Alle kender fænomenet en feel good-film – og hvis nogen ikke kender det ved navn, kender de i hvert fald oplevelsen. Det er den slags film, hvor hovedpersonen kan overvinde selv den største udfordring, vi kan forestille os – hvor David altid vinder over Goliath, den nar.

Så kan vi nemlig forlade biffen med en dejlig fornemmelse af, at verden er god og alt nok skal gå.

Her er det stik modsatte. En feel bad-film. Faktisk en feel very, very bad-film.

Det er Christian Tafdrup, den flab, der er på spil igen. Det var ham, der drillende kildede kønsdebatten under tæerne med ’En frygtelig kvinde’, om en dominerende kvinde, der smadrer sin kærestes selvværd.

Decideret ondskabsfuld

Denne gang driller Tafdrup ikke. Han er decideret ondskabsfuld med en historie om en dansk familie, der siger ja tak til en weekend-invitation fra de hollændere, de mødte på deres sommerferie.

Der er lagt op til mere hygge i Holland, men der går ikke mange timer, før noget kører skævt. Danske Louise er vegetar. Alligevel insisterer hollandske Patrick på at servere kød for hende hele tiden.

Og pludselig er Patrick ikke læge, som han fortalte på ferien. Han har faktisk ikke noget arbejde.

Og danske Louise og Bjørns datter, Agnes, skal sove på gulvet på en tynd madras.

Sådan fortsætter det, indtil Christian Tafdrup insisterer på, at vi skal have det virkelig bad.

Sådan er Tafdrup. Han er en af de få danske filmmagere, der fastholder, at film ikke skal nusse os om ørerne, men være, som Lars von Trier engang proklamerede, en "sten i skoen". De skal udfordre og drille og prikke til publikum.

Mens verden omkring os, og dansk film i almindelighed insisterer på at være opbyggelig, forsøger Christian Tafdrup at få os til at se på det, vi ikke har lyst til at se på – som vi forsøger at fortrænge og pakke væk.

Danske Louise og Bjørn tror på det gode i andre. De opfører sig ordentligt og rigtigt og er slet ikke forberedt på, at andre ikke gør det samme.

En tur i Helvede

Da den verdensopfattelse revner, aner de ikke hvad de skal stille op. Det udnytter Christian Tafdrup til at sende dem en tur i Helvede. De skal, ligesom os i biffen, rives ud af deres privilegerede velfærdstryghed og se ondskaben i øjnene.

Det er usædvanligt af flere grunde. ’Speak No Evil’ er en gyserfilm, hvilket vi danskere altid har været mistroiske overfor.

Det kan godt være, at Ole Bornedals ’Nattevagten’ blev en stor succes, trods uanstændig omgang med lig, tilbage i 1994, og at Martin Schmidt ihærdigt har forsøgt at slå genren fast herhjemme med film som ’Mørkeleg’ og ’Sidste time’.

Men dansk film har aldrig lært at elske gyset.

Det kommer formentlig heller ikke til at ske med ’Speak No Evil’, der nok mere er en kampesten over tæerne end en sten i skoen. Den stikker og strammer ubehageligt, uanset hvordan man vender den.

Fungerer fremragende som uhyggespreder

Det er det, der er så skønt ved en kunstnerisk drillepind som Christian Tafdrup. Men ’Speak No Evil’ kunne have været endnu mere ubehagelig, måske endda realistisk ubehagelig, hvis Tafdrup ikke havde forholdt sig gysergenrens konventioner.

En stor del af filmens handling fungerer fremragende som uhyggespreder, men giver ikke rationel mening, når man spoler filmen tilbage.

Hvis hollandske Patrick og Karin virkelig har de planer, de har, hvorfor så bruge en lang weekend på dæmonisk chikane? Hvorfor smider de lunser ud, der kan få danske Louise og Bjørn til at få lyst til at smutte, i stedet for bare at slå til?

Selvfølgelig er ’Speak No Evil’ en filmisk leg, et gyseligt mareridt, der ikke behøver være logisk, men historien ville være en virkelig ubehagelig sten i skoen, hvis vi bagefter kunne sige til os selv "Shit, det kunne faktisk ske for mig, det der! Jeg taler aldrig mere med nogen, slet ikke hollændere, på en ferie!"

Den evne har ’Speak No Evil’ ikke. Det er den for konstrueret til.

Men det ændrer ikke på, at Christian Tafdrup med sine tre spillefilm ’Forældre’, ’En frygtelig kvinde’ og nu ’Speak No Evil’ er blevet en af dansk films mest markante og modige instruktører.

En venlig, men uberegnelig stodder, der pludselig jokker os hårdt over tæerne. På den fedeste måde.