunder.

Nicolas Winding Refn blev født i 1970 som søn af filminstruktør Anders Refn og filmfotograf Vibeke Winding, og det lå dermed i kortene, at Nicolas en dag skulle lave film. Efter forældrenes skilsmisse bor Refn ni år i New York, hvor han flasker sig selv op med film i uendelige baner.

5 detaljer fra Refns liv

  • 1. Er gift og har to børn med skuespilleren Liv Corfixen, som han traf under optagelserne til ’Bleeder’.

  • 2. Er en manisk samler på alt fra filmplakater over japanske vinyl-figurer til klassisk legetøj.

  • 3. Har en åndelig mentor i Alejandro Jodorowsky.

  • 4. ’Motorsavsmassakren’ er med afstand hans yndlingsfilm.

  • 5. Blev smidt ud af en skuespilskole i New York fordi, han i vrede kylede et bord gennem et klasselokale.

Unge Nicolas udvikler en forkærlighed for randsøgende exploitation-film af forskellig kaliber og genre, og det er her, kimen til Refns ganske særlige filmsprog bliver lagt.

Da Nicolas Winding Refn i 1987 vender tilbage til København for at gå på gymnasiet, er film allerede en fundamental del af hans liv, og i 1992 kommer Refn med en vis selvfølgelighed ind på Den Danske Filmskole. Han ender dog med at sige nej til en plads i de hellige haller, fordi produceren Henrik Danstrup tilbyder at skalere det unge talents kortfilm ’Pusher’ op i et spillefilmsformat.

Den nye stil

Refn er derfor blot 24 år gammel, da han i 1996 skriver og instruerer sin første spillefilm om livet i Københavns kriminelle undergrund. Hvor kortfilmen ’Pusher’ var et stiliseret voldsorgie inspireret af især især John Woo, blev spillefilmsversionen noget ganske andet og langt mere interessant.

Sådan så filmplakaten ud for den første Pusher-film i 1996

Refn skiftede forbilledet Woo ud med blandt andre John Cassavettes og italienske Gillo Pontecorvo og endte i en rå, naturalistisk stil, der fokuserede på psykologien hos filmens marginaliserede karakterer. Resultatet bliver en uhørt stærk og dyster debutfilm, der er gennemsyret af en ung, frisk nerve, som skulle komme til at præge dansk film i de følgende år.

’Pusher’ solgte 185.000 billetter og etablerede unge Refn som klassens sorte får, der turde trodse konventionerne og gå sine egne veje. The film school dropout. Der var en vis rebelsk americana- romantik over den position, og det lod til at passe fint med debutanten selvbillede.

Den svære toer

Selvom Refns første film var både rå og mørk, var den ikke nær så ubehagelig som det næste udspil ’Bleeder’ fra 1999. Filmen handler om Leo (Bodnia), der får at vide, at hans kæreste er gravid. Leo foregiver at være glad for den nyhed, men snart begynder han at blive voldelig overfor sin kæreste. Herfra bevæger Refn langsomt men sikkert sine figurer direkte mod afgrunden, og især Bodnia er exceptionel i ’Bleeder’. Den farlighed, desperation og afmagt, knudemanden Leo udstråler, er uafrystelig, og Refn bruger på allerfineste vis både kamera, lys og scenografi, navnlig den lille lejlighed, der knap kan rumme løven Leo og hans udefinerbare rastløshed, til at tegne figuren.

Filmens anden genistreg findes i Mads Mikkelsens karakter, Lenny, som er et socialt misfoster og en apatisk filmnørd. Lennys ensomhed er afgrundsdyb, men hans psyke formår indledningsvis at lukke af for den sandhed. Senere bevidner vi Lennys famlende forsøg på at få et forhold til servitricen Lea (Liv Corfixen), og den plottråd er intet mindre end magisk. ’Bleeder’ tematiserer dybe, betændte og helt fundamentale aspekter ved den menneskelige kondition, og det er svært at forstå, hvordan en privilegeret overklassesplejs som Refn, der endnu ikke var fyldt 30, kunne fremmane, forstå og så kraftfuldt levere sådan en film. Og det vel at mærke i sit blot andet forsøg. Hvis der havde været den mindste tvivl ovenpå ’Pusher’, så blev det med ’Bleeder’ klart for enhver, at Nicholas Winding Refn var en sand auteur in spe. Desværre solgte filmen kun få billetter, og den manglende anerkendelse var ikke sagen for den unge instruktør.

Hjem til Amerika

Den folkelige afvisning af ’Bleeder’ resulterede i et nærmest desperat ønske om international anerkendelse hos Refn. Bramfrit kontaktede han derfor sin yndlingsforfatter Hubert Selby Jr., og sammen skrev de den psykologiske thriller ’Fear X’. Refns første møde med Hollywood-maskinen blev imidlertid ikke smertefrit, og de skulle tage tre hårde år at skaffe finansiering til filmen. Til sidst måtte han personligt garantere for en del af pengene, og da ’Fear X’ efterfølgende floppede fælt, stod den tidligere gulddreng nu på randen af fallit.

Fear X var Nicolas Winding Refns første møde med Hollywood. Den endte som en kommerciel fiasko, selvom mange anmeldere elskede den.

Refns personlige krise blev efterfølgende udbasuneret i dokumentarfilmen ’Gambler’ og i en række interviews i tv-programmet ’Den 11. Time’, hvor Refn blandt andet græd for åben skærm. Seancen havde et sært konstrueret skær, og perioden efterlod i det hele taget et noget broget billede af en presset, uerfaren og selvcentreret kunstner, der på narcissistisk vis svælgede i sin egen deroute på tværs af platforme.

Tilbage til start

Løsningen på de økonomiske problemer blev, at Refn for at redde sin karriere indvilligede i at lave en fortsættelse til ’Pusher’ for Nordisk Film, selvom han havde svoret aldrig at vende tilbage til sin debutfilm. Det løfte brød Nicholas Refn heldigvis med stil, og både ’Pusher’ II og III blev på deres egen måde små, underspillede mesterværker.

I toeren fra 2004 følger vi den uduelige småforbryder fra ’Pusher’ Tonny (Mads Mikkelsen), der løslades fra fængslet kun for at finde et fuldstændig ramponeret liv uden for murene, som han har meget svært ved at navigere i. Tonnys far, gangsteren Smeden (Leif Sylvester) hader sin søn indædt, og alle Tonnys forsøg på at nærme sig familien falder til jorden med hule, ydmygende brag.

I Pusher II havde Mads Mikkelsen en af sine bedste filmroller til dato.

Da luderen Charlotte fortæller, at Tonny er far til hendes barn, fortykkes plottet yderligere, og filmens skæbnesvangre og dybt rørende slutning er uforglemmelig. Med Tonny leverede Mikkelsen sin bedste præstation til dato, og ’Pusher II’ formåede på fornem vis at kombinere det bedste fra etteren med det bedste fra ’Bleeder’ samtidig med, at den undgik sidstnævntes til tider lidt for insisterende karaktertegning.

Et døgn med Milo

Efter toerens flotte modtagelse og velfortjente Robert såvel som Bodil-priser til Mads Mikkelsen, var der pres på Refn i forhold til at levere varen med trilogiens afsluttende værk ’Pusher III’. Filmen handler om den midaldrende narkobagmand Milo (Zlatko Buric), som vi allerede traf i den første film.

Milo er blevet ældre, og nye, yngre kræfter forsøger at overtage hans marked. ’Pusher III’ følger et skelsættende døgn i Milos liv, hvor han både skal agere velfungerende pater familias til sin datters fødselsdag, genetablere sin position i toppen af den kriminelle kransekage og forsøge at holde sig ædru.

Pusher III fuldendte Refns triologi, men filmen fik ikke samme ros som sine to forgængere.

De bestræbelser kommer der en hæsblæsende og kompromisløs film ud af, som desværre ikke fik den ros, den fortjente. Med sit portræt af en slidt Milo og et bestialsk multietnisk forbrydermiljø bød ’Pusher III’ på det mest originale udgangspunkt blandt de tre film. Selvom historien ikke var helt så skarp som i ’Pusher II’, formåede Refn alligevel at klemme en virkelig stærk præstation ud af Buric.

Filmen fuldender trilogien, og det fremragende slut-tableau, hvor en helt smadret Milo kommer hjem om morgenen efter det mest absurde døgn, man kan tænke sig, og skæv på rygeheroin står og vakler foran en tom swimmingpool, er Refnsk filmkunst, når det er allerbedst. Desværre havde kritikerne forventet mere, og filmen fik en hård medfart, hvilket betød, at Refn i vanlig stil proklamerede, at han var færdig med at lave film i Danmark. Det løfte har han stadig til gode at bryde.

Den engelske forbindelse

forbindelse med et tv-job i England faldt Refn over et manuskript, som efter et par tilløb blev til filmen ’Bronson’ med Tom Hardy i hovedrollen. Filmen skabte opsigt i udlandet, og det samme gjorde den efterfølgende ’Valhalla Rising’ om vikingen One Eye (Mads Mikkelsen). Begge film var visuelt eksperimenterende, og introducerede Refns nye billedsprog. Væk var den håndholdte, dokumentariske stil fra ’Pusher’-trilogien, og i stedet arbejde Refn nu med faste indstillinger, en ekspressiv og symbolladet brug af farver samt grundige, velorkestrerede kameragange. Desuden begyndte Refn at opløse den traditionelle, plotdrevne fortælleform, hvilket især kommer til udtryk i ’Valhalla Rising’.

Fuld fart frem

Meanwhile in Hollywood har to producere købt filmrettighederne til en roman med titlen ’Drive’. De får udarbejdet et manuskript, og da de caster it-boy Ryan Gossling til at spille hovedrollen, viser det sig, at Gossling er kæmpe fan af Refns film. Især ’Bronson’ har gjort indtryk på skuespilleren. I næste nu er Refn hyret som instruktør på filmen, der har et budget på 15 millioner dollars, og en veritabel bromance mellem Refn og Gossling tager form.

Danske instruktører har vundet Den Gyldne Palme i Cannes fire gange tidligere.

’Drive’ bliver ikke bare en vellykket og cool film med et lækkert og konsekvent visuelt udtryk, som gør den svær at glemme, nej, den indspiller også godt 75 millioner dollars og indbringer Nicolas Winding Refn en pris som bedste instruktør ved filmfestivalen i Cannes 2011. Endelig er Refn der, hvor han altid har drømt om at være, og ved sin side har han gudhjælpemig sin nye stjerneven Ryan Gossling. Omsider passer virkeligheden til egoet. Nu er alle porte åbne. Det er fuldbragt, fristes man til at sige.

From Thailand with love

Efter succesen med ’Drive’ bliver Refn sat i forbindelse med forskellige store projekter. Blandt andet et big budget remake af sci-fi filmen ’Logans Run’ og en stort anlagt tv-serie i samme genre. Men Refn går igen sin egen vej og laver i stedet en lille, skæv og blodig actionbasker med titlen ’Only God Forgives’. Gossling spiller hovedrollen, og budgettet er på beskedne 4.8 millioner dollars – kun en tredjedel af prisen på ’Drive’. Filmen deler senere vandene i Cannes 2013, hvor den er udtaget til hovedprisen, og ikke formår at tage nogle priser med hjem.

En fremtid bøjet i neon

Og netop nu er Nicolas Winding Refn der såmænd for tredje gang i træk. I hovedkonkurrencen ved Cannes-filmfestevalen. Denne gang hedder filmen ’The Neon Demon’, og den handler om en ung fotomodel (Elle Fanning), der forsøger at klare skærene i Los Angeles´ modeverden. Hendes ungdommelige skønhed fører til jalousi blandt branchens ældre kvinder, og snart er fanden løs i laksegade.

’The Neon Demon’ er endnu en low budget film fra Refns hånd efter succesen med ’Drive’, hvilket er ret usædvanligt. Det er dog alment kendt, at Dansk films enfant terrible lige nu er et af branchens helt varme navne, og selvom man kan frygte, at vores måske mest interessante auteur i takt med, at tilbuddene bliver større, og pengene bliver flere, kommer til at sætte et mindre tydeligt aftryk på de film, han instruerer, er der heldigvis ikke noget, der indtil nu peger i den retning. Refn lader til at forblive Refn. På godt og ondt.

Blå bog

  1. 1

    1996 debuterer med ’Pusher’

  2. 2

    2003 flopper i USA med ’Fear X’ og er på fallittens rand.

  3. 3

    2004-05 redder karrieren med ’Pusher II og III’

  4. 4

    2011 får sit internationale gennembrud med ’Drive.’

  5. 5

    2011 vinder prisen som bedste instruktør i Cannes.

FacebookTwitter