På få år er Taika Waititi blevet en gigant i Hollywood, og hans nye serie er supercharmerende

Arbejdsløshed, høje sygdomsrater og masser af misbrug. Det er nogle af de problemer, der kæmpes med i de amerikanske reservater, der lever uden politisk indblanding.

'Reservation Dogs' er skrevet og instrueret af Taika Waititi og Sterlin Harjo, der blandt andet står bag film som 'JoJo Rabbit' og 'Mekko'. (© Disney+)

Vi er ikke helt amerikanere herhjemme. Men næsten.

Vi har i hvert fald optaget nok populærkultur gennem vores øjne og ører til, at de fleste af os nok har en idé om, at en af de største skampletter på USA's historie er, hvordan man behandlede og dominerede den oprindelige befolkning. Alle de forskellige folk, som man dengang samlet kaldte "indianere".

Nu bliver betegnelsen i store træk opfattet som både nedsættende og forvirrende, fordi den kom ud af, at Christoffer Columbus troede, at han var kommet til Indien.

Hvis man virkelig har hørt godt efter i sine popkulturelle timer, har man muligvis også bidt mærke i, at man i det historiske efterspil i 1800-tallet oprettede såkaldte reservater rundt omkring i USA, som stadig eksisterer i dag.

Reservaterne er afgrænsede geografiske områder, hvor de enkelte stammer kan leve mere eller mindre suverænt, altså uden politisk indblanding fra landets regering.

Det var en lang introduktion – egentlig bare for at sige, at det er her, på et af reservaterne, at den nye, supercharmerende slacker-komedie 'Reservation Dogs' foregår.

Selv hvis man hører til dem, der har hørt om reservaterne, er det nok kun de allerfærreste, der har nogen idé om, hvordan der ser ud, eller hvordan det er at bo der.

1

Hvorfor skal jeg se den?

De fire venner i serien spilles af Devery Jacobs, D-Pharaoh Woon-A-Tai, Lane Factor og Paulina Alexis. (Foto: Shane Brown © FX)

Først og fremmest skal du se den, hvis du kan lide de afdæmpede komedier, der kombinerer en socialrealistisk bund med lavmælt komik og næsten magisk realistiske indfald.

Tænk 'Atlanta' eller 'Better Things'. Serier der både tager sociale spørgsmål som marginalisering og fattigdom ret alvorligt, men også har overskud til at lade børn tale med de døde eller introducere en morderisk rigmand, der spiser strudseæg.

I 'Reservation Dogs' møder den ene af hovedpersonerne flere gange en virkelig sjov, kvabset stammekriger fra åndeverdenen, der vist nok var til stede ved Little Big Horn, men ikke kæmpede og ikke rigtigt kan styre sin hest.

Men ud over at tonen i 'Reservation Dogs' er helt vildt charmerende og afdæmpet, er det altså også ret interessant at få et indfølt blik ind i reservaternes dynamikker og problemstillinger. Uden at man overhovedet får noget overforklaret eller stukket op i ansigtet.

Fire venner, teenagerne Willie Jack, Bear, Cheese og Elora Danan, stener rundt og prøver at finde ud af, hvordan de kan komme ud af reservatet og ud i verden. For livet på reservatet er både kedeligt og fattigt for teenagere.

På mange måder kunne det egentlig lige så godt foregå i en hvilken som helst lille amerikansk bjergprovins, men samtidig gør portrættet stilfærdigt opmærksom på de problemer, de små stater i staterne kæmper med. Arbejdsløshed, høje sygdomsrater og masser af misbrug.

Vennerne har mistet deres ven Daniel, under uklare omstændigheder, og de vil "spare penge op, så vi kan komme ud, før det her hul tager livet af os, også", siger Bear.

2

Hvad har den med Tarantinos 'Reservoir Dogs' at gøre?

'Reservation Dogs' er filmet i reservatet Muscogee Nation i Oklahoma, i midten af USA, hvor den ene af skaberne, Sterlin Harjo, har rødder. (Foto: Shane Brown © FX)

De fleste med bare en halv filmnørd i maven vil føle, at referencen i titlen skriger til himlen, så lad os lige få det opklaret. Serien 'Reservation Dogs' har egentlig ikke noget med filmen 'Reservoir Dogs' at gøre.

'Reservoir Dogs' er Quentin Tarantinos instruktør-debut fra 1992, der handler om et kup, der går grueligt galt, og som kom til at hedde 'Håndlangerne' på dansk.

Første afsnit refererer en del til filmen, men det virker mest som en fiks idé og et sjovt ordspil. På en måde er det en anti-reference, fordi hvor Tarantinos film var et intenst, dynamisk kammerspil, fyldt med intriger og action, er teenagernes liv på reservatet i udgangspunktet alt det modsatte. Bortset fra den spænding de selv prøver at skabe.

Vi møder de fire børn i gang med et kup af meget små dimensioner.

De stjæler en lastbil fuld af chips. Meget Tarantino-agtigt diskuterer de på vej væk, om det giver mening at tage sele på, når man er ved at stjæle en bil. I slutningen af afsnittet har de alle sammen hvide skjorter og slips på og bliver udråbt til at være en bande. Reservation Bandits. Navnet bliver senere til Reservation Dogs.

Meget hurtigt bevæger serien sig væk fra action-stilen og sætter tempoet helt ned.

Vi finder godt nok ud af, at teenagerne stjæler og sælger, alt hvad de kan komme i nærheden af. Chips, bøffer, kobberledning fra gadelygter, cannabismedicin fra gamle damer.

Men det er ikke rigtigt det, serien handler om. Det vigtigste er portrættet af stemningen på reservatet, følelsen af at sidde fast.

Så peger tyveriet selvfølgelig på – igen i al stilfærdighed – hvordan de små tyverier er et desperat forsøg på at navigere i konsekvenserne af det større tyveri – landmasserne, der er taget med magt og politik fra den oprindelige befolkning – der nu er isoleret i fattigdom og sygdom.

3

Hvem er Taika Waititi?

Taika Waititi har ikke kun skrevet og instrueret filmen om 2. verdenskrig 'Jojo Rabbit'. Han indtager også selv rollen som Adolf Hitler. (Foto: Eamonn M. McCormack © Getty Images)

Den ene af de to personer bag serien, Taika Waititi, er på få år blevet en gigant i Hollywood.

Han har lavet en række af de mest bemærkelsesværdige og toneangivende komedier de seneste ti år.

Han spiller både skuespil, skriver og instruerer og brød igennem med den vanvittigt kompakte og originale vampyr-mockumentary 'What We Do in the Shadows', som han lavede sammen med Jermaine Clement. De to havde tidligere arbejdet sammen på Clements musikalske komedieserie 'Flight of the Conchords'.

'What We Do in the Shadows' blev også til en ret vellykket komedieserie, men jeg vil varmt anbefale, at man tjekker filmen ud, hvis man vil have en fornemmelse af Waititis særlige komediestil, der er helt overdrevet og ekstremt nede på jorden samtidig.

Den handler om tre generationer af vampyrer, der skal finde ud af, hvem der tager opvasken i bofællesskabet. Med samme balance i deadpan og enorme armbevægelser har han lavet 'Thor: Ragnarok', som nok er min personlige favorit Marvel-film. Han har også lavet 2. verdenskrigskomedien 'JoJo Rabbit' og instrueret på 'Star Wars'-serien 'The Mandalorian'.

'Reservation Dogs' er meget mere afdæmpet og tættere på virkeligheden end 'What We Do in the Shadows' og 'Thor: Ragnarok'. Men den er også mindre glat og imødekommende end 'JoJo Rabbit'.

Første sæson af 'Reservation Dogs' kan ses på Disney+.

FacebookTwitter