Overskudsagtig instruktør giver den fuld gas i nyt gyserbrag – men har intet at fortælle

I 'Last Night in Soho' viser Edgar Wright sine imponerende tekniske evner som filmskaber. Historien kniber det dog med.

'Last Night in Soho' er skrevet og instrueret af Edgar Wright. Udover filmen 'Baby Driver' er han også kendt for sine musikvideoer. Blandt andet, da han i 2014 instruerede videoen til 'Gust of Wind' for musikikonet Pharrell Williams. (© Universal Pictures)

Det er en skam med Edgar Wright.

Han kan så utroligt ubegribeligt meget med film. Han kan få lydene til at danse, kameraet til at synge og skuespillerne til at svæve vægtløse i virtuose optrin.

Han kan få musik, billeder og lyd til at flette sig sammen, så det næsten er umuligt at pille fra hinanden.

Han kan koreografere en skuespillers bevægelse gennem en kulisse med den største elegance.

Edgar Wright kan give en spillefilm samme legende og lette fornemmelse som de musikvideoer, han har instrueret et hav af. Han kan åbne en film med så stort et overskud, at man griber sig selv i at tænke: "Åh, bare den her film varer for evigt."

Det ærgerlige ved Edgar Wright er bare, at han ikke rigtigt har noget, han vil fortælle.

Britiske Matt Smith fik sit store gennembrud i 2005 som 26-årig, da han fik en rolle i BBC's ikoniske serie 'Doctor Who'. Siden da har han blandt andet spillet med i 'The Crown', hvor han i 2018 blev nomineret til en Emmy for bedste birolle. (© Universal Pictures)

Mere optaget af filmfigurer end mennesker

Han kan præsentere os for mennesker, som vi virkelig har lyst til at lære at kende, som den fantastiske chauffør Baby i Wrights forrige film, 'Baby Driver', eller Ellie, den unge og nørdede country girl, der kommer til storbyen London for at gå på designskole i 'Last Night in Soho'.

Men efterhånden som Wright fortæller sine historier, bliver det tydeligt, at han ikke er interesseret i Baby og Ellie som mennesker, men som filmfigurer.

Han er først og fremmest interesseret i dem, fordi de giver ham mulighed for at iscenesætte spektakulære optrin.

Ved at lade Baby være en fabelagtig chauffør, der kan køre gangstere væk fra et kup i en helvedes fart, kan han servere de mest utrolige køreture for os. Og ved at lade Baby møde sin drømmepige, kan han smide romantik oven i – 'Romeo & Julie' møder 'The Godfather' møder 'The Fast and the Furious'. Meget mere filmlækkert bliver det ikke.

Ved at sende Ellie med de synske evner og det følsomme sind til faldgruberne i storbyen, kan Edgar Wright sætte fut under sin egentlige plan.

Han kan genskabe 1960'ernes swingin' London og servere et psykologisk gys af den slags, Roman Polanski skabte sig et navn med i netop 60'erne i film som 'Chok', 'Rosemarys baby' og senere 'Den nye lejer'.

Edgar Wright kan lide Ellie.

Han har sympati for hende. Han synes, det er synd for hende, når hun savner sin mor, der var psykisk syg og tog sit eget liv. Og han føler med Ellie, da hun havner på et kollegie blandt nogle strigler, der hurtigt udser hende som mobbeoffer.

I 'Last Night in Soho' spiller 21-årige Thomasin McKenzie hovedrollen som Ellie; en ung, spirende tøjdesigner, der flytter til London for at forfølge sin drøm. McKenzie fik sit store gennembrud i 2018 med filmen 'Leave No Trace', og har siden da blandt andet spillet med i nazikomedien 'Jojo Rabbit'. (© Universal Pictures)

Til fals for effekter og filmteknikker

Edgar Wright er sikkert en god og sympatisk fyr, der interesserer sig for andre mennesker.

Men han er mest af alt en filmtosse, der virkelig gerne vil bruge en hjemsøgt stakkel som Ellie som udgangspunkt for sin fantasi – spøgelser og genfærd, der gemmer sig i væggene i 60'ernes London, som kommer snigende i mørket, mens skønne Cilla Black synger pophits i sidste nye skrud og den ene fantastiske modetendens afløser den næste.

Og netop som man sidder og bliver virkelig nysgerrig på Ellie, hendes familiehistorie og hendes bekymrede tante ude på landet. Netop som vi bliver virkelig nysgerrige på, hvordan det kan være, at Ellie smelter sammen med en anden ung kvinde i Londons natteliv, netop som Ellie rejser tilbage i tiden til 1960'erne, begynder Edgar Wright at interesse sig for noget helt andet. For effekter. For tricks. For filmteknik.

I noget, der føles som en halv times tid, vælter det frem med effektivt skabte genfærd, der er ved at pine livet af stakkels Ellie.

Det er lækkert lavet. Det er en effektiv modernisering af unge Catherine Deneuve, der er ved at miste forstanden, mens tusinder af mænd forsøger at rage på hende i Polanskis 'Chok' fra 1965.

'Last Night in Soho' er et gys, der passer lige ind i #MeToo, men tematisk har den ikke flyttet sig en centimeter i forhold til 'Chok'. Filmteknisk er den bestemt i en helt anden verden. Men trods Edgar Wrights utroligt mange evner, forbliver Ellie bare en filmfigur.

Det er altså en skam med ham Edgar Wright.

(© kino.dk)
FacebookTwitter